Wolverine - Oprindelsen
|
Danske udgaver:
|
Oprindeligt en miniserie på 6 numre, der udkom i USA fra november 2001 til juli 2002. Udgivet på dansk to gange, dels som føljeton i X-Men-bladet nr. 115, 117, 119, 121 og 123, dels i samlet form i bogform.
Mutanten Wolverine har altid været omgæret af en vis mystik, da han ikke selv har nogen klar erindring om sin egen fortid forud for det øjeblik, hvor James og Heather Hudson fra Alpha Flight finder ham i vildmarken efter hans flugt fra Weapon X. Igennem årene er der flere gange kommet hentydninger til, hvilken baggrund Logan/Wolverine har, blandt andet at han nok er betydeligt ældre end sit udseende, idet han for eksempel har kæmpet sammen med Captain America under anden verdenskrig. Løbende er der imidlertid også blevet sået tvivl om hans erindringer som muligvis er plantet i forbindelse med Weapon X-projektet.
I "Oprindelsen" er det derimod Wolverines meget tidlige historie der fokuseres på. Vi møder ham som barn, finder ud af hvor navnet "Logan" stammer fra og får yderligere underbygget den retcon, som fastslog, at Wolverines kløer ikke er indopereret men derimod en del af hans mutation, en tilføjelse der blev lavet i forbindelse med historien Magnetos hævn.
Historien i "Oprindelsen" var kontroversiel på udgivelsestidspunktet, fordi mange fans betragtede det som en del af Wolverines person, at hverken han eller læseren kendte baggrunden. Succesen med denne mini-serie har dog senere fået Marvel til at grave yderligere i Wolverines fortid. I forbindelse med House of M fik Wolverine sin hukommelse tilbage, og siden har han været i gang med at gøre gamle regnskaber op i serien Wolverine: Origins, som dog ikke er udgivet på dansk.
James Howlett udgaven af Wolverine har siden optrådt i serien Exiles sammen med en række udgaver af Wolverine fra forskellige alternative virkeligheder.