Donald Duck Ekstra! er et norsk donaldistisk månedsblad, som blev udgivet i 2009 og 2010. Udover at være et donaldistisk månedsblad med kvalitetsserier, har det ikke så meget til fælles med det danske Anders And ekstra. Bladet blev kun solgt i abonnement, og det kun til abonnenter af ugebladet Donald Duck & Co! Og mens Anders And ekstra de sidste år mest har bragt serier af Don Rosa og italienske skabere, bragte Donald Duck Ekstra! serier af hollandske og skandinaviske skabere. F.eks. er historien Ekte kopier (H24193) skrevet af nordmanden Tommy Kvarsvik og tegnet af danskeren Freddy Milton, og den findes ikke i andre skandinaviske udgaver end i Donald Duck Ekstra! nr. 9, 2010.
Fra begyndelsen af 2011 er bladet erstattet af Donald Ekstra, som er en parallel til det danske Anders And ekstra, hvor hovedhistorien er en lang historie af Don Rosa.