Hugh Jackman
Australsk skuespiller, født den 12. oktober 1968 i Sydney, New South Wales, og navngivet Hugh Michael Jackman. Jackmans talent som skuespiller har givet ham roller i både seriøse film og musicals, men det er nok mest for rollen som Wolverine i filmatiseringen af X-Men at tegneseriefans husker ham. Jackman har senere gentaget rollen i X-Men Origins: Wolverine som havde premiere i maj 2009.
Jackman har desuden spillet rollen som Van Helsing i filmen af samme navn og efterfølgende lagt stemme til en forhistorie i tegnefilmsformat. Filmen er ikke direkte relateret til en tegneserie, men Van Helsing-familien er ofte anvendt i tegneserier.
I 2008 indgik Jackman et samarbejde med Marc Guggenheim om at lave den futuristiske tegneserie "Nowhere Man" for Virgin Comics. Det første hæfte udkom sidst på året, men grundet de mange omvæltninger hos Virgin er dens videre skæbne ikke kendt (se Liquid Comics).