Buddy Bert
Dansk albumserie af Peter G. Degerbøl.
Buddy Bert er privatdetektiv af den klassiske slags. Men han er også hemmelig agent for statens sikkerhedstjeneste “Organisationen“, der består af en række små, ens udseende, mænd, der sammen bekæmper alle trusler. Organisationen ledes af “Chefen”, som går med høj hat og stor butterfly. Andre figurer er Buddy Berts kæreste Olivia, og videnskabsmanden, professor Vox Maule.
Det nye Buddy Bert album indeholder helt nyredigerede versioner af de to første album, samt det ligeledes spritnye eventyr ”De Mystiske Signaler”, og udkommer på Forlaget Fabel i midten af september 2023! Albummet bliver med hardcover, Intro (af forfatteren), sort/hvid, o. 170 sider, og bliver præsenteret til tegneseriefestivalen “Art Bubble” i Århus d.15-17/9-23. Be there!
Handlingen til det nye eventyr ”De Mystiske Signaler” er: “Et mystisk udenjordisk signal er blevet modtaget. Alle forsøg på at afkode signalet er forgæves. Flere signaler opfanges - muligvis med månen som oprindelse. Buddy Bert må derfor til trods for en svær depression begive sig op til et endnu uudforsket område af månen for at undersøge sagen”. I dette 3. album står Buddy Bert og Organisationen overfor deres mægtigste modstander nogensinde: den skrupelløse og despotiske præsidentkandidat, millionøsen Rebecca Bøg, og hendes fanatiske “Folket først” følgere. “Det bliver en kamp, hvor Organisationen overlevelse og selve demokratiet står på spil!”
Det første Buddy Bert album “Den usynlige fjende” (Forlaget Høner) fra 2000 foregriber Corona-pandemien med 20 år. En mystisk virus er undsluppet regnskovens dybder og spreder sig med foruroligende hast i den vestlige verden. For at finde en vaccine må Buddy Bert og hans allierede kaste sig ud i et hæsblæsende eventyr til det centrale Afrika. Men mørke kræfter viser sig at være lige i hælene på dem. Dette første album er inspireret af retsmedicineren Preben Geertinger’s bog “Lu-la-la-ba”, og en Dr. Geersinger optræder i albummet som Buddy Bert’s hjælpsomme og venlige læge.
I andet album ”Stjernemanden“ (Forlaget Forlæns) fra 2006 begiver Buddy Bert sig jorden rundt med sin bedste ven, Arnold B. Elioart, i dennes gigantiske luftskib, der drives frem af hele to Saturn 5 raketter! Med på rejsen er Olivia, professor Vox Maule, og Organisationen med Chefen i spidsen. Arnold B. Elioart er mangemilliardær og indehaver af Freedom-imperiet, der bliver truet af den gale terrorist Ashem Nadar, kendt som “Stjernemanden”. Denne vil udslette Freedom Imperiet og søger intet mindre end verdensherredømmet. Mod sin vilje befinder Buddy Bert sig pludselig i en kamp på liv og død efter en computerdisk med kodeordet til hele verdens atomslagstyrke! Et eventyr hvor intet er som det synes at være.
Begge album udkommer til generelt gode anmeldelser. I dagbladet Information skrev anmelderen: “Det er således i miljøtegningen at Degerbøl træder i karakter ved at bringe det velkendte og forudsigelige ind i en skæv verden, der står som et næsten surrealt Andeby-univers”.