ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

The Umbrella Academy

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning

The Umbrella Academy er en tegneserie, der er skrevet af den amerikanske musiker og tegneserieforfatter Gerard Way og tegnet af brasilianske Gabriel Bá. Den vandt Eisner-prisen i kategorien Best Finite Series/Limited Series i 2008.

The Umbrella Academy logo.jpg

Udgivelse

Indtil nu har vi fået de tre historier Apocalypse Suite, Dallas og Hotel Oblivion. Historierne kom oprindeligt i bladserier og er senere samlet i trade paperback fra Dark Horse. Skaberne arbejder på en fjerde historie.

Handlingen

Volume 1: Apocalypse Suite

The Umbrella Academy starter med en verdensomspændende begivenhed, hvor 43 børn pludselig fødes af kvinder, der ikke tidligere har vist tegn på graviditet. Børnene besidder overnaturlige evner, og 7 af de her børn adopteres af en millionær og opfinder. På en pressekonference oplyser han, at han har adopteret dem for at redde verden. Herefter følger vi denne gruppe i deres bestræbelser på at redde verden fra diverse skurke, og især følger vi deres interne relationer og stridigheder på godt og ondt. De er The Umbrella Academy. Historien er fyldt med dramatik, følelser og uforløste barndomstraumer. Der er robotter, aliens og aber, der er lige så kloge og talende som mennesker. Der er musik, mord og et flyvende Eiffeltårn.

Indeholder tre ekstrahistorier, masser af sketches og alle forsider fra de 6 blade uden tekst, logo og stregkoder.

Volume 2: Dallas

Medlemmerne af The Umbrella Academy er langsomt ved at komme sig efter de sidste hændelser, da en ny katastrofe truer med at ændre historien eller ødelægge verden. Problemet er at alle medlemmer er kraftigt distraheret, hver af dem med deres egne store problemer. The White Violin ligger i sengen på grund af uheldigt slag i hovedet. The Rumor har mistet stemmen – kilden til hendes kraft. Spaceboy har ædt sig til en katatonisk tilstand. Og imens at Number Five dykker ned i nogle mistænkelige handler på hundevæddeløbsbanen, begynder The Kraken at se på sin mindste bror som nøglen til at opklare en mystisk serie af massakrer.

Det andet actionfyldte eventyr om The Umbrella Academy, Dallas, er en episk historie, der vil transformere historien uden at ændre nogen som helst i en rejse gennem tiden, rummet og Vietnam, for at ende i et klimaks med mordet på JKF.

Indeholder en ekstrahistorie, masser af sketches og alle forsider fra de 6 blade uden tekst, logo og stregkoder.

Volume 3: Hotel Oblivion

Historien starter direkte i forlængelse af Dallas. I begyndelsen er vores helte spredte efter Sir Reginald Hargreeves' død. Number Five er lejemorder, Kraken forfølger storvildt, Rumor er optaget af sit forliste ægteskab, en overvægtig Spaceboy løber rundt i Tokyos gader, og Vanya forsætter sin fysioterapi efter, at hun blev skudt i hovedet.

Volume 4: Endnu ukendt titel

Gerard Way har skrevet på Twitter, at han og Gabriel Bá arbejder på en fjerde historie i serien.

Forsider

Live action

The Umbrella Academy er filmatiseret som tv-serie i 10 afsnit. Forfatter Gerard Way var med til at producere serien, der blev indspillet i perioden januar-juli 2018. Den havde premiere på Netflix i februar 2019.

Eksterne links