Hulk

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til: Navigation, Søgning
Hulk
Wwh.jpg
Omslag fra World War Hulk
Virkeligt navn:

Robert Bruce Banner

Tilknytning:

Avengers, Defenders

Evner:

Superstyrke, superholdbarhed og superregeneration

Udgivelse
Udgiver:

Marvel Comics

Dansk udgiver:

Egmont Serieforlaget, Interpresse

Debut:

The Incredible Hulk #1, maj 1962

Skabere:

Stan Lee og Jack Kirby

Hulk er skabt af den legendariske duo Stan Lee og Jack Kirby for Marvel. I tidens løb har han haft flere titler og har også optrådt i TV-serier (både liveaction og animerede) samt i to spillefilm. Han er en af de klassiske Marvel-helte, og regnes blandt Marvels kendteste figurer.

Oprindelse og kræfter

Bruce Banner var en forsker, der udviklede en eksperimentel gamma-bombe. Umiddelbart inden testsprængningen, ser Banner teenage-drengen Rick Jones vove sig ind på det forbudte område. Han redder Rick, men bliver selv fanget i bestrålingen fra bomben, og kan nu i stressede situationer forvandles til et stort, muskelsvulmende monster som får tilnavnet Hulk. Ro og fred, ekstrem udmattelse og visse andre påvirkninger får Hulk til at forvandle sig tilbage til Banner igen.

Hulk besidder i sin oprindelige form ikke Banners intellekt, men er nærmest som et barn og ytrer sig i korte, simple sætninger, hvoraf "HULK SMASH!" nok er den mest kendte. Hans styrke er enorm og øges i takt med hans vrede - "The madder Hulk gets, the stronger Hulk gets", hvilket teoretisk vil sige at der ikke er nogen øvre grænse for hans kræfter, forudsat at han er sur nok.

Han bevæger sig fra sted til sted ved at hoppe med sine kraftfulde ben, og har ved mere end en lejlighed hoppet til atmosfærens yderkant. Hans ekstreme holdbarhed tillader ham at opholde sig i rummet så længe hans lunger kan rumme luft.

Hulk har også ekstreme helingskræfter - større end f.eks. Wolverines - som tillader ham at hele fra stort set enhver skade på sekunder. Han er stort set immun overfor sygdom og gift, om end han i flere situationer er blevet påvirket af f.eks. sovegas. Han hører også til de få, der kan se og interagere med personer i astral form, f.eks. Doctor Strange når han er i sit astrallegeme.

Seriens baggrund

Hulk1.jpg
Stan Lee har udtalt at han ville skabe en figur, som brugte elementer fra både Frankenstein og Jekyll & Hyde, og resultatet blev The Hulk, som første gang blev udgivet i 1962 - der også var året, hvor bl.a. Fantastic Four og Spider-Man fik deres debut. Ligesom disse figurer, repræsenterede Hulk en unik vinkel på superheltegenren - han blev opfattet som et monster af omverdenen og han primære mission var bare at blive ladt i fred - "Hulk just wants to be left alone" er en klassisk bemærkning fra ham. Men sådan vil omverdenen det ikke ...

Oprindeligt hed Hulks alter ego Bruce Banner, men på grund af Stan Lees dårlige hukommelse (som er grunden til at mange af hans figurer har samme forbogstav i for og efternavn) endte han med ved et par lejligheder at referere til ham som "Bob" Banner. For at korrigere sin fejltagelse besluttede Lee at vor helt fremover skulle have det fulde navn Robert Bruce Banner.

Hulk mod militæret

Fra første færd har Hulk været jagtet af militæret, ofte anført af general Thaddeus "Thunderbolt" Ross, hvis datter Betty Ross i en årrække var Hulks primære romantiske interesse. Thunderbolt Ross så - med nogen ret - Hulk som en fjende af den nationale sikkerhed, men hans forsøg på at fange eller uskadeliggøre Hulk blev med årene mere og mere desperate. Selv om Hulk ofte i de tidlige historier sloges mod andre bestrålede supervæsner - Leader, Abomination eller Gargoyle - var det gennemgående tema i mange år Hulk mod militæret, som oprettede deres egen afdeling til at tage sig af Hulk, de såkaldte Hulkbusters.

Det var også i denne periode at vi blev introduceret for Hulks kusine, She-Hulk, der efter en blodtransfusion fra sin fætter også fik superkræfter. She-Hulk havde sin egen danske serie i perioden 1982-84 med titlen Hulky.

Psykologisk indsigt og personlighedsspaltning

I 1980 overtog forfatteren Bill Mantlo serien og lagde en ny vinkel på figuren i sin nu klassiske "Crossroads of Eternity"-historie. Heri ser vi, at figuren Hulk altid har boet inde i Bruce Banner og bl.a. er et resultat af hans traumatiske opvækst - især igennem forholdet til faderen, som mishandlede den unge Bruce. Hulk bliver i disse historier et udtryk for Bruces indestængte vrede der endelig, igennem gammabombens bestråling, får mulighed for at komme ud.

Da forfatteren Peter David overtager serien i 1987, går han skridtet videre og skildrer Banner som havende dissociativ personlighedsforstyrrelse - det der normalt omtales som personlighedsspaltning.

David lader også Hulk-figuren gennemgå en ændring, så han er en grå Hulk med alias'et Joe Fixit. Denne version af Hulk er noget mere intelligent end den grønne, men også noget mere beregnende.

Senere lader han de enkelte dele af Hulks personlighed - Banner, den vilde, grønne Hulk og den beregnende grå Hulk - smelte sammen til en figur med egenskaber fra alle de enkelte personligheder. Denne version af Hulk kendes under betegnelsen "Professoren".

David skrev Hulk i næsten 12 år, og havde en stor indflydelse på figurens udvikling, men forlod serien i 1998, hvorefter den blev overtaget af bl.a. Joe Casey, Paul Jenkins og Bruce Jones.

Planet Hulk og dens følger

Planet Hulk.jpg

Efter at serien har ligget lidt stille i nogle år, sker der i disse år igen noget i Hulk. Hulk drager igen hærgende igennem Marvel-universet, og da han smadrer store dele af Las Vegas, bliver det for meget for den gruppe af helte, der er kendt som The Illuminati, der beslutter at fange Hulk og sende ham ud i rummet til en planet hvor han ikke kan skade nogen.

Undervejs til sit bestemmelsessted går der imidlertid noget galt, og Hulk lander på planeten Sakaar der bliver styret af den ubarmhjertige Red King. Da Hulk er svækket som følge af sin rejse igennem et ormehul, tages han til fange og ender som gladiator. Sådan starter Planet Hulk, der må siges at have givet figuren nyt liv.

En direkte fortsættelse til Planet Hulk er World War Hulk, hvor Hulk sammen med en række venner og allierede fra Sakaar - kaldet The Warbound - tager tilbage til Jorden for at hævne sig på The Illuminati for at have sendt ham ud i rummet.

Både Planet Hulk og World War Hulk er skrevet af Greg Pak (herhjemme kendt fra Phoenix: Endsong), som også skriver den månedlige serie. Ifølge Pak kommer der en tredje stor historie med Hulk fra hans hånd, så der samlet set bliver tale om en trilogi.

Efter World War Hulk har serien midlertidigt (som følge af hændelserne i WWH) skiftet navn til The Incredible Herc, og følger halvguden Hercules bedrifter. Der er også startet en ny serie skrevet af Jeph Loeb (der tidligere har skrevet Hulk i Hulk Gray), hvori vi følger en ny rød Hulk.

Hulks farve

I The Incredible Hulk #1 fra 1962 var Hulk grå, og det var da også Lees og Kirbys ide at figuren skulle være grå. Imidlertid viste det sig med datidens teknik at være kompliceret at lave en konsistent grå farve, hvorefter han allerede i #2 havde skiftet farve til sin velkendte grønne. Senere forfattere - bl.a. Peter David og Jeph Loeb - har spillet på den grå farve som værende en del af figurens udvikling.

Senest er det så dukket en rød Hulk op, men hans oprindelse og kræfter er endnu uvisse.

I andre medier

Hulk var hovedpersonen i en succesfuld amerikansk tv-serie fra 1978-1982. Her blev Hulk spillet af Lou Ferrigno og Bruce Banner - som i serien hed Robert Banner, fordi navnet Bruce Banner i følge tv-selskabet lød "for bøsset" - blev spillet af Bill Bixby.

Der har også været indtil flere animerede serier - i 1966, 1982 og 1996 har man forsøgt lykken - og senest to spillefilm: en instrueret af Ang Lee i 2003 med titlen Hulk og den nyligt udgivne The Incredible Hulk instrueret af Louis Leterrier.

Hulk har også medvirket i indtil flere spil, lige fra Commodore 64-spillet Questprobe featuring The Hulk til Hulk: Ultimate Destruction, der udkom i 2005 til de større spillekonsoller. Der er også et spil på vej i forbindelse med den nye film.

Eksterne links

Anmeldelse af Planet Hulk på tegneseriesiden.dk