ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Spirou

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning

Spirou (Le Journal de Spirou) er et fransk-belgisk tegneserie-magasin der blev startet i 1938, hvor en lang række populære belgiske tegnere, bl.a. Franquin startede deres karriere. Det er osse her flere tegneserier kom til live, bl.a. Splint & Co. samt Vakse Viggo. Le Journal de Spirou var sammen med seriemagasinet Tintin i høj grad med til at starte den kendte og berømte Fransk-Belgiske tegneskole.

Bladet blev startet af Jean Dupuis (forlaget Dupuis), og var en samling af forskellige tegneseriestriber, både lokale, men også mange amerikanske, såsom Superman og Red Ryder - men mest markant omhandlede bladet først og fremmest hovedpersonen Spirou, som vi idag kender som Splint fra Splint & Co.

Spirou logo.jpg

Figuren Spirou blev opfundet og tegnet af Robert Velter (Rob-Vel), men efter nogle år overtog tegneren Jijé (Joseph Gillain) arbejdet med serien, og han blev en af de mest produktive tegnere på bladet op igennem årene omkring anden verdenskrig, hvor han også overtog arbejdet af nogle amerikanske serier, der var blevet bandlyst under krigen. Tyskerne ville iøvrigt have en tysk supervisor på bladet, men det nægtede Jean Dupuis, og i 1943 blev bladets udgivelser derfor stoppet af tyskerne.

Efter krigen vendte bladet dog stærkt tilbage, med alle de originale serier. Tegnere som Morris kom frem i bladet i denne periode med sin serie om Lucky Luke og André Franquin overtog serien om Spirou fra Jijé. På bladet tegnede også Will, kendt fra serierne om Isabelle og Tim og Thomas, og op igennem 50'erne og 60'erne opstod også Henrik og Hagbart af Peyo, Max Jordan af Maurice Tillieux og ikke mindst Vakse Viggo, der startede som en figur der lavede rav i den på redaktørernes sider, men som senere optog Franquin så meget, at han lagde Splint & Co. fra sig for at hellige sig serien om den geniale og gakkede Viggo.

Igennem årene fortsatte bladet med at indgribe nye tegnere og starte nye serier, og utallige kan nævnes: Smølferne, Bulder og hans hund Mozart, Benny Bomstærk, Sophie, Sibyline... listen er lang.

I 1968 skete der en del omvæltninger, da redaktøren Yvan Delporte gik af. Nogle kalder det ulykkes-året, da Franquin overgav Splint & Co. til Fournier, og tegnere som Morris og Jijé forlod bladet for at tegne selv. Men alligevel blev der i 70'erne knyttet nye tegnere til, bl.a. Francois Walthèry (Natacha), Gos, Lucien De Gieter (Papyrus), Marc Wasterlain (Doktor Pind) og Roger Leloup (Yoko Tsuno), så der var stadig kræfter i den fransk-belgiske tegneskole.

Blåfrakkerne, Sammy og Soda så også dagens lys i Spirou, og der blev til stadighed ført nyt blod ind. I 1977 vendte Delaporte tilbage, og tilførte bladet en ny mere voksen sektion, Le Trombone Illustré, hvor bl.a. Franquin vendte tilbage med sine Sorte sider, og der kom tegnere som Enki Bilal, Hermann, Claire Bretécher og Gotlib til.

Efterhånden som markedet er vokset, er bladet naturligvis blevet mere mangfoldigt, og trykker idag serier af meget forskellig art, og det vedbliver at være et sted, hvor tegnere kan præsentere nye ideer og figurer.