ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Smølferne

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Version fra 7. nov 2018, 18:42 af Madsj (diskussion | bidrag) Madsj (diskussion | bidrag) (Lidt om serien)
Skift til:navigering, søgning
Smølferne.gif



Smølferne (Les Schtroumpfs) er en eventyrlig børneserie af den belgiske tegneserieskaber Peyo.

Lidt om serien

Et oversigtskort over smølfernes land (fra De sorte smølfer, 1978)

Serien omhandler det mystiske folk smølferne, der er et folkefærd af meget små, blå nisselignende individer. En smølf er beskrevet som værende 3 æbler høj. De bor i en lille landsby i små huse af udhulede svampe, langt fra menneskenes verden, et sted kaldet Det glemte land. Befolkningen i landsbyen tæller præcis 99 smølfer, alle hankøn, og næsten alle er komplet ens i udseende med blå hud, hvide bukser og sko, samt en hvid, fremadvendt hue. Den eneste smølf der er markant anderledes er smølfernes leder, Gammelsmølf, der bærer rød dragt og har skæg. Smølfernes ensartethed gør dem både meget anonyme, men samtidig er der dog enkelte smølfer der skiller sig ud i kraft af deres specialiserede interesser og evner. Ofte må smølferne løse problemer dem selv imellem, da der uværgeligt opstår mange forskellige problemer i et så lille samfund, andre gange er det eksterne faktorer der tvinger smølferne til at stå sammen, såsom den onde troldmand Gargarmel, der altid er på jagt efter smølferne med sin kat Azrael.

Smølferne er meget glade for musik, leg og mad. Deres yndlingsspise er sarsaparilla-blade som de høster fra en nærliggende mark.
Smølferne taler et helt specielt sprog, smølfsk, der principielt går ud på at de erstatter enkelte navneord eller udsagnsord i sætninger med ordet 'smølf'. De gør dog aldrig begge dele i samme sætning, da sproget hurtigt kunne blive aldeles uforståeligt.

Baggrund

Smølferne er populære verden over,
her ses Smølf den Store på kinesisk

Smølferne er blevet en gigantisk succes over hele verden. Muligheden for konstant at opfinde nye smølfetyper gør dem til en uudtømmelig kilde til nye oplevelser og historier.

Peyo skabte smølferne sidst i 1950'erne, og de havde deres debut den 23. oktober 1958 i det franske tegneseriemagasin Spirou - dog ikke som selvstændig serie: kronologisk set dukkede smølferne allerførst op i en anden serie af Peyo, nemlig middelalderserien Henrik og Hagbart, der også kørte i bladet. De optrådte i historien Den fortryllede fløjte, hvor Henrik og Hagbart på magisk vis kommer til Det glemte land og finder det unikke folkefærd.

Der knytter sig en anekdote til opfindelsen af smølfernes oprindelige navn: efter sigende sad Peyo og Splint & Co.-tegneren Franquin og spiste middag på en restaurant, da en af dem (det er uvist hvem) bad om saltet. Men i stedet for at sige 'Passez-moi le sel' (Ræk mig saltet), sagde personen 'Passez-moi le schtroumpf' (Ræk mig smølfen) - og navnet var født!

Efter smølfernes første optræden i Henrik og Hagbart, blev de små væsener så populære, at Peyo (efter lidt overtalelse fra Spirous chefredaktør Yvan Delporte) gjorde dem til selvstændig serie, og den første smølfehistorie De sorte smølfer blev til. Idéen med smølferne var så god, at Peyo i tresserne besluttede sig at starte sit eget tegnestudio med flere ansatte til at tegne serien. Her blev mange af de nu kendte store tegnere oplært, bl.a. François Walthéry (serien om Natacha), Derib (serierne om Yakari, Pythagoras & Co., Buddy Longway m.fl.), Gos (senere tegner på serien Max Jordan), og Marc Wasterlain (serierne om Doktor Pind og Monica Morell). Selv koncentrerede Peyo sig hovedsageligt om Henrik og Hagbart, der var hans egen favoritserie.

På grund af smølfernes popularitet blev franchisen hurtigt udvidet med en produktion af forskelligt smølfe-merchandise, bl.a. små plastikfigurer der introducerede endnu flere specialsmølfer end der oprindeligt var i tegneserien. Der er også lavet en tegnefilm i spillefilmslængde, Smølferne og den magiske fløjte fra 1976, og fra 1981 startede en stor TV-serie der omfatter 256 afsnit.

I Danmark fik smølferne deres gennembrud i starten af firserne, igennem sangeren Johnny Reimers sange - han tog smølfernes verden til sig og optrådte med "Smølfe-sangen", der gjorde smølferne utroligt populære herhjemme. Det er muligt at Reimar også er ophavsmand til ordet smølf [mangler kilde].

I Danmark blev serien først udgivet af Interpresse i 1972-1973 under navnet snøvserne. Benny Andersen havde tidligere skrevet 4 børnebøger med bl.a. en Snøvs, så han forlangte at forlaget ændrede navnene. Efter en pause på tre år udkom serien så fra Carlsen under navnet smølferne.

Persongalleri

Der eksisterer i alt omkring 100 smølfer. Deres navne knytter sig direkte til deres karakter:

Faste smølfer

Gammelsmølf.jpg Gammelsmølf (Gammelsnøvs)
Gammelsmølfen (har rødt tøj på). Er leder af smølferne, og også lidt af en troldmand.
Skæmtesmølfen.jpg Skæmtesmølfen
Uddeler ofte tvivlsomme gaver, eller driller på andre måder de andre smølfer.
Dydigsmølfen.jpg Dydigsmølfen (Brillesnøvs)
Dydigsmølfen (bærer briller). Dydigsmølfen er ofte genstand for de andre smølfers irritation, da han er så selvretfærdig som nogen kan være. Han er på Gammelsmølfs side, og ser altid sit snit til at minde de andre smølfer om, hvad der er rigtigt eller forkert.
Gnavensmølfen.jpg Gnavensmølfen (Surmulesnøvs)
Gnavensmølfen er altid sur og tvær, og udtrykker altid sin misbilligelse med sætningen "Jeg kan ikke fordrage..." Dette skete efter han i første album blev stukket af en Bzz-myg, og siden da er han aldrig blevet helt normal igen.
Flyvesmølfen.jpg Flyvesmølfen
Flyvesmølfen har en drøm om at kunne flyve, og han gør alt for at få drømmen til at gå i opfyldelse.
Billede mangler2.jpg Pyntesmølfen (Snobbesnøvs)
Pyntesmølfen er som navnet antyder meget optaget af sit eget udseende.
Billede mangler2.jpg Dovensmølfen (Dovensnøvs)
Har som oftest nathue på. Forsøger næsten altid at slippe for at lave hårdt arbejde. Ofte er han blevet fundet sovende bag en busk af en meget irriteret Gammelsmølf.
Billede mangler2.jpg Dummesmølfen.
Ikke så klog.
Billede mangler2.jpg Stærksmølfen
Stærksmølfen er, som navnet antyder, meget stærk.
Billede mangler2.jpg Ædesmølfen (Madsnøvs)
Elsker mad i alle afskygninger.
Billede mangler2.jpg Altmuligsmølfen (Findepåsnøvs)
Er smølfernes praktiske gris. Han har et velassorteret værksted.
Smølfine.jpg Smølfine (Snøvsine)
Smølfine er faktisk ikke en rigtig smølf, men bliver skabt af Gargamel i et forsøg på at få udslettet smølferne en gang for alle. Hun er den første kvindelige smølf, og bliver smølf nr. 100 da hun dukker op i landsbyen. Hendes tilstedeværelse skaber naturligvis en del problemer blandt resten af smølferne.

Smølfer der kun optræder en gang

Billede mangler2.jpg Tryllesmølfen
Tryllesmølfen optræder kun i et album. Han har en drøm om at kunne lave magi, ligesom Gammelsmølf, men det går grueligt galt.
Smølf den store.jpg Smølf den Store
En smølf der i Gammelsmølfs fravær får storhedsvanvid, og overtager magten i landsbyen.
Billede mangler2.jpg Slapsmølfen
En smølf der har svært ved at tro på sig sig, da han skal konkurrere mod de andre smølfer i de olympiske smølfelege.

Album i serien

Første serie

I Danmark blev serien først udgivet af Interpresse i 1972-1973 under navnet Snøvserne.

  1. Truslen fra sortsnøvserne. Den flyvende snøvs
  2. "Snøvs den Store"
  3. "Trolderi-ægget". (U)vejrsmaskinen
  4. Troldmandens hævn

Anden serie

I 1976 starter Carlsen if en ny serie, hvor nisserne har fået deres endelige navn smølferne.

  1. Smølferne og kraxelikroxen
  2. Astrosmølfen
  3. Tryllesmølfen
  4. Smølf den Store
  5. Smølfine
  6. De sorte smølfer
  7. Ægget og smølferne
  8. Smølfe for og smølfe bag
  9. Smølfesuppen
  10. Smølfehistorier
  11. De olympiske smølfer
  12. Småsmølferne
  13. Babysmølfen
  14. Pilotsmølfen
  15. Et kys til Smølfine

Tredje serie

Efteråret 2007 startede Carlsen Comics på en nyudgave af smølferne i et mindre format og i kronologisk orden i serien Carlsen minicomics. Serien blev nogle måneder senere overtaget af Cobolt, som kalder serien Cobolt minicomics. 15 numre var planlagt, men efter 4 numre blev minicomics-serien opgivet.

  1. De sorte smølfer
  2. Smølf den Store
  3. Smølfine
  4. Ægget og smølferne

Fjerde serie

I efteråret 2009 genoptog Cobolt serien, nu i indbundne album.

Samleudgave

I juli 2013 startede Smølferne som kronologisk bogserie fra belgiske Dupuis, og Cobolt fulgte efter med en dansk udgave allerede i september. Se Smølfernes samlede eventyr.

Forsider

Kronologisk rækkefølge

Efter Peyos død i 1992 fortsatte sønnen Thierry Culliford som forfatter eller medforfatter, mens serien blev overtaget af forskellige tegnere. Serien tæller sommeren 2010 28 album. De album, der ikke er udgivet på dansk endnu, er angivet med fransk originaltitel samt en frit oversat dansk titel. Rækkefølgen af 2. serie på dansk er angivet i parentes.

Smølferne på forskellige sprog

Se Seriewikins udførlige liste.

Eksterne links