Dobbelt skrue
Serie med vittighedstegninger af Guy Endore-Kaiser og Rodd Perry.
Distributørens beskrivelse
Bindegalt…eller helt genialt… eller begge dele.
Efter efterhånden en del års ørkenvandring er der endeligt kommet et frisk pust i den særlige crazy humor-genre.
Dobbelt skrue opstod som et "kaffepause-fænomen" på et filmstudie, hvor Guy Endore-Kaiser lavede serien til glæde for kollegaer og venner, når der var stille ved klippebordet.
Striberne vakte lige dele jubel og hånsord. Jubel på grund af vittighederne, hån og spydige kommentarer på grund af Guys åbenbare manglende evner som tegner.
Det ændrede sig da kollegaen Rodd Perry begyndte at tegne. Guys mildest talt skæve indfald og Rodds underspillede illustrationer var en kombination, der vakte interesse udenfor vennekredsen og resulterede i en kontakt til de store bureauer.
Der er ingen faste personer i Dobbelt skrue… og hvis der er nogen regler, har ingen i hvert fald opdaget dem endnu. Serien bygger på konflikten mellem en situation, som ser næsten normal ud og en helt skæv indfaldsvinkel.
Hvis der er noget budskab er det, at man ikke skal tage alt med virkeligheden for alvorligt.
Det er absurd humor på en ny måde, og serien vakte berettiget opsigt allerede da den blev præsenteret på bogmessen i Frankfurt i 2004, et halvt år før nogen avis i verden havde bragt én eneste stribe.