Kloro
Kloro (Chlorophylle) er en belgisk dyrefabel, skabt af Raymond Macherot i 1954. Serien kørte først som føljeton i seriemagasinet Tintin, og blev siden udgivet i albumform fra 1956 og nød udmærket popularitet. Det blev til tretten historier tegnet af Macherot, hvoraf to blev skrevet af Greg og resten blev skrevet af Macherot selv. Herefter blev serien overdraget til skabere såsom Dupa, Bob de Groot og Walli.
Indhold
Historie
Kloro og hans ven, musen Minimum, er hovedpersonerne i denne dyrefabel. Kloro er en lille snarrådig havesyvsover, der som regel agerer detektiv på forskellige sager blandt de lokale dyr. Historierne er sammenhængende - hvert album fortsætter, hvor det forrige slap - og fra historien Les croquillards tager historien en ny drejning, da Kloro og Minimum strander på en ø, hvor dyrene lever i et mere menneskelignende og "civiliseret" samfund, med alt hvad det indebærer. Her begynder den såkaldte Fabeland (Croquefredouille) trilogi, hvor Kloro og Minimum tillærer sig menneskelige skikke og normer, som de sidenhen bringer med sig, da de vender tilbage til deres egen egn.
Persongalleri
- Kloro
- Kloro er en lille havesyvsover, der bor på en ø i en sø i den lille dal. Han er snarrådig, finder sig ikke i noget og har lidt af et temperament. Da Storeslem overtager den lille dal, han bor i, tager han kampen op, og har siden da været Storeslems ærkefjende.
- Minimum
- Musen Minimum er Kloros bedste ven. Minimum bor på en nærliggende gård, han er lidt af en sanger, og bestemt en livsnyder. Han trækkes som regel kun modvilligt med i Kloros oplevelser. Minimum optræder først i historie nr. 2, Chlorophylle et les conspirateurs, der er trykt i album nr. 1, Kloro og de sorte rotter.
- Luffe/Torpedo
- Den hårdtslående odder Torpedo er en af Kloros nærmeste venner. Hendes styrke og fart har hjulpet Kloro ud af mange kniber igennem deres eventyr sammen. I album nr. 1 går hun under navnet "Luffe", men det ændres i de efterfølgende album til "Torpedo".
- Mimmer
- En kanin, Kloro lærte at kende i album nr. 1, da Mimmer lod Kloro og Torpedo skjule sig for de sorte rotter i sit brombærkrat.
- Strit
- Et pindsvin, ven af Kloro
- Raps
- En ravn, først ven af Mimmer
- Kong Musselin
- Musen Musselin er Fabelands konge. Da Kloro redder Fabeland fra Storeslems onde planer, bliver han og Minimum kongens personlige venner.
- Storeslem
- Den sorte rotte Storeslem er Kloros ærkefjende fra allerførste færd. Han er skrupelløs og magtbegærlig, og skyr ingen midler for at tilrane sig magten hvor som helst han befinder sig. Efter at Kloro satte sig op mod ham i album nr. 1, har han hadet Kloro som pesten, og vil gøre alt for at slå Kloro ihjel. Han er klog og udspekuleret, og er ikke bleg for at benytte sig af menneskenes våben og værktøjer.
Baggrund
Serien er bemærkelsesværdig for den skarpe samfundsskildring Macherot lægger for dagen - for selvom dyrene er karikerede og kan tale, lever de også i et barsk og realistisk samfund, hvor de store dyr spiser de mindre, og hver dag er en kamp for livet. Flere dyr må lade livet igennem serien, som ofre for forskellige rovdyr. I begyndelsen af serien foregår handlingen rent på dyrerigets præmisser, men der bliver hurtigt introduceret brug af menneskelige genstande og i følge deraf også mere menneskelige motiver. Kloro og Minimum kommer senere til Fabeland og bliver her introduceret for et højtudviklet dyresamfund, hvor dyrene bærer tøj, bor i huse og kører i biler. Men også her rammer Macherots samfundsskildring perfekt: det civiliserede samfund er truet af lystmordere, drukkenbolte, korruption og magtbegær. Personificeringen af alt dette er Kloros udspekulerede ærkefjende, rotten Storeslem, der flere gange truer freden i de små samfund.
Den stærke samfundsskildring i serien var måske noget af det, der afholdt Macherots udgiver, Le Lombard, fra at udgive et par af historierne (Kloro og fribytterne, Kloro og skyggen) i reel albumform før starten af 80'erne, omtrent 20 år efter de blev tegnet [1]. Macherot bragte denne type samfundsskildring videre i sine andre dyreserier, nemlig Sibyline og Katnap.
Oversigt
Udenfor serien
Katten Tøffelpote, som har en birolle i historien Ingen spegepølse til Salamis, optrådte senere i to Sibyline-historier, hvorefter han i 1966 fik sit eget spin-off.