EAN

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til: Navigation, Søgning
GS1.jpg

EAN.jpg


EAN stod oprindelig for European Article Number, men blev omdøbt til International Article Number, selv om forkortelsen EAN er beholdt. EAN er et stregkodesystem, der anvendes til identifikation af varer og består af et antal cifre, hvoraf det 13-cifrede EAN-13 er det mest almindelige og det mest interessante med hensyn til bøger og tidsskrifter. En vare kan have mere end ét EAN, alt efter hvordan den grupperes.
EAN-13 og det tilsvarende japanske JAN er en videreudvikling af den 12-cifrede amerikanske UPC, og tilsammen danner de den globale standard GTIN (Global Trade Item Number). Betegnelsen EAN-13 vil måske efterhånden blive erstattet af fællesbetegnelsen GTIN-13. Der arbejdes endvidere på at erstatte GTIN-13 med en ny standard, GTIN-14.
GTIN administreres af den verdensomspændende standardiseringsorganisation GS1.

Hvis de første 2 cifre i et EAN-13 er 57, er varen registreret af et dansk firma. F.eks. har Jumbobøgerne fra nr. 383 til 394 et fælles EAN 5701418034940 (derudover har hver enkelt Jumbobog et individuelt EAN, se nedenstående om ISBN).

Hvis de første 3 cifre i et EAN-13 er 977, er varen en periodisk udgivelse med ISSN, som kan beregnes ud fra EAN. F.eks. har serien La grande dinastia dei paperi EAN 9771828552200 og ISSN 1828-552X.

Hvis de første 3 cifre i et EAN-13 er 978, er varen en bog med identisk ISBN-13, dog er EAN uden bindestreger eller mellemrum. F.eks. har Jumbobog 390 EAN 9788776796488 og ISBN 978-87-7679-648-8 eller 978 87 7679 648 8 (foruden EAN 5701418034940, som den deler med en del andre i serien, se ovenstående).
ISBN-13, der starter med 978, kan omregnes til det gamle 10-cifrede ISBN-10.

Hvis de første 3 cifre i et EAN-13 er 979 og det 4. ciffer er forskellig fra 0, er varen en bog med identisk ISBN-13, dog er EAN uden bindestreger eller mellemrum. Siden 2009 har ISBN 979-10- været i anvendelse for Frankrig (til forskel fra ISBN 978-2- for fransksproget).
ISBN-13, der starter med 979, kan ikke omregnes til det 10-cifrede ISBN-10.

Hvis de første 4 cifre i et EAN-13 er 9790, er varen en musikudgave med identisk ISMN-13, dog er EAN uden bindestreger.

Eksterne links