Magic Fantasy
Tegneserieblad fra Egmont Serieforlaget med forskellige amerikanske serier. Udkom med 6 numre i 2002.
Nummer 1 og 2 indeholder miniserien "Books of Magic" af englænderen Neil Gaiman. Historiens hovedperson Timothy Hunter har via sin unge alder og store briller en vis lighed med den populære troldmand Harry Potter, hvilket også indgik i markedsføringen af bladet.
"Books of Magic" er fortsat i yderligere en række historier dog uden Gaiman som forfatter. Seriens tredje bind "Books of Magic: Summonings" er tegnet af Peter Snejbjerg.
Efter de første to hæfter skifter indholdet markant, idet man skifter til fire serier fra det amerikanske forlag CrossGen. Det drejer sig om: Sojourn, Meridian, Scion og Mystic. Modsat "Books of Magic" har disse historier et større indhold fra fantasy-genren.