Lou!
Serie for piger skabt af Julien Neel. På fransk var der 2018 udgivet 8 album i serien.
Carlsen udgav de første seks album på dansk, mens hele serien er udgivet på svensk.
Forlagets beskrivelse
Følg med ind i Lous verdens ...
Hun bor sammen med sin søde, men distræte mor i en lille lejlighed i storbyen. De lever et ganske almindeligt liv, hvor Lou går i skole, og hendes mor sidder derhjemme og skriver på sin roman ... eller rettere prøver at skrive på sin roman.
Det ender som regel med, at hun bruger dagen på at spille på Lous X-boks.
Ellers hygger Lou og hendes mor sig, de leger med deres søde og noget enrådige kat, de spiser uhyggelig mange pizzaer nede fra italieneren - og så spiller de som sagt X-boks.
Lou har aldrig mødt sin far, men hun synes egentlig ikke, at hun savner nogen ... det skulle da lige være en ny kæreste til sin mor, så ville hun måske tænke på andet end at spille hele tiden. Måske skulle det være Richard, deres nye nabo? Han virker flink, selv om han går med den mest forfærdelige lammeskindsvest.
Lou selv er meget forelsket i sin genbo Tristian. Hun kan se lige ind i hans værelse fra sit tilholdssted på husets tag, og hun følger godt med, men tale med Tristian, det har hun ikke rigtig vovet. Endnu ...
Lous bedste veninde hedder Mina, og de to har været veninder siden børnehaven og har ingen hemmeligheder for hinanden.