ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Ørsted – han satte strøm til verden

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning
Ørsted-forside.jpg

Udkom 22. juni 2020.

Forlagets beskrivelse

En forårsdag i 1820 lod Hans Christian Ørsted under en forelæsning strømmen fra et batteri løbe gennem en platintråd hen over et kompas – og kompasnålen bevægede sig! Ørsted havde dermed påvist den sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme, der er forudsætningen for, at vi kan tænde lyset, bruge vores telefon og køre en tur i vores elbil.

H.C. Ørsted er en af Danmarks allerstørste naturvidenskabsmænd. I efteråret 2018 besluttede Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved DTU SPACE Institut for Rumforskning, og Forlaget Eudor derfor, at Ørsted i 200-året for sin opdagelse af elektromagnetismen fortjente at blive hædret med en tegneserie. To af Danmarks førende tegneserieskabere, Ingo Milton og Sussi Bech, er lige nu ved at lægge sidste hånd på en 80-siders grafisk roman, der udkommer 22. juni.

"ØRSTED – han satte strøm til verden" kommer hele vejen rundt om Ørsted, der forelskede sig i chefens husholderske, studerede i Napoleons Paris, oplevede Københavns bombardement, var i familie med Adam Oehlenschläger, blev en af den danske guldalders ledende kulturpersonligheder, inspirerede H.C. Andersen til flere eventyr, fik den unge Grundtvig til at se rødt, lagde grunden til DTU og meget, meget mere.

Videoer

Op til albummets udgivelse producerede de tre ophavsmænd 19 promotion-videoer, der blev offentliggjort på forlagets YuTube-kanal, og hvor de fortalte om forskellige aspekter omkring albummets indhold og tilblivelse.

Oplag

Albummet er trykt i følgende oplag:

  • 22. juni 2020: 1. oplag, trykt i Ungarn
  • 22. juli 2020: 3. oplag, trykt i Danmark
  • 5. august 2020: 2. oplag, trykt i Ungarn
  • 10. oktober 2020: 4. reviderede oplag, trykt i Ungarn
  • 25. marts 2021: 5. oplag, trykt i Ungarn
  • 17. december 2021: 6. reviderede oplag, trykt i Ungarn
  • 22. september 2023: 7. oplag, trykt i Letland
  • 16. januar 2025: 8. reviderede oplag, trykt i Letland
  • 11. november 2025: 9. oplag, trykt i Letland

Ifølge forlaget [1] er albummet dermed trykt i mere end 7.500 eksemplarer og solgt over 6.500 eksemplarer, hvilket ifølge Sussi Bechs hjemmeside "gør Ørsted-tegneserien til den mest solgte danske tegneseriefortælling fra 2020." [2]

Anmeldercitater

  • I bladet Ingeniøren kaldte Jens Ramskov tegneserien “det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted, som jeg hidtil har set”. “Tegneserien er et visuelt, originalt og begavet bidrag til forståelsen af Ørsted og hans samtid med fine tekniske forklaringer og illustrationer."[3]
  • Serieland.dk's anmelder skrev, at “forventningerne har været høje, men de er sandelig også blevet indfriet, for det er et utroligt flot album, man sidder med. Min egen tilgang til værket har været som tegneseriefan, og jeg må konstatere, at jeg er en absolut lægmand i fysik. De mere belærende og forklarende sekvenser er blevet skøjtet lettere henover, da læserytmen ellers ville blive hakket i småstykker, hvis jeg skulle stoppe op og prøve at forstå alt det nørderi. Som fan er det personkarakteristikken og de flotte tegninger, der gør, at jeg kan anbefale dette album. Dette album henvender sig både til dem i de hvide kitler og til dem i T-shirt, nørder fra to verdener kan mødes over en dejlig biografi, ovenikøbet en tegnet af slagsen. Hvor tit sker det egentlig?”[4]
  • På nummer9.dk gav historikeren Thomas Ole Brask Jørgensen tegneserien 5 ud af 6 stjerner: “Dansk kultur og åndsliv blomstrer i 1820. Det samme gør den flotte og underholdende livsfortælling om Danmarks måske største naturvidenskabsmand, som for 200 år siden opdagede elektromagnetismen,” skriver han og tilføjer, at tegneseriens ophavsmænd løfter “fortællingen om Ørsted ud til en bredere skare af læsere ved at underholde og forklare på samme tid i en nem tilgængelig form. Sagt med andre ord: De giver en letlæst, men alligevel dyb indsigt i Ørsteds tanker, tid, opdagelser og bedrifter. Det er også en fin skildring af Danmark og København på Frederik d. 6 tid. Man får indblik i samfundets udvikling, og om de politiske og filosofiske strømninger, der fyldte dengang. Bechs og Miltons streger står skarpt med fine detaljer i varme og lyse farver på lækkert kvalitetspapir. Ørsteds tænksomme skelen er godt set, og Ritters forsøg på egen krop forener komik med saglighed. De mange videnskabeligt nøjagtige tegninger er en fryd for øjet, de efterlader læseren med lysten til mere.”[5]
  • Bibliotekar Morten Brynildsen skrev i DBC's lektørudtalelse, at “tegneserien er meget tro mod Ørsteds levede liv. En fremragende måde at fremstille en biografi, og tegningerne er smukke, farverige og formidler den historiske periode med stemning. Anbefales til alle folkebiblioteker og højere læreanstalter. Flot forside, informativt indhold."
  • I videopodcasten Tosset med Tegneserier kaldte bibliotekar Mads Bluhm tegneserien “en klassisk opbygget biografitegneserie, som på fineste vis fører os ind i H.C. Ørsteds liv”, mens forfatter og kulturformidler Dennis Jacob Rosenfeld mente, at tegneserien “egner sig enormt godt til folkeskoleniveau, det ville ikke være dårligt at bruge den i fysikundervisningen. Den er netop meget interesseret i at præsentere stoffet på en måde, som gør det tilgængeligt, og som gør, at man også som ung læser får et indblik i, hvorfor vi stadig snakker om H.C. Ørsted så mange år efter, at han havde sit virke.”
  • Bloggen “Katrines Bogreol” gav 5 stjerner og skrev, at “tegneserien fortæller en god historie, og den giver et godt overblik over både Ørsteds liv og hans opdagelse. Tegningerne er helt fantastiske, men jeg havde også høje forventninger til netop den del.”
  • Morten Langkilde, bibliotekar på Roskilde Bibliotekerne, roste tegneseriens “flotte tegninger, der behændigt beskriver Ørsted, de andre karakterer, og de videnskabelige forsøg. Det er fortalt med fint flow, og kærlighed til sit emne.” “Ørsted – Han satte strøm til verden” er en veludført tegneserie, “der understreger tegneseriens bredde og gennemslagskraft.” Både som underholdning og som vidensformidling er udgivelsen “af højeste klasse”.
  • Ugeavisen Rytterknægten tildelte 5 ud af 6 hjerter til “Ørsted” og skrev: “Det er et mageløst værk, velfortalt og formår fint at skildre det bedste af begge dele, det der jeg nævnte ovenfor. Og når man sidder med det, og lader førstehåndsindtrykkene bundfælde sig, så bemærker man, hvor varmt og lyst og hvor rart et album det er. Et positivt album, ingen dystre tunge farver. Måske har de gæve folk bag søgt (eller ligefrem blevet inspireret af) at favne den blomstring i det danske åndsliv, som jo blev Guldalderens varemærke. Man ville noget.”

Engelsk udgave

En engelsk udgave, "Ørsted. He electrified the world", udkom 21. august 2020 på samme forlag, oversat af Billy O'Shea.

E-bogsudgave med tale/lyd

I 2021 blev "Ørsted - han satte strøm til verden" udgivet som e-bog med tale/lyd, hvor tegneseriens replikker var indtalt af Ingo Milton. Der blev produceret én udgave til bibliotekerne, og én til salg gennem netboghandelerne. Begge var i EPUB3 format, men i salgsudgaven zoomes der ind på de enkelte billeder under replikkernes oplæsning, mens biblioteksudgaven viser hele siden.

De sætter streger til "Ørsted"

Ingo Milton

Ingo Milton er født i 1954 i Viborg og uddannet på Kunsthåndværkerskolen i Kolding, linien for tegning og grafik. Ingo Miltons tegneserieproduktion omfatter en bearbejdning af H.C. Andersens Skyggen, middelaldertegneserien Skalken Joff for forlaget Carlsen, den manga-inspirerede Alfa, Sepp & Stick for forlaget Fahrenheit og Den behøvlede svend for Den Gamle By i Aarhus. Desuden historiske visualiseringer for Museum Østjylland, Moesgård Museum, Orlogsmuseet og Den Gamle By. Modtog Hanne Hansen-prisen i 2014.

Sussi Bech

Sussi Bech er født i 1958 i Birkerød. Uddannet på Skolen for Brugskunst 1983. Hun har lavet over 20 tegneseriealbum med Nofret, Aida Nur, Dalila den Drevne og andre figurer – ofte med oldtiden som tema. Har desuden leveret tegneserien Eks Libris til Weekendavisen, illustreret Kaj og Andrea, Snus Mus og Emmy og skrevet bøgerne om "Aziru" og "På ferie med Emil". Sussi Bech har modtaget bl.a. BØFA-prisen, Ping-prisen, Orla-Prisen, Birkerød Kulturpris, Hanne Hansen-prisen og i 2015 modtog hun den svenske Adamsonstatuetten, der blev uddelt ved Svenska Serieakademins 50 års jubilæumsfest i Stockholm.

Jens Olaf Pepke Pedersen

Jens Olaf Pepke Pedersen er født 1958 i Aabenraa. Han er ph.d. i fysik og seniorforsker på DTU Space, hvor han forsker i klimaændringer og arbejder med anvendelse af satellitdata især i Arktis. Han har tidligere arbejdet på Aarhus og Københavns Universiteter, det europæiske forskningscenter CERN i Geneve samt på flere amerikanske universiteter. Han skrive om videnskab for Weekendavisen, er redaktør af fysik- og astronomitidsskriftet Kvant og har modtaget Det naturvidenskabelige Fakultets formidlingspris på Københavns Universitet. I 2017 vandt han prisen for årets danske forskningsresultat efter en afstemning på videnskab.dk.

Nomineringer

"Ørsted - han satte strøm til verden" blev nomineret til Claus Deleuran Prisen i kategorien Bedste Danske Tegneserie 2020.

Eksterne links

  • https://www.facebook.com/forlageteudor/posts/pfbid021nopYt4JKumrVbJLFsAQA2toR3my2sFV8mN85GWkKPSRS7MnNUQw5tsri7TkzWfMl
  • https://www.sussibech.dk/om-sussi-bech/
  • https://ing.dk/artikel/andrigt-liv-fortalt-med-klenodier-ord-tegninger-236206
  • http://serieland.dk/anmeldelser/oersted-han-satte-stroem-til-verden/
  • https://nummer9.dk/anmeldelser/et-sammensat-menneske/