Smølferne

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki

En smølf

Smølferne (Les Schtroumpfs) er en eventyrlig børneserie af den belgiske tegneserieskaber Peyo.

Indhold

Lidt om serien

Et oversigtskort over smølfernes land (fra De sorte smølfer, 1978)

Serien omhandler det mystiske folk smølferne, der er et folkefærd af meget små, blå nisselignende individer. En smølf er beskrevet som værende 3 æbler høj. De bor i en lille landsby i små huse af udhulede svampe, langt fra menneskenes verden, et sted kaldet Det glemte land. Befolkningen i landsbyen tæller præcis 99 smølfer, alle hankøn, og næsten alle er komplet ens i udseende med blå hud, hvide bukser og sko, samt en hvid, fremadvendt hue. Den eneste smølf der er markant anderledes er smølfernes leder, Gammelsmølf, der bærer rød dragt og har skæg. Smølfernes ensartethed gør dem både meget anonyme, men samtidig er der dog enkelte smølfer der skiller sig ud i kraft af deres specialiserede interesser og evner. Ofte må smølferne løse problemer dem selv imellem, da der uværgeligt opstår mange forskellige problemer i et så lille samfund, andre gange er det eksterne faktorer der tvinger smølferne til at stå sammen, såsom den onde troldmand Gargarmel, der altid er på jagt efter smølferne med sin kat Azrael.

Smølferne er meget glade for musik, leg og mad. Deres yndlingsspise er sarsaparilla-blade som de høster fra en nærliggende mark.
Smølferne taler et helt specielt sprog, smølfsk, der principielt går ud på at de erstatter enkelte navneord eller udsagnsord i sætninger med ordet 'smølf'. De gør dog aldrig begge dele i samme sætning, da sproget hurtigt kunne blive aldeles uforståeligt. Et eksempel fra Danmarks stærkeste smølfeside går:

Sætningen "Jeg læser i bogen" kan blive til "Jeg smølfer i bogen", men ikke "Jeg læser i smølfen", da meningen ikke længere med sikkerhed kan udledes. Der har også været problemer med navneord ind imellem, f.eks. skændtes smølferne om en skruetrækker hedder en 'skruesmølf' eller en 'smølfetrækker'.

Baggrund

Smølferne er populære verden over,
her ses Smølf den Store på kinesisk

Smølferne er blevet en gigantisk succes over hele verden. Muligheden for konstant at opfinde nye smølfetyper gør dem til en uudtømmelig kilde til nye oplevelser og historier.

Peyo skabte smølferne sidst i 1950'erne, og de havde deres debut den 23. oktober 1958 i det franske tegneseriemagasin Spirou - dog ikke som selvstændig serie: kronologisk set dukkede smølferne allerførst op i en anden serie af Peyo, nemlig middelalderserien Henrik og Hagbart, der også kørte i bladet. De optrådte i historien Den fortryllede fløjte, hvor Henrik og Hagbart på magisk vis kommer til Det glemte land og finder det unikke folkefærd.

Der knytter sig en anekdote til opfindelsen af smølfernes oprindelige navn: efter sigende sad Peyo og Splint & Co.-tegneren Franquin og spiste middag på en restaurant, da en af dem (det er uvist hvem) bad om saltet. Men i stedet for at sige 'Passez-moi le sel' (Ræk mig saltet), sagde personen 'Passez-moi le schtroumpf' (Ræk mig smølfen) - og navnet var født!

Efter smølfernes første optræden i Henrik og Hagbart, blev de små væsener så populære, at Peyo (efter lidt overtalelse fra Spirous chefredaktør Yvan Delporte) gjorde dem til selvstændig serie, og den første smølfehistorie De sorte smølfer blev til. Idéen med smølferne var så god, at Peyo i tresserne besluttede sig at starte sit eget tegnestudio med flere ansatte til at tegne serien. Her blev mange af de nu kendte store tegnere oplært, bl.a. François Walthéry (serien om Natacha), Derib (serierne om Yakari, Pythagoras & Co., Buddy Longway m.fl.), Gos (senere tegner på serien Max Jordan), og Marc Wasterlain (serierne om Doktor Pind og Monica Morell). Selv koncentrerede Peyo sig hovedsageligt om Henrik og Hagbart, der var hans egen favoritserie.

På grund af smølfernes popularitet blev franchisen hurtigt udvidet med en produktion af forskelligt smølfe-merchandise, bl.a. små plastikfigurer der introducerede endnu flere specialsmølfer end der oprindeligt var i tegneserien. Der er også lavet en tegnefilm i spillefilmslængde, Smølferne og den magiske fløjte fra 1976, og fra 1981 startede en stor TV-serie der omfatter 256 afsnit.

I Danmark fik smølferne deres gennembrud i starten af firserne, igennem sangeren Johnny Reimers sange - han tog smølfernes verden til sig og optrådte med "Smølfe-sangen", der gjorde smølferne utroligt populære herhjemme. Det er muligt at Reimar også er ophavsmand til ordet smølf [mangler kilde].

I Danmark blev serien først udgivet af Interpresse i 1972-1973 under navnet snøvserne. Benny Andersen havde tidligere skrevet 4 børnebøger med bl.a. en Snøvs, så han forlangte at forlaget ændrede navnene. Efter en pause på tre år udkom serien så fra Carlsen under navnet smølferne.

Persongalleri

Der eksisterer i alt omkring 100 smølfer. Deres navne knytter sig direkte til deres karakter:

Faste smølfer

Gammelsmølf (Gammelsnøvs)
Gammelsmølfen (har rødt tøj på). Er leder af smølferne, og også lidt af en troldmand.
Skæmtesmølfen
Uddeler ofte tvivlsomme gaver, eller driller på andre måder de andre smølfer.
Dydigsmølfen (Brillesnøvs)
Dydigsmølfen (bærer briller). Dydigsmølfen er ofte genstand for de andre smølfers irritation, da han er så selvretfærdig som nogen kan være. Han er på Gammelsmølfs side, og ser altid sit snit til at minde de andre smølfer om, hvad der er rigtigt eller forkert.
Gnavensmølfen (Surmulesnøvs)
Gnavensmølfen er altid sur og tvær, og udtrykker altid sin misbilligelse med sætningen "Jeg kan ikke fordrage..." Dette skete efter han i første album blev stukket af en Bzz-myg, og siden da er han aldrig blevet helt normal igen.
Flyvesmølfen
Flyvesmølfen har en drøm om at kunne flyve, og han gør alt for at få drømmen til at gå i opfyldelse.
Pyntesmølfen (Snobbesnøvs)
Pyntesmølfen er som navnet antyder meget optaget af sit eget udseende.
Dovensmølfen
Har som oftest nathue på. Forsøger næsten altid at slippe for at lave hårdt arbejde. Ofte er han blevet fundet sovende bag en busk af en meget irriteret Gammelsmølf.
Dummesmølfen.
Ikke så klog.
Stærksmølfen
Stærksmølfen er, som navnet antyder, meget stærk.
Ædesmølfen (Ædesnøvs)
Elsker mad i alle afskygninger.
Altmuligsmølfen (Findepåsnøvs)
Er smølfernes praktiske gris. Han har et velassorteret værksted.
Smølfine (Snøvsine)
Smølfine er faktisk ikke en rigtig smølf, men bliver skabt af Gargamel i et forsøg på at få udslettet smølferne en gang for alle. Hun er den første kvindelige smølf, og bliver smølf nr. 100 da hun dukker op i landsbyen. Hendes tilstedeværelse skaber naturligvis en del problemer blandt resten af smølferne.

Smølfer der kun optræder en gang

Tryllesmølfen
Tryllesmølfen optræder kun i et album. Han har en drøm om at kunne lave magi, ligesom Gammelsmølf, men det går grueligt galt.
Smølf den Store
En smølf der i Gammelsmølfs fravær får storhedsvanvid, og overtager magten i landsbyen.
Slapsmølfen
En smølf der har svært ved at tro på sig sig, da han skal konkurrere mod de andre smølfer i de olympiske smølfelege.

Album i serien

I Danmark blev serien først udgivet af Interpresse i 1972-1973 under navnet snøvserne.

Første serie

Interpresse udgav 4 album 1972-1973, hvor de blå nisser kaldes snøvser.

  1. Truslen fra sortsnøvserne. Den flyvende snøvs
  2. "Snøvs den Store"
  3. "Trolderi-ægget". (U)vejrsmaskinen
  4. Troldmandens hævn

Anden serie

I 1976 starter Carlsen if en ny serie, hvor nisserne har fået deres endelige navn smølferne.

  1. Smølferne og kraxelikroxen
  2. Astrosmølfen
  3. Tryllesmølfen
  4. Smølf den Store
  5. Smølfine
  6. De sorte smølfer
  7. Ægget og smølferne
  8. Smølfe for og smølfe bag
  9. Smølfesuppen
  10. Smølfehistorier
  11. De olympiske smølfer
  12. Småsmølferne
  13. Babysmølfen
  14. Pilotsmølfen
  15. Et kys til Smølfine

I efteråret 2009 genoptog Cobolt serien, og der er indtil videre planlagt 4 album.

Tredje serie

Efteråret 2007 startede Carlsen Comics på en nyudgave af smølferne i et mindre format og i kronologisk orden i serien Carlsen minicomics. Serien blev nogle måneder senere overtaget af Cobolt, som kalder serien Cobolt minicomics.

  1. De sorte smølfer
  2. Smølf den Store
  3. Smølfine
  4. Ægget og smølferne
  5. Smølferne og kraxelikroxen
  6. Astrosmølfen
  7. Tryllesmølfen
  8. Smølfehistorier
  9. Smølfe for og smølfe bag
  10. Smølfesuppen
  11. De olympiske smølfer
  12. Babysmølfen
  13. Småsmølferne
  14. Pilotsmølfen
  15. Et kys til Smølfine

Forsider

Kronologisk rækkefølge

Rækkefølgen af 2. serie på dansk er angivet i parentes.

Efter Peyos død i 1992, overgik serien til andre tegnere, med hjælp til historierne fra hans søn, Thierry Culliford, og serien tæller sommeren 2010 28 album. Titlerne er frit oversat.

Ikke udgivet på dansk

Smølferne på forskellige sprog

Se Seriewikins udførlige liste.

Eksterne links