Familie Journal er et dansk ugeblad, som Aller har udgivet siden søndag den 7. januar 1877. Foruden artikler af forskellig karakter er der krydsord og tegneserier. Willy på eventyr blev skrevet og tegnet til bladet.
Den oprindelige titel var Illustreret Familiejournal. Denne blev brugt frem til slutningen af det 20. århundrede, men skrevet både med den oprindelige og med variationer som Ill. Familiejournal, Illustreret FamilieJournal og Illustreret Familie-Journal. I daglig tale har bladet været kaldt Familiejournal eller Familiejournalen.
Ordet "Illustreret" blev tidlig tonet ned i logoet og helt fjernet fra titlen omkring årtusindskiftet. Omkring samtidig blev den resterende titel – i strid med danske retskrivningsregler – ændret til to ord, Familie Journal.