Vicar
Den chilenske tegneserieskaber Víctor José Arriagada Ríos signerer sine værker Vicar. Han er født den 16. april 1934 i Santiago og dimitterede som elektroingeniør i 1956. Men allerede da var han begyndt at tegne for chilenske aviser og magasiner, og tegneserier blev hans hovederhverv. Han interesserer sig også for malerkunst.
I tiden 1960-1975 boede Vicar i Barcelona i Spanien. Her tegnede han bl.a. sin egen serie Bang Bang Sam og - kortvarigt - Rasmus Klump for det danske forlag PIB. I 1971 begyndte han at tegne Anders And-historier for Gutenberghus (nu Egmont), og har siden været en af de mest produktive tegnere, Anders And-bladet har haft - hans produktion tæller over 800 historier! Mange vil da også kunne genkende hans streg fra deres gennemlæsning af Anders And-bladet, specielt i firserne. Vicar har også skrevet enkelte af de historier, han har tegnet til bladet.