Barb Wire
Amerikansk tegneserie udgivet på Comics Greatest World under Dark Horse i perioden 1993-94. En del af udgivelserne er siden blevet samlet i Barb Wire Omnibus, som dog bryder med omnibus formatet ved at være mindre i størrelse end et traditionelt hæfte.
Serien dannede baggrund for filmen af samme navn med Pamela Anderson i hovedrollen. På dansk er udkommet "Barb Wire filmspecial" på Semic Interpresse i 1996. Dette 52 siders hæfte er baseret på filmen men omsat til serieform af Sarah Byam og tegnet af Gordon Purcell.
Filmen udelader en række overnaturlige kræfter som figurerne omkring Barb Wire har i tegneserieudgaven og låner et par temaer fra filmklassikeren "Casablanca".
Filmudgaven af Barb Wire bliver også brugt som forside på bogen "Super Bitches and Action Babes: The Female Hero in Popular Cinema, 1970-2006" af den danske forsker Rikke Schubart.