Giorgio Cavazzano
Italiensk tegner, født 1947 i Venedig.
Baggrund
Cavazzano er bl.a. kendt for sine historier med Disneys figurer i Jumbobøgerne, Anders And-bladet og andre blade med italienske Disney-udgivelser. Cavazzano var et naturtalent; allerede som 12-årig begyndte han at rentegne nogle af landsmanden Luciano Capitanios historier. Derefter startede han som rentegner for den klassiske Disney-tegner Romano Scarpa, og udviklede igennem halvfjerdserne sin egen stil ud fra Scarpas. Den første historie han helt selv tegnede blev udgivet i 1967, og er trykt i Anders And & Co. nr. 14, 1978, under titlen Hårdnakket hikke.
Op igennem halvfjerdserne arbejder han meget sammen med forfatteren Rodolfo Cimino, og producerer mange historier hvor Onkel Joakim, Anders og ungerne oplever fantastiske eventyr i fjerne lande.
Tegnestil
Cavazzano er meget spændstig i sin streg, og gjorde figurerne billedmæssigt mere levende end flere af hans samtidige italienske Disney-tegnere. Han tegner meget elastiske og strømlignede figurer. I Jumbobøgerne kan bl.a. nævnes Stålanden får en konkurrent og Kappestriden, to historier hvor Cavazzano opfinder det kvindelige modstykke til Stålanden, nemlig Andersine i rollen som Supersine!
I disse år er hans streg ret tynd og meget elegant, som vist ved første billede herunder. Senere udvikler han sin stil, og begynder at blande tynde strøg med meget kraftige streger - stadig enormt spændstigt, men figurerne bliver mere "klumpede" i stregen (se tredje billed eksempel). Samtidig blander han også mere og mere moderne design og teknik ind i historierne, og tegner mere realistiske baggrunde med mange skraveringer.
Produktion
Disney
- Ifølge I.N.D.U.C.K.S. har Cavazzano tegnet omtrent 1981 historier i tilknytning til Disney! Det være sig historier til Anders And-bladet i hele verden, Lomme-anden, Jumbobøger, specialhæfter osv.
- En håndfuld af hans historier kan læses i Disneys bogserie Hall of Fame, bind 10: Dragonlords.
Ikke-Disney
Ud over Disney-produktioner, har Cavazzano også tegnet følgende album og serier:
- Vor udsendte medarbejder
- Tommy Tot
- Kapitein Rogers (ikke udgivet på dansk)