ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

The Silver Age

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning

The Silver Age er en betegnelse for en historisk periode indenfor amerikanske tegneserier om superhelte. Perioden regnes ofte fra udgivelsen af bladet Showcase nr. 4 i marts 1956 og frem til 1970.

Baggrund

Superheltetegneserier var meget populære i USA under 2. Verdenskrig. 1940'erne omtales også som superheltetegneseriernes Golden Age. I slutningen af 1940'erne faldt salget, og markedet blev i stedet domineret af andre genrer som gys, krimi og romantik. I begyndelsen af 1950'erne blev tegneseriebladene ramt af en hetz, idet de blev kædet sammen med en stigning i ungdomskriminaliteten. Salget faldt drastisk, og mange amerikanske forlag måtte lukke. En følge af kritikken blev at udgiverne indførte Comics Code Authority, som var et alternativ til statslig censur, hvor forelæggere selv kontrollerede, at indholdet i deres blade levede op til visse standarder. I kølvandet på disse ændringer begyndte forlagene igen at udgive superheltetegneserier, og den første store succes var genintroduktionen af den tidligere Golden Age-superhelt The Flash. Den nye version af The Flash optrådte første gang i Showcase nr. 4. Det er i øvrigt en udbredt opfattelse, at perioden fra ca. 1970-1985 har så mange særegne kendetegn, at den bør benævnes The Bronze Age.

DC Comics

I midten af 1950'erne var der kun tre superhelte-titler, der forsat blev udgivet under deres eget navn. Det var Batman, Superman og Wonder Woman fra DC Comics, der i øvrigt er de eneste titler, der er kommet i blade under deres egne navne uafbrudt fra Golden Age perioden og helt frem til i dag. Flere historikere og mange fans beskriver historierne fra starten af 1950'erne som uinteressante og af lav kvalitet. Med udgivelsen af Showcase nr. 4 startede DC en ny æra indenfor tegneserier om superhelte. Redaktør Julius Schwartz, tegner Carmine Infantino og forfatterne Gardner Fox og Robert Kanigher var nogle af de primære kræfter, der deltog i forlagets vellykkede forsøg på at genoplive superheltegenren. Kanigher skrev den første og nogle enkelte flere historier med Flash, men John Broome overtog og skrev store dele af de tidlige Flash historier. Flere superhelte fra Golden Age perioden blev genoplivet af DC comics, blandt andre Green Lantern, The Atom, Hawkman og Justice League of America. Blandt tegnerne var navne som Gil Kane, Joe Kubert og Murphy Anderson. De genoplivede superhelte fik nye identiteter og udseende, men de beholdte deres navne. Der blev skabt nye videnskabelige begrundelser for, hvordan de havde fået deres superkræfter i stedet for de magiske forklaringer, der blev brugt til de tidligere versioner. I midten af 1960'erne skabte DC den idé, at superhelte fra The Golden Age levede på en parallel jord, som de kaldte Earth Two. Superhelte, der blev skabt eller genoplivet i The Silver Age, eksisterede på Earth One. De to virkeligheder var delt af et vibrationsfelt, som kunne passeres, så superhelte fra de to verdener kunne mødes. Det er ikke alle, der er enige om, hvornår The Silver Age slutter. Som tidligere nævnt er den mest udbredte opfattelse nok omkring 1970, men specielt blandt fans af DC Comics findes der andre opfattelser. Nogle accepterer ikke betegnelsen The Bronze Age men mener, at Silver Age bør regnes frem til DC-begivenheden Crisis on Infinite Earths fra 1985. DC Comics udgiver dog selv en bogserie, som de kalder The Bronze Age Omnibus, så forlaget selv har i hvert fald accepteret betegnelsen.

Wonder Woman

Kanigher havde også skrevet Wonder Woman siden 1947, hvor skaberen William Moulton Marston døde. Efter indførelsen af Comics Code Authority i 1954 blev Wonder Woman mindre feministisk, og der blev fokuseret mere på hendes romantiske forhold til Steve Trevor, Merman og Birdman. I 1958 stoppede den oprindelige tegner, H.G. Peter, og i stedet kom tegner Ross Andru på Wonder Woman, og han og Kanigher lavede sammen serien i de næste ni år, hvor den blev en stor succes. Wonder Woman fik også en ny version på Earth One, hvor hun fik en ny oprindelseshistorie, nye kræfter og alle referencer til 2. Verdenskrig blev fjernet. Der blev også skabt en række historier med yngre versioner af Wonder Woman, hvor hun var kendt som Wonder Girl og Wonder Tot.

Batman

Forfatter Bill Finger og tegner Bob Kane skabte Batman i 1939, og i løbet af 1950'erne og 1960'erne arbejdede de stadig på serien, men størstedelen blev lavet af anonyme forfattere og tegnere. I begyndelsen af 1950'erne var Batman også påvirket af tegneseriehetzen. I 1940'erne var Batman fyldt med farverige skurke, der lavede alskens kriminalitet, men for at undgå anklager om en sammenhæng med ungdomskriminalitet, fik historierne lagt mere fokus på science fiction og mindre på kriminalitet. Batwoman og Batgirl blev skabt for at imødegå anklager om, at Batman og Robin havde et homoseksuelt forhold. Bat-familien voksede også med Bat-hunden Ace og Bat-Mite, der er en lille nisse-lignende skurk i Batmankostume. Bladene solgte ikke godt i midten af 1960'erne, og på et tidspunkt overvejede DC at stoppe udgivelserne. Julius Schwartz overtog ansvaret for bladene, og han ændrede igen historierne, så der blev færre rumvæsener og regnbuemonstre og mere fokus på detektivarbejdet, som det havde været i 1940'erne. Mange af Batmans mest kendte modstandere blev genintroduceret til universet, og Batman blev igen meget populær. Mange af historierne fra denne periode var morsomme og ind imellem ret skøre og fjollede, og i tv-serien fra 1966 kan man tydeligt mærke inspirationen fra tegneserierne.

Superman

Marvel Comics

Andre forlag

Skabere

Eksterne links