Faraos klassikere
Faraos klassikere er en serie klassiske tegneserier i retroudgave fra forlaget Faraos Cigarer.
Serien startede i 2013 med de første album i serierne Alix og Blake og Mortimer og fortsatte i 2014 med Lefranc og Eric Hedspore foruden flere Alix-album.
Forlagets beskrivelse
Hva' nu hvis...
...den fransk-belgiske tegneserieguldalder havde ramt Danmark i 1950'erne? Hvilke serier ville have været udgivet, og hvordan ville de have set ud?
De første seks Tintin-album fra 1960, udgivet af Per Carlsens Illustrationsforlaget, er noget af det ypperste, der er udgivet til dags dato! Vi har leget med ideen og sender samtidig en kærlig tanke til Per for at bryde det transatlantiske tegneseriemonopol.
Alix udkommer med to titler, som aldrig har været udgivet før og som udkom som nr 1 og 3 i Frankrig. Blake og Mortimer er genudgave af Kampen om verdensherredømmet 1-3, den er dog genoversat af Ole Steen Hansen.
For begge serier gælder det, at de er trykt på specielt papir og med røde stofrygge, nøjagtig som de så ud i 1950, da de udkom! Det svagt gullige papir giver den bedste farvegengivelse og har ikke det famøse genskær, som desværre præger mange moderne tegneserier!
Dette er retro så det basker, men det er samtid også et lille opråb til, hvordan en tegneserie egentlig burde se ud! Det har været en redaktionel udfordring at få det præcis som dengang, døm selv om det er lykkedes...