ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Det Røvfødte Golem

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning
Det røvfødte Golem 2006.jpg

Julekalender-føljeton på Seriejournalen i 2004, 2005, 2006 og senest 2008. Hvert afsnit tegnes på skift af forskellige tegnere, både professionelle og amatører med tilknytning til tegneseriemiljøet.

I 2004 havde serien intet egentligt tema. Den opstod ligesom bare (se nedenfor) og levede af sig selv.

I 2005 fik den for første gang et tema. Her var det røvfødte ved et uheld på rejse gennem tiden.

I 2006 tog golem på rejse gennem diverse tegneserier universer på jagt efter julepynt (eller noget i den stil). I virkeligheden var det blot en undskyldning for tegnerne for at prøve en masse stilarter af.

I 2008 optræder DRG i rollen som Agent Double-Oh-Shit, hvor han er blevet fyret fra MI6 af den nye kvindelige chef, og efter 46 år i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste ligger i en rendesten i London og tænker tilbage på de 22 missioner, han har deltaget i.

Sådan opstod ideen

Det Røvfødte Golem startede som et skældsord, brugt af den nye oversætter af artiklerne i Carl Barks' Samlede Værker, Rasmus Hastrup, kendt fra NørdNyt som "Manden der vidste Mindst om Tegneserier i hele Verden".

Ukvemsordet var henvendt til Peter Becher - journalist og kendt fra bl.a. NørdNyt, BilledStorm og BraecherBros™ samt et utal af andre tegneseriesammenhænge. Selvom resten af skideballen er gået tabt for omverden, så lagrede netop dette ord sig i Peter Bechers hjerne, og af årsager som videnskaben stadig arbejder på at klarlægge, dukkede ordet op da man på Seriejournalens debatforum forsøgte at udarbejde en liste over 100 imaginære Bill og Ben-titler. Som en flot nr. 102 dukkede "Bill og Ben og Det Røvfødte Golem" op til almindelig moro, men sikkert heller ikke mere, hvis det ikke havde været for et andet af forummets medlemmer, Dan Knudsen aka D-Cay.

Det Røvfødte Golem blev ved med at hjemsøge hans fantasi - og hvad var mere naturligt end at spørge de øvrige medlemmer af SerieJournalens Forum om hvad DE troede. Det viste sig at Dan tilsyneladende stod ret alene med sin fascination, for ingen reagerede i lang tid. Alt dette fandt sted hen over efteråret 2004, og det var sikkert også endt der, hvis det ikke havde været for et tredje medlem af SerieJournalens forum; Henrik Rehr. I november måned blev det HANS tur til at føle en vis interesse for det mulige design af et røvfødt golem, og resultatet var en tegning, som han postede på forummet. Denne tegning appellerede så meget til Peter Bechers fantasi, at han lavede endnu en tegning, der fulgte op på den første. Ustoppelige begivenheder var sat i værk!

Fortsættes....

Eksterne links