Wolverine

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til: Navigation, Søgning
Wolverine
Wolverine.jpg
Wolverine
Virkeligt navn:

James Howlett

Tilknytning:

X-Men, Weapon X, Apokalypses ryttere, afdeling H, Alpha Flight, S.H.I.E.L.D.

Evner:

Superregeneration, dyriske sanser,
skelet og kløer af adamantium

Udgivelse
Udgiver:

Marvel Comics

Dansk udgiver:

Interpresse, Egmont Serieforlaget & G. Floy Studio

Debut:

The Incredible Hulk #180-181 (okt.-nov. 1974)

Dansk debut:

Hulk #3 (1980)

Skabere:

Len Wein, John Romita Sr. & Herb Trimpe

Amerikansk superhelt og medlem af supergruppen X-Men. Udgivet på dansk i flere omgange, dels som Wolverine, dels som Jærven.

Oprindelse

Modsat de fleste helte har Wolverine, eller Logan som han kalder sig udenfor X-Men, i det meste af sin karriere ikke haft nogen klar erindring om, hvem han er, og hvor han kommer fra. Hans mutantevner giver ham skærpede sanser, der gør ham i stand til at genkende og spore folk over lange afstande ved hjælp af deres duft på samme måde som et rovdyr. Ligesom et rovdyr har han tre kløer på hver hånd, som kan skydes frem, når han skal angribe. I de oprindelige historier var det antaget, at kløerne var en del af kostumet og blev trukket tilbage i handskerne i en form for teleskop-anordning.

Senere blev det antaget at de var noget, han havde fået indopereret sammen med det skelet af adamantium, der gør at hans knogler stort set ikke kan brække. I forbindelse med historien "Magnetos hævn", hvor Magneto bruger sine kræfter til at fjerne Wolverines adamantium, viser det sig imidlertid, at kløerne er en del af hans mutation. En anden vigtig mutation hos Wolverine er evnen til hurtigt at kunne regerenere stort set enhver form for skade: Det betyder dels, at han kan overleve ting, som ville slå de fleste ihjel, men også at han kan ryge og drikke uden de følgeskader, som rammer almindelige mennesker.

Oprindeligt var det tanken at Wolverine skulle være en teenager på alder med de øvrige unge medlemmer i X-Men. Denne og flere anekdoter om hvordan Wolverine figuren blev skabt findes i "Wizard Wolverine Masterpiece Edition" udgivet på forlaget Wizard Entertainment.

Første verdenskrig

Logan deltog i første verdenskrig som en del af den såkaldte "Devil's brigade". Det var her at han i en konfrontation med en anden soldat fik ødelagt et øje. I perioden indtil øjet helede bar han en klap for øjet og fik tilnavnet "patch" (engelsk forkortelse af 'eyepatch' - klap for øjet). Denne identitet har Logan siden anvendt under sine ophold i Madripoor.

Den spanske borgerkrig

Wolverine dukker op under den spanske borgerkrig, og når undervejs at møde Ernest Hemmingway. Hans deltagelse i krigen ser dog ud til at skyldes en tidsrejse og et møde med Lady Deathstrike.

Anden verdenskrig

Igen var Logan en del af "Devil's brigade" og deltog på flere fronter og på flere af de berømte steder i krigen, inklusive Dresden, Monte Casino og Hiroshima.

Under krigen samarbejdede Logan også med Captain America på flere missioner. Specielt når han at arbejde sammen med Captain America og Natasha Romanova (også kendt som Black Widow) under en opgave i Madripoor.

CIA og årene efter krigen

Logan arbejdede i årene efter anden verdenskrig i en række operationer som omfattede brændpunkter i den kolde krig. Herunder Cuba, hvor han sammen med Sabretooth opsporede et missil som Castro havde holdt fat i efter missil-krisen. Andre missioner omfatter Vietnam og Berlin.

Ud over Sabretooth arbejder han i denne periode samen med Maverick.

Weapon X

Wolverine har gennem årene været involveret i forskellige former for efterretningsvirksomhed og på baggrund af hans arbejde der, kunne folkene bag det hemmelige projekt "Weapon X" se en fordel i at omdanne Logan til et omvandrende våben ved at indpode hans skelet med adamantium. Som del af processen fjernede de også hans hukommelse og indsatte en række falske erindringer. Historien er udgivet på dansk som "Kodenavn våben X".

Afdeling H/Alpha flight

Efter at være flygtet fra Weapon X-projektet blev Wolverine fundet i vildmarken af ægteparret James og Heather Hudson, der hjalp ham til at blive nogenlunde menneskelig igen, efter at han nærmest var blevet reduceret til et vildt dyr, der levede på instinkter.

Ægteparret Hudson arbejdede for den canadiske regerings afdeling H og var en del af superheltegruppen Alpha Flight. Det var deres tanke, at Wolverine også skulle være en del af holdet, men da professor Charles Xavier dukkede op med tilbuddet om at være en del af X-Men, valgte Wolverine at vende ryggen til at arbejde for regeringen.

Der findes forskellige tolkninger på Wolverines handlinger da Charles Xavier dukker op. For eksempel skærer han slipset over på sin foresatte, hvilket dobbelttydigt kan opfattes som "severing ties" (skære slips over, eller at bryde bånd/tilknytning).

I nyere historier om Wolverine spekuleres i hvorvidt Wolverines brud med Afdeling H sker under indflydelse af superskurken Romulus.

Alpha Flight forsøgte efterfølgende at hente Wolverine tilbage, men efter konfrontationer med X-Men som endte mindre heldigt valgte man at lade Wolverine forblive blandt X-Men. En enkelt What-if historie fra Marvel beskæftiger sig med mulighederne for hvad der ville være sket hvis Wolverine var forblevet en del af Alpha Flight.

Både James og Hearther Hudson har siden optrådt i rollen som den canadiske superhelt Vindicator, men har bevaret en vis forbindelse til Wolverine.

Wolverine i Japan

Den tidlige Wolverine er en næsten psykopatisk figur, som er bedre til at skabe splid end teamwork, men over en periode udvikler figuren sig i en mere disciplineret retning. Årsagerne til den nye retning findes dels hos John Byrne der som canadier ønskede en superhelt fra sit eget hjemland, dels hos Chris Claremont der ønskede at inkorporere elementer af samurai-mytologien i figuren. Wolverines første solo-historie af Chris Claremont og Frank Miller viser tydelig inspiration fra serier som Ensom ulv og Hvalp.

Wolverines eventyr i Japan bringer ham også i forbindelse med hans store kærlighed Mariko Yashida, som modsat Jean Grey gengælder hans kærlighed. I Japan stifter han også bekendtskab med Yukio som han senere betror at passe på hans og Mariko Yashidas fosterbarn Amiko.

Det er også i Japan at Logan stifter bekendskab med sin læremester i kampkunst Ogun. Ogun dukker senere op i flere af Wolverines eventyr, specielt da han sammen med Kitty Pryde oplever hendes forvandling til Shadowcat. Denne historie er senere optrykt i hardcover udgave fra Marvel som "Wolverine and Kitty".

Patch

Som patch viderefører Wolverine en personlighed han udviklede i sin tid i første verdenskrig. Han optræder i denne personlighed med klap for øjet. En forholdsvis enkelt forklædning, som også i historierne løbende bliver kommenteret som værende usandsynlig.

Den nyere historie om Patch er imidlertid at i en periode hvor verden troede at X-Men teamet var omkommet i et forsøg på at redde verden optrådte Logan inkognito under navnet Patch (i de danske blade "Klap"). Uden sit kostume og med en klap for det ene øje involverede han sig i den snuskede underverden i den lille ø-stat Madripoor, som befinder sig ikke langt fra Singapore. På dansk har flere af historierne med Patch gået i Seje Hulk-bladet.

Wolverine er flere gange vendt tilbage til Madripoor, også i X-Men uniform. Under sine eventyr der knytter han også forbindelse til en kvindelig leder af en del af Madripoors barske underverden Tyger tiger (navnet i sig selv er en reference til et digt af William Blake).

Fødselsdage

Et tilbagevendende tema i Wolverine historierne er at Sabretooth vender tilbag hvert år for at slå den kvinde som Wolverine er i selskab med ihjel. Dette tema grundlægges i en historie i Classic X-Men men er senere blevet videreført i andre dele af Wolverines historie.

Ægteskab

Wolverine er i de tidlige X-Men-historier meget tæt på at blive gift med sin store kærlighed Mariko Yashida, men på grund af et plot udført af Mastermind bliver brylluppet aflyst i sidste øjeblik.

Langt senere i historien bliver Wolverine faktisk gift med Viper fra den kriminelle organisation Hydra. Naturligt nok er dette ikke sket med Wolverines gode vilje, og gennem senere eventyr lykkes det ham at opnå skilsmisse.

Kvindelige sidekicks

Modsat den normale tradition blandt superhelte som foreskriver at helten skal have en sidekick som er en ung dreng, har Wolverine i sin karriere haft flere kvindelige sidekicks. Den første til at udfylde denne rolle er Kitty Pryde som under Wolverines vejledning udvikler sig til Shadowcat.

Næste figur er Jubilee, som egentlig følger efter en række kvindelige medlemmer af X-Men da de teleporteres tilbage fra en shopping tur. Jubilee ender med at redde Wolverine da han er blevet overvundet og korsfæstet af Donald Pierce og dennes håndlangere. De to knytter bevarer efterfølgende et stærkt personligt bånd.

I Astonishing X-Men udvikler Wolverine en tilsvarende tilknytning til den nye asiatiske mutant Armor.

I filmudgaven af X-Men er Jubilee henvist til en minimal rolle (hun optræder oprindeligt kun i fraklip). I stedet har Rogue overtaget rollen som den unge kvinde i hans liv.

Ud over Jean Grey, som Wolverine er tiltrukket af gennem hele sin tid hos X-Men, er han undervejs også makker med Elektra, Carol Danvers og Yukio. Men forholdet til disse voksne kvinder er markant anderledes end forholdet til de yngre kvinder nævnt ovenfor.

Et lidt mere komplekst forhold eksisterer mellem Wolverine og X-23 som er klonet ud fra Wolverines genetiske materiale. Modsat Wolverine har hun ikke haft mulighed for at melde sig frivilligt til Weapon X programmet. De to arbejder blandt andet sammen i black ops udgaven X-Force.

Efter House of M

I forbindelse med House of M historien genvinder Wolverine sin fulde hukommelse og kan nu huske, hvem han er, og en lang række af de hemmelige operationer, han har været med til at udføre for diverse lyssy regeringsorganer. Det har betydet, at en række af historierne om Wolverine nu handler om at gøre gamle regnskaber op.

Wolverine First Class

På samme måde som X-Men First Class går denne historie tilbage til Wolverines tidligste tid hos X-Men og udforsker specielt hans relation til Kitty Pryde.

Den oprindelige historie hvori de to rejser til Japan og Kitty træder i karakter som Shadowcat er i samme periode blevet genoptrykt i hardcover som Wolverine & Kitty.

Bøger

Wolverine er beskrevet i mange bøger som omhandler X-Men. I forbindelse med filmen baseret på Wolverine figuren dukkede en række specialudgivelser om ham op. Herunder "The Wolverine Files" af Mike W. Barr. Bogen er opbygget som en sagsmappe fra SHIELD som Nick Fury har bedt om af få udarbejdet for at få mere troværdige oplysninger om Wolverines baggrund.

Film og tegnefilm

Wolverine medvirker som en central figur i alle tre X-Men film hvor han spilles af Hugh Jackman.

Efter X-Men trilogien har Marvel annonceret to projekter med relation til Wolverine, dels "Wolverine and the X-Men" som er en tegnefilm, dels "X-Men Origins: Wolverine".

Sidstnævnte film havde premiere i maj 2009 og blev kort efter fulgt op af annonceringer om endnu en Wolverine film og en ny Marvel film baserer på figuren Deadpool som spiller en vigtig rolle i filmen.

Danske udgivelser

Se kategorien Wolverine.