Dværgenes konge
Dværgenes konge (Légendes des Contrées Oubliées) er en fransk fantasy-tegneserie, skrevet af Bruno Chevalier og tegnet af Thierry Ségur.
Resumé
Da dværgenes konge er død, siger sagnet, at en ny konge skal findes i Ewandors rige, langt fra dværgenes eget land. De tre dværge Aren, Noren og Oten drager af sted for at finde ham, men verden udenfor dværgenes rige er ukendt og farlig for dem, og de danner snart bekendtskab med en udspekuleret landevejsridder ved navn Firfin, der tilbyder dem sin hjælp som fører. Senere støder den mindre kloge, men meget stærke lejesoldat Morkai til dem, hvilket giver dem en mere kontant beskyttelse mod omverdenen.
Lidt om serien
Ségurs stil er visuelt overdådig, både i detaljer og valg af kameravinkler. Sammen med forfatteren har han formået at skabe en ganske overbevisende eventyrverden, der lever på grund af deres opfindsomhed af spændende racer og miljøer. Næsten ingenting i serien leder tankerne tilbage til vores egen virkelige verden (udover alle de almindelige dødssynder), hvilket er lidt af en bedrift. Der er blod, vold, uhyrer, magi, sværdkampe, middelalder-stemning, og 'det store onde', hvilket altsammen er opskriften på et ægte fantasy-eventyr.
Alligevel er det færdige resultat lidt rodet, hvilket den svingende farvelægning heller ikke altid kan rette op på - billedkompositionerne er ret overfyldte, og farverne bliver af samme grund også ofte lidt for blandede. Men serien er spændende at gå på visuel opdagelse i, og en 'ægte' eventyr-fabel.
Serien omfatter og afsluttes i tre album, der senere er udgivet i en samlet luksusudgave.