Splint & Co. (Spirou et Fantasio) er serien om piccoloen Splint og journalisten Kviks oplevelser. Sammen med deres dyrevenner, egernet Spip og jungledyret spirillen, bliver Splint og Kvik konstant hvirvlet ind i nye eventyr der bringer dem til alle egne af kloden, virkelige som fiktive.
Indhold |
Splint & Co. er en af de stærkeste serier der er kommet ud af den klassiske fransk-belgiske tegneserietradition. Serien blev oprindeligt skabt i 1938 af den franske tegneserieskaber Rob-Vel (Robert Velter) til lanceringen af det franske tegneserieblad Spirou, og startede som en kort stribe med Splint som hovedperson. Splint selv var oprindeligt en elevatorfører (piccolo) i serien, hvilket stadig ses på hans røde dragt, der altid har været et af hans stærkeste kendetegn, og som han (på nær enkeltstående tilfælde) aldrig har skiftet ud, selvom den dog har skiftet design igennem tiden. Splint havde et egern ved navn Spip som kæledyr, men var ellers alene.
Splints bedste ven, Kvik, blev først introduceret senere i 1944 af seriens efterfølgende tegner, Jijé (Joseph Gillain). Det var på opfordring af bladets daværende redaktør, som mente at serien ville blive bedre, hvis Splint fik en menneskelig partner og følgesvend.
Figuren Splint tilhører udgiveren Dupuis, idet forlaget købte rettighederne af Rob-Vel i 1943. Derimod har forlaget ikke rettighederne til senere indførte figurer som f.eks spirillen.
André Franquin overtog serien i 1946, og udviklede den fra kortere striber til længere, fuldblods historier. Det var også Franquin der introducerede en lang række nye nøglefigurer, heriblandt videnskabsmanden grev Champignac, den gale skurk Zorglub, den sleske fætter til Kvik, Sante, Kviks journalistiske modstykke Myg, og ikke mindst Splint og Kviks fantastiske kæledyr, spirillen, der senere har fået sin helt egen serie. Således blev figuruniverset så udbygget, at der var langt bedre muligheder for at fortælle mere komplekse historier. Fortællingerne blev bedre, stregen mere spændstig og karikeret, og både humoren og alvoren i serien blev mere udtalt. Franquin fortsatte i forrygende stil over de næste 22 år, og sluttede af med albummet Ballade i Champignac, hvorefter han i 1968 overdrog serien til en ung Jean-Claude Fournier og helligede sig arbejdet med den humoristiske serie Vakse Viggo.
Fournier fortsatte serien i fin stil - dog var han lettere begrænset af, at Franquin tog rettighederne til spirillen med sig, og Fournier måtte derfor ikke bruge den i historierne. Selvom det på sin vis var et tab for seriens univers, formåede Fournier dog alligevel at skrive en række spændende og humoristiske historier. Han forlod serien i 1979 efter 9 album, hvorefter forlaget havde en del problemer med at finde en ny forfatter og tegner. Nic Broca samlede dog udfordringen op, og med forfatteren Raoul Cauvin tegnede han tre historier, der aldrig blev den store kassesucces. Fiaskoen skyldtes hovedsageligt, at det var dem forbudt at bruge nogle som helst figurer fra Franquins og Fourniers universer, så de var nødtvunget til at skabe en helt ny 'verden' og omgangskreds til Splint og Kvik, hvilket på sin vis fremmedgjorde serien overfor læserne. Men derudover er Brocas tegnestil også mere stiv i det end Fourniers og ikke mindst Franquins spændstige streg. De tre album fra 1980-82, Kuldechok i troperne, Den sorte boks og Støjsugeren floppede, og blev eksempelvis slet ikke udgivet i Danmark før langt senere, nemlig i 2005.
| “ | Tome & Janrys tegnestil lå dynamisk set langt tættere på Franquins, og det bragte liv til figurerne igen. | ” |
| ||
I 1982 overtog Tome og Janry serien, hvilket bragte fansene tilbage... Tome & Janrys tegnestil lå dynamisk set langt tættere på Franquins, og det bragte liv til figurerne igen. Desuden må de have fået nogle rettigheder som Broca og Cauvin ikke havde, for nu måtte fortællingerne igen handle om Champignac og det udbud af bifigurer (på nær spirillen) der knytter sig til de tidlige historier. Tome & Janry både tegnede og skrev sammen, og de formåede succesfuldt at blande lige dele af humor, spænding og alvor ind i fortællingerne, og dét, sammen med et sikkert tag i det tegnemæssige håndværk, resulterede i en række moderne, sjove og rigtigt spændende eventyr.
Igennem de 16 år de arbejder på serien, helliger Tome sig mere og mere skriveriet, mens Janry overtager tegnearbejdet. Samtidig udvikler de universet og fortællingerne i en mere og mere moderne retning, og den tendens kulminerer i 1998 i det markant stilbrydende album Jagten på Splint, hvor den gaggede tegneseriehumor helt er forsvundet, og vi har at gøre med en moderne, realistisk thrillerfortælling. Dette album markerer også Tome og Janrys afgang fra serien.
Efter en pause på nogle år, udkom så endelig i 2004 det næste Splint & Co.-album fra det nye makkerpar Morvan & Munueras hånd. Igen er det blevet til en nyfortolkning af Splint & Co.-universet, ikke mindst udtrykt i design og opsætning, men også i miljø og fortælling. Morvan og Munuera nåede at tegne 4 album, før det i 2009 blev annonceret i seriemagasinet Spirou, at serien ville overgå til makkerparret Vehlmann og Yoann, der har skrevet og tegnet De forstenede kæmper i underserien Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.
Splint & Co. er bedst kendt fra André Franquins hånd, men over årene har serien haft en del forskellige forfattere og tegnere.
| År | Forfatter | Tegner |
|---|---|---|
| 1938 | Rob-Vel | |
| 1944 | Jijé | |
| 1946 | Franquin | |
| 1968 | Fournier | |
| 1979 | Cauvin | Nic |
| 1984 | Tome & Janry | |
| 2004 | Morvan | Munuera |
| 2010 | Vehlmann | Yoann |
Hovedpersoner
Skurke
Landsbyen Champignac
I historien Et værre cirkus (også trykt i albummet Ballade i Champignac) foregår store dele af historien på hans arbejdsplads Serieforlaget, der også er omdrejningspunktet i Franquins efterfølgende serie, Vakse Viggo. I historien møder vi mange figurer fra Vakse Viggo, bl.a. betjenten Strøm, tegneren Mons, Kviks chef hr. Blomme, bladets regnskabschef hr. Høm (der også optræder i Franquins sideprojekt Sjarly), hr. Parker, og ikke mindst Vakse Viggo selv.
Et værre cirkus er en af de sidste historier Franquin tegnede med Splint og Kvik, inden han helligede sig arbejdet på serien om Vakse Viggo, og derfor er det måske ikke så underligt at de to seriers universer blandes sammen. På originalsproget kaldes arnejdspladsen Spirou, og er en direkte reference til det ægte belgiske forlag der udgiver det ugentlige blad Spirou hvor Franquin selv arbejdede, og både Splint & Co. og mange andre populære belgiske tegneserier oprindelig blev publiceret.
En af de mere mindeværdige ting fra historierne er naturligvis Splint og Kviks bil, Turbot'en (eller Turbomobilen) som Franquin så mesterligt designede. Ved at læse historierne i kronologisk rækkefølge, kan man stykke bilens historie sammen fra start til slut, og det er næsten en hel side-historie i sig selv:
I nr. 7, Arvestriden, møder Splint og Kvik for første gang Martin og Rulle-børge fra bilfirmaet Turbot, da Kvik som en del af prøverne fra testamentet skal deltage i et racerløb. Det er Turbots racermodel han fuldfører løbet i.
Martin og Rulle-børge optræder igen i nr. 8, Næsehornets hemmelighed, hvor Turbot-fabrikken har været udsat for sabotage og spionage i forbindelse med det hemmelige arbejde på deres nye turbo-motor. Splint og Kvik hjælper med at tilvejebringe de hemmelige planer over motoren, og modtager som tak herfor den første færdigt udviklede Turbot-model i gave af Rulle-Børge, modellen "Turbo-Rhino I" (opkaldt efter hele affæren med næsehornet). Bilen optrådte første gang i 1953.
I historien Ægget fra fortiden fra 1957, kører Splint og Kvik stadig i denne ældre model, men i den efterfølgende korte historie 'Oliesheik på afveje' (trykt i albummene Et værre cirkus og Guld og gorillaer), kører en farveblind oliesheik galt i deres bil og totalskader den. Som bod herfor forærer ham dem en nyere Turbot-model, "T2", hvor designet er blevet opdateret betydeligt, og funktionaliteten er helt i top:
Ahh... hvem ville ikke gerne have en bil der kunne det!
Turbot model "T2" holder faktisk i 11 år! Men designmæssigt var den også langt forud for sin tid. Først i Franquins sidste album, Ballade i Champignac fra 1968, skifter Splint og Kvik bil igen, denne gang til et virkeligt mærke, nemlig en lille Honda S800 sportsvogn, der går videre i Fourniers historier. Stadig i hænderne på Fournier, skifter vore venner efterfølgende til en Lotus Europa for en kort bemærkning, og siden en Renault 5! Det går øjensynligt tilbage for dem, økonomisk!
Så overtager Nic & Cauvin serien (de 3 album er netop udkommet på dansk), og nu reduceres Splint og Kviks transportmiddel til en motorcykel. Den bliver dog opgraderet til en Citroën Visa, inden serien igen skifter hænder, og Tome & Janry går tilbage til Renault 5 i et godt stykke tid. I Lunefulde Luna skifter de bil til en Jeep Cherokee.
I Splint & Co. blev der igennem årene skabt forskellige opfindelser, der i Franquins sikre design nærmest har fået kult-status blandt læserne. Utallige modeller er blevet lavet af Franquins fartøjer, og på en udstilling arrangeret af AutoWorld i 2006-07 har man sågar bygget en kørbar Turbot I. Læs om Kvikokopteren, Santajetten, Dykkerboblen og lignende i artiklen om Franquin.
Figuren Vakse Viggo havde optrådt sporadisk med korte vitser på de redaktionelle sider i seriebladet Spirou, men i 1957 startede Franquin sin egen serie med figuren, og dette kunne også ses i Splint og Kviks verden.
Splint & Co. blev først udgivet herhjemme i 1973-1974 i fire bind i Trumfserien fra Interpresse.
Den første udgave af Splint & Co. som selvstændig serie i Danmark er primært karakteriseret ved at have et billede på bagsiden, der forestiller en silhuet af Splint der taler til spirillen. Størstedelen af den første udgave er ikke længere i handel, men kan findes i antikvariater.
Som mange andre tegneserier i Danmark, blev Splint & Co. i den første serie ikke udgivet i kronologisk rækkefølge. Dette gjorde at kontinuiteten blev brudt mange steder - f.eks. flygter skurken John Helena fra fængslet i nr. 4, mens det er i nr. 6 at Splint og Kvik møder ham for første gang og får sat ham under lås og slå. Ligeledes bruger Splint i nr. 6 nogle Metomol-granater, som grev Champignac først opfinder i nr. 9.
Serien blev udgivet fra 1974 til 1990 af Interpresse (nr. 1-36 samt special) og fra 1991 til 1999 af Carlsen Comics (nr. 37-41).
Andenudgaven er fra forlagene Interpresse (nr. 1-4) og Carlsen Comics. Denne udgave omfatter kun album af Franquin og har nye forsider, og nr. 1 er udvidet med 4 sider. Nummereringen er den samme som førsteudgaven, så heller ikke denne serie er kronologisk. Endelig er albummet Havmysteriet blevet omdøbt til Miniaturemysteriet, en lidt forvirrende beslutning, da hovedhistorien Havmysteriet stadig ligger først i albummet, og begge udgaver indeholder begge historier.
I 2004 begyndte Egmont Serieforlaget at udgive Splint & Co. på ny. Planen var at udgive albummene i samme rækkefølge og med samme forsider som de originale franske album. Nedenstående liste svarer til listen vist i de udgivne album.
I 2010 opgav Egmont Serieforlaget imidlertid serien. Den er overtaget af forlaget Cobolt, som tilsyneladende fortsætter med den originale fransk-belgiske nummerering, begyndende med nr. 51.
Den fransk-belgiske serie Une aventure de Spirou et Fantasio bliver nu udgivet af Cobolt under titlen Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.
To hæfter i serien Tempo er fra Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.
Forsider til de belgiske luksusudgaver |
Forside til de franske luksusudgaver |
I 2008-2009 udgav Egmont Serieforlaget også en serie luksusbind med Splint & Co. Første bind indeholder Rob-Vels serier fra 1938-1942 i uddrag og Jijés serier fra 1942-1946 komplet, og de andre bind indeholder Franquins serier fra 1946-1968 komplet og i kronologisk rækkefølge. Foruden tegneserierne indeholder bøgerne en række artikler om serien. Egmont vil ikke udgive materiale efter Franquin, men serien fortsætter på fransk, og Serieklubben har arbejdet med planer om at fortsætte bogserien på dansk.
Følgende episoder er ikke udgivet i albumform i Danmark. De kan ses eller downloades her.
Der findes også tegnefilm med Splint & Co. Mellem 1992 og 1995 blev der lavet en tv-serie med 52 episoder i samarbejde mellem Belgien, Frankrig og Canada, instrueret af Michel Gauthier og Pino Van Lamsweerde. TV-serien fokuserede for det meste på Tome og Janrys historier.
I 2006 begyndte endnu en tv-serie, denne gang rent fransk. Serien var ikke videre vellykket, den frembragte 39 episoder på 2 sæsoner, hvorefter den stoppede.