ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Martian Manhunter

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
(Omdirigeret fra J'onn J'onzz)
Skift til:navigering, søgning
Martian Manhunter
MartianManhunter.jpg
Klassisk Martian Manhunter tegnet af Alex Ross
Virkeligt navn:

J'onn J'onzz

Tilknytning:

Justice League

Evner:

Superstyrke, usynlighed, evnen til at skifte form, telepati, flyveevne, "mars-syn" (en slags øjenstråler)

Udgivelse
Udgiver:

DC Comics

Debut:

Detective Comics #225, 1955

Skabere:

Joseph Samachson, Joe Certa

Martian Manhunter (på dansk: Menneskejægeren fra Mars) er, som navnet antyder, fra Mars og bruger sin superstyrke i DC-universet, først og fremmest som medlem af superheltegruppen Justice League.

Han er formskifter, men optræder oftest i en grønhudet humanoid form med et udtalt pande-parti. Udover at være formskifter har han superstyrke på niveau med Superman, stærke telepatiske evner, evnen til at blive usynlig og flyve, ligesom han har en slags øjenstråler kaldet "Mars Vision". Alle disse evner er almindelige for marsboere, men gør ham til en af de stærkeste superhelte på jorden - Superman siger om ham i JLA #86 at "Martian Manhunter is the most powerful being on the face of the earth".

Hans eneste svaghed er ild.

Den sidste af sin slags

Martian Manhunter optrådte første gang i en backup-historie i Detective Comics, hvor videnskabsmanden Dr. Mark Erdel ved et uheld teleporterer ham til jorden og derpå dør af et hjerteslag ved synet af marsboeren. Dette resulterer i at Martian Manhunter (hvis virkelige navn er J'onn J'onzz) er fanget på jorden og begynder at bekæmpe kriminalitet, dels i sin nye civile identitet som kriminalbetjenten John Jones, dels som superhelt og kernemedlem af Justice League.

J'onn er den sidste overlevende marsboer (i al fald til at begynde med) - resten af racen er død efter en "mental pest" som J'onns broder Ma'alefa'ak stod bag.

På mars-sprog hedder planet Mars Ma'aleca'andra, hvilket er et hint til novellen Out of the Silent Planet af C. S. Lewis, hvor Mars hedder Malacandra.

White Martians

Da Grant Morrison overtog JLA, lagde han ud med at introducere nogle skurke, der viste sig at være hvide marsboere (i modsætning til de grønne, som J'onn tilhører). Der er tale om to racer, som har udviklet sig parallelt, men hvor de grønne marsboere holdt af fred og orden, er de hvide marsboere en krigerisk, kaotisk race. De besidder samme kræfter som deres grønne modparter og er ligesom dem også sårbare overfor ild. Alle hvide marsboere vi har mødt til dato har været fjendtlige, med Miss Martian / M'gann M'orrz fra de nyeste inkarnationer af Teen Titans som en undtagelse.

Opdelingen i hvide og grønne marsboere er et hint til Edgar Rice Burroughs bogserie om John Carter.

The Burning

Sårbarheden overfor ild bliver udforsket i JLA-historien Trial by Fire, hvor J'onn overvinder sin sårbarhed overfor ild, hvilket sætter gang i en mental transformation hvor J'onn ender som et morderisk væsen kaldet Fernus.

Det viser sig, at Mars oprindelige befolkning var en kaotisk, voldelig race kaldet The Burning, og Universets Vogtere fra Oa greb ind for at beskytte universet mod dem. Vogterne delte The Burning på genetisk plan til to racer - de grønne og hvide marsboere - og fjernede deres erindring om at racen nogensinde havde eksisteret. Desuden indpodede de dem på genetisk plan med en dyb angst overfor ild.

Efter at Fernus-identiteten er overvundet vender J'onn tilbage til sit tidligere jeg, dog med den forskel at han nu ikke er sårbar overfor almindelig ild mere - det skal være ild, der har "psykisk relevans", så som passionens (eller lidelsens) flammer. Senere hændelser ignorer dog denne udvikling og viser os en Manhunter, som er sårbar overfor almindelig ild ligesom i tidligere.

I andre medier

J'onn J'onzz er medlem af JLA i den animerede serie Justice League og har også optrådt i TV-serien Smallville. Han medvirker også i den animerede film Justice League: The New Frontier.