Avistegneserier er betegnelsen for tegneserier, der på et eller andet tidspunkt har gået i aviser. Ofte er de først trykt i aviser og siden i hæfte-, album- og/eller bogform. Mange avistegneserier består af små striber og er ikke nødvendigvis historiemæssigt sammenhængende fra gang til gang. Andre er lange, fortløbende historier, der kan udvikle sig over måneder og endda mange år. Man skelner altså mellem mindre, selvstændige dagstriber og længere, fortsatte historier.
Dagstriber består oftest af en enkelt stribe, dvs. en 2-4 ruder. Statsministeren er et eksempel på en serie, der består af selvstændige dagstriber fra dag til dag, mens Modesty Blaise er et eksempel på en fortsat serie af dagstriber.
Søndagssider består som regel af flere rækker af ruder, og kan være længere varianter på serier der også findes som dagstriber. Radiserne er et eksempel på en serie, der består at selvstændige sider fra uge til uge, mens Prins Valiant er et eksempel på en fortsat serie.
Tarzan er et eksempel på en fortsat avisserie, der både findes i en søndagsversion og en daglig version, mens Basserne og Anders And består af afsluttende historier, både i søndagsversionen og den daglige version.
Tegneserier som Willy på eventyr, der er tegnet til ugeblade, har meget til fælles med de ugentlige søndagssider i aviserne. De er kategoriseret som avistegneserier, selv om det ikke er den helt korrekte betegnelse.
- For komplet liste over avistegneserier på ComicWiki, se kategorien → avistegneserier