DC Comics

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til: Navigation, Søgning
DC logo.jpg
DC logo 1976.jpg     DC Comics logo.jpg

Amerikansk forlag. Har haft navnene Detective Comics, Inc., National Comics, National Periodical Publications og nu DC Comics. Ejes af den multinationale koncern Time Warner, verdens næststørste indenfor underholdningsbranchen.

Det er først og fremmest for sine serier om superhelte, at DC er kendt. De mest kendte helte er den såkaldte "treenighed", Superman, Batman og Wonder Woman, samt de to grupper Justice League og Teen Titans.

Serierne fra DC har været udgivet på dansk af mindst 6 forskellige forlag, Allers Forlag 1940-1941 og 1946-51, Seriebladets Forlag 1950-1954, Stenby (d.v.s. Interpresse) 1958, Interpresse 1965-1969 og 1978-1997, Williams Forlag 1969-1978, Egmont Serieforlaget 1997-2008 og Forlaget RW siden 2015.

På samme måde som med udgivelserne af Marvel Comics, blev DC-serierne i høj grad personificeret gennem brevkasseredaktøren Super-Ove og hans afløser i 1990'erne, Bat-Bjarne.

DC består ud over selve DC-forlaget også af en række andre varemærker. Vertigo er forlagets "voksen-afdeling", blandt andet kendt for serien "Hellblazer" som blev filmatiseret med titlen "Constantine". Wildstorm blev oprindeligt startet af Jim Lee som en del af Image Comics, men han solgte sidenhen sine aktiviteter til DC.

Det antages almindeligevis, at DC blev købt af Warner i 1969, men den virkelige historie er en anelse mere kringlet. Warner blev omkring årtusindskiftet en del af en fusion med AOL og Time Warner, hvilket fik den daværende redaktør hos Marvel Comics, Joe Quesada, til at referere til dem som "AOL comics" i en af Marvels udgivelser.

I forbindelse med at rivalen Marvel Comics blev købt af Disney, annoncerede Warner, at man ville danne en ny organisatorisk enhed, DC Entertainment, der ligesom Marvel Entertainment skulle række ud over ren forlagsvirksomhed. Dette betyder, at områder som film, computerspil og andre medier vil være en del af forretningsområdet.

Eksterne links