Ord fra oven
Ord fra Oven er en legeplads for illustratoren, Mette Ehlers' impulsive tanker. Serien består af 2 hovedfigurer + det løse, som ofte vælter ind i historien. Hovedfigurerne er illustratoren selv og en mavesur cigaret. Cigaretten repræsenter illustratorens pessimistiske mugne og kværulantiske, men også følsomme side, mens den anden hovedfigur repræsenterer den blide, joviale men også distræte og tumpede side.
Ord fra Oven opstår ud fra et koncept, hvor man lader et tilfældigt ord falde ned igennem rammen af serien. Herved starter en historie om netop dette ord.
Der er dømt frit spil under tilblivelsen af hver stribe, dog under et dogme der hedder, at det ikke må ta' mere end ikke særlig lang tid at færdiggøre en historie, det vil sige ingen skitser og ingen forarbejde. Der er ofte referencer fra noget aktuelt stof, film, tv eller politik. Det useriøse og humoristiske er drivkraften i serien.
Serien blev oprindeligt udgivet i bladet Free Comics, men i 2010 har Forlaget Forlæns udgivet et selvstændigt album med hendes samlede striber, også kaldet Ord fra oven.