Dr. Albert Merlings samlede bedrifter bind 2
« Dr. Albert Merlings samlede bedrifter bind 1 | Seriel rækkefølge | Dr. Albert Merlings samlede bedrifter bind 3 » |
|
Danske udgaver:
|
Forlagets beskrivelse
Nu genudgives en af Danmarks bedste tegneserier endelig samlet, så nye læsere kan stifte bekendtskab - og gamle læsere genopleve deres - med dr. Albert Merling, hans kone Anita og deres to døtre Alice og Bettina på deres begivenhedsrige rejse gennem 1870'ernes Mellemeuropa. En rejse, som i dette bind bringer dem i selskab med egocentriske alkymister, en vanvittig videnskabsmand, klodsede vampyrer og en pengegrisk fyrstes absurde afgiftssamfund - samt en tidsmaskine forklædt som UFO, der medvirker til at give læseren forklaring på, hvordan Knud V. Larsen fik stof til sin fantasifulde serie.
Knud V. Larsen var en dansk H.G. Wells, en fabelagtig fortæller og genial tegner. Han efterlader et værk, der vedbliver at fascinere, et overset og unikt mesterværk indenfor den danske tegneserietradition. Derfor er Forlaget Forlæns også stolt over nu for første gang siden publiceringen i Berlingske Tidende at få muligheden for at kunne udgive alle seriens 2905 strips i tre bind. Dette andet bind rummer 6 episoder fordelt på 981 dagstrips og 529 sider. Ud over tegneserien rummer bindet redaktionelle artikler, som fortæller om mennesket og tegneren Knud V. Larsen, hans teknik og det, der inspirerede ham, skrevet af Anders Hjorth-Jørgensen fra Tegneseriemuseet.
Pressen skrev om bind 1:
"... en fryd for øjet og tanken. Der er en lethed over historierne, som man sjældent ser i nutidens tegneserier, der enten skruer for meget op for dramatikken eller omvendt holder den på for lavt et blus ud fra misforståede kunstneriske hensyn. Serien er tydeligvis skabt af en person, der vidste noget om, hvordan man underholder et publikum. Uden røgslør og andre tøjerier." Kristian Lindberg, Berlingske Tidende.
"Hvis man kan lide okkulte mysterier og monstre er dr. Merling en fryd - en glemt dansk klassiker, som nu kan beundres af gamle og nye læsere." Troldspejlet, DR.
"Seriens charme er ikke desto mindre åbenlys takket være Knud V. Larsens visuelle stil, hvor billeder fra periodens illustrerede blade bruges som baggrunde, mens indtagende pop art-figurer portrætterer seriens hovedpersoner. Og alt sammen i et gotisk univers befolket af overtroens gengangere, charlataner, østeuropæiske videnskabsfolk, hypnose og animalsk magnetisme. Det univers kan man ikke andet end at blive forført af, og det er en præstation endelig at få denne serie hevet ud af glemslen." Benni Bødker, Information.