Diskussion:Iskold karriere
Beskrivelsen af historien Iskold karriere indeholder adskillige problematiske punkter baseret på subjektiv viden. Disse bør efter min mening revideres:
1. "Der er tvivl om, hvor meget Barks var involveret i tilblivelsen af denne historie, og hvor meget der er Barks' manageres idé". Modsvar: Ingen ved, om Kathy Morby og Bill Grandey overhovedet har været involveret i tilblivelsen af denne historie på nogen måde. Det er postulater fremsat af John Lustig etc. Hvad der derimod er sikkert er, at Carl Barks var dybt involveret i hele historiens tilblivelsesproces, hvilket blandt andet illustreres af den omfattende konstruktive feedback, han havde til Patricks tegninger. Endvidere foregik al kommunikation mellem Barks og Block uden om Carls managere. Samarbejdet mellem Barks og Block varede i øvrigt mere end 2 år og omfattede andet og mere end denne historie, hvilket er svært at forestille sig, det ville have gjort, hvis Barks ikke var tilfreds med slutresultatet af Iskold karriere.
2. "I hvert fald valgte den danske redaktion i lang tid at lade være med at udgive historien". Modvar: Det er alment kendt, at Carl Barks Studio udbød historien til en meget høj pris, som de fleste forlag ikke kunne/ikke var villige til at betale. Den manglende udgivelse har således intet med historiens kvaliteter at gøre.
3. Historien er heller ikke med i Carl Barks' Samlede Værker, hverken den norske, danske, svenske, tyske eller finske udgave". Modsvar: Dette virker som en stor fejl, og nogle burde måske spørge de ansvarshavende redaktører om, hvordan dette kan være. Måske man især skulle rette henvendelse til daværende redaktør, Byron Ericksson, herom.
4. "I 2010 fik Egmont Daan Jippes til at tegne en kortere version af historien, som sandsynligvis ligger tættere op ad Barks' oprindelige plot". Modsvar: Det er der ikke nogen, der med sikkerhed ved om den nye historie er tættere på Barks' oprindelige plot. Tilbage står det faktum, at Barks var ganske godt tilfreds med den originale historie og i særdeleshed Patrick Blocks arbejde, hvorfor 2010-versionen ikke virker til at have nogen som helst berettigelse. Tværtom virker det til, at Daan Jippes mv. pynter sig med lånte fjer fra Barks' omfattende historiemæssige arv.
- Artiklen på ComicWiki bygger på flere kilder, især Geoffrey Blums artikel i CBSV XXX: "Ikke med et brag - men med en klynken!" Blums artikel er fra 2008, så den sidste sætning "I 2010 fik Egmont Daan Jippes til at tegne en kortere version af historien, som sandsynligvis ligger tættere op ad Barks' oprindelige plot" bygger selvfølgelig på andre kilder, som jeg skal prøve på at finde frem. Såvidt jeg husker, bygger sætningen på manuskriptforfatteren John Lustigs egne udtalelser. Eller postulater, om du vil, men jeg har svært ved at indse, hvorfor John Lustig skulle fejlinformere om dette. Hvis man med sikkerhed kunne påvise, at den nye version er tættere på Barks' plot, så ville der ikke stå "sandsynligvis" i artiklen.
- Artiklen på ComicWiki kommer på ingen måde ind på, om den nye version er berettiget eller ej. Den nye version er udarbejdet som bestillingsarbejde fra Egmont; så jeg synes det er en ret overdrevet og subjektiv påstand, at den nye version er et udtryk for, at Daan Jippes ønsker at pynte sig med lånte fjer. Så vidt jeg husker, har Jippes udtalt om tegneseriearbejde, at betalingen er ret vigtig for ham – eller vigtigst! Og uoverensstemmelser mellem ham og Barks Studio om betalingen var også årsagen til, at han fravalgte at tegne historien i første omgang.
- Som sædvanligt har Blum adskillige referencer, så jeg ser ikke nogen objektiv årsag til at tvivle på hans artikel. Bl.a. henviser han til ret solid dokumentation på, at Bill Grandey stod for al kommunikation indtil Patrick Block kom ind i billedet som tegner. Blum henviser f.eks. til en fax fra Grandey til Lustig, hvor han opdeler ideer i "Carl-gags" og "Carl-godkendte gags". Så det er en ret dårligt underbygget påstand, at "Ingen ved, om Kathy Morby og Bill Grandey overhovedet har været involveret i tilblivelsen af denne historie på nogen måde."
- Jeg har ingen årsag til at tvivle på, at Barks var tilfreds med samarbejdet med Block. Det siger dog ingenting om, hvor stor del af manuskriptarbejdet var Barks', Grandeys, Lustigs, Jippes' eller Blocks. Ifølge Lustigs udtalelser – og Blums solide dokumentation i nævnte artikel – var de alle involveret i tilblivelsen af historien.
- At det er en stor fejl, at historien ikke kom med i CBSV, er jeg helt enig i; men jeg ved ikke rigtigt, hvordan det skal ændre artiklen på ComicWiki. Manglende historier i CBSV er beskrevet i afsnittet Carl Barks' Samlede Værker#Manglende historier, hvor emnet naturligt hører hjemme. Det er rigtigt, at Egmont ikke ville betale prisen, som Barks Studio ville have. Men det kan ikke være den direkte årsag til, at den mangler i CBSV. For da Disney Italia havde købt historien og udgivet den i 2000, kunne Egmont som Disney-licensindehaver udgive den i CBSV i 2008, om de ønskede det. Blum angiver et par årsager til, at Byron Erickson ikke ville udgive historien og citerer ham for ret kraftig negativ kritik af den; kritik, som jeg ikke er særlig enig i. Men Erickson var ikke redaktør på CBSV, såvidt jeg husker (jeg husker kun norske Solveig Thime og danske Mikael Tjellesen og Thomas Schrøder; desværre er listen over redaktionskomité ikke med på ComicWiki).
- Jeg har skrevet artiklen på ComicWiki og har ikke haft nogen hensigt at foretrække den ene tegner frem for den anden. Min subjektive mening er, at Patrick Block og Daan Jippes er de to bedste nulevende andetegnere og blandt de ti bedste overhovedet. Block har en mere ensartet høj kvalitet, mens Jippes' kvalitet (og stil) varierer mere (måske efter, hvor god tid han giver sig).
- Jeg mener ikke, at du med ovenstående indlæg har dokumenteret nogle fejl eller subjektive holdninger i artiklen. Men hvis du fremkommer med dokumentation, bør artiklen selvfølgelig revideres.
- Med venlig hilsen Benadikt (diskussion) 2. jul 2017, 19:27 (CEST) Revideret: Benadikt (diskussion) 3. jul 2017, 21:41 (CEST)
- Det ville være meget interessant at få nogle oplysninger om samarbejdet mellem Block og Barks gennem de to år. Findes der nogen litteratur om dette emne, eller har du din viden direkte fra Block? Benadikt (diskussion) 3. jul 2017, 20:53 (CEST)