ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Diskussion:Iskold karriere

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning

Beskrivelsen af historien Iskold karriere indeholder adskillige problematiske punkter baseret på subjektiv viden. Disse bør efter min mening revideres:

1. "Der er tvivl om, hvor meget Barks var involveret i tilblivelsen af denne historie, og hvor meget der er Barks' manageres idé". Modsvar: Ingen ved, om Kathy Morby og Bill Grandey overhovedet har været involveret i tilblivelsen af denne historie på nogen måde. Det er postulater fremsat af John Lustig etc. Hvad der derimod er sikkert er, at Carl Barks var dybt involveret i hele historiens tilblivelsesproces, hvilket blandt andet illustreres af den omfattende konstruktive feedback, han havde til Patricks tegninger. Endvidere foregik al kommunikation mellem Barks og Block uden om Carls managere. Samarbejdet mellem Barks og Block varede i øvrigt mere end 2 år og omfattede andet og mere end denne historie, hvilket er svært at forestille sig, det ville have gjort, hvis Barks ikke var tilfreds med slutresultatet af Iskold karriere.

2. "I hvert fald valgte den danske redaktion i lang tid at lade være med at udgive historien". Modvar: Det er alment kendt, at Carl Barks Studio udbød historien til en meget høj pris, som de fleste forlag ikke kunne/ikke var villige til at betale. Den manglende udgivelse har således intet med historiens kvaliteter at gøre.

3. Historien er heller ikke med i Carl Barks' Samlede Værker, hverken den norske, danske, svenske, tyske eller finske udgave". Modsvar: Dette virker som en stor fejl, og nogle burde måske spørge de ansvarshavende redaktører om, hvordan dette kan være. Måske man især skulle rette henvendelse til daværende redaktør, Byron Ericksson, herom.

4. "I 2010 fik Egmont Daan Jippes til at tegne en kortere version af historien, som sandsynligvis ligger tættere op ad Barks' oprindelige plot". Modsvar: Det er der ikke nogen, der med sikkerhed ved om den nye historie er tættere på Barks' oprindelige plot. Tilbage står det faktum, at Barks var ganske godt tilfreds med den originale historie og i særdeleshed Patrick Blocks arbejde, hvorfor 2010-versionen ikke virker til at have nogen som helst berettigelse. Tværtom virker det til, at Daan Jippes mv. pynter sig med lånte fjer fra Barks' omfattende historiemæssige arv.

Artiklen på ComicWiki bygger i vid udstrækning på Geoffrey Blums artikel i CBSV XXX: "Ikke med et brag - men med en klynken!" Artiklen er fra 2008, så den sidste sætning "I 2010 fik Egmont Daan Jippes til at tegne en kortere version af historien, som sandsynligvis ligger tættere op ad Barks' oprindelige plot" bygger selvfølgelig på andre kilder, som jeg skal prøve på at finde frem. Såvidt jeg husker, bygger sætningen på plotforfatteren John Lustigs egne udtalelser. Eller postulater, om du vil, men jeg har svært ved at indse, hvorfor John Lustig skulle misinformere om dette.
Som sædvanligt har Blum adskillige referencer, så der er ikke nogen objektiv årsag til at tvivle på hans artikel. Bl.a. henviser han til ret solid dokumentation på, at Bill Grandey stod for al kommunikation indtil Patrick Block kom ind i billedet som tegner. Blum henviser f.eks. til en fax fra Grandey til Lustig, hvor han opdeler ideer i "Carl-gags" og "Carl-godkendte gags". Så det er en ret dårligt underbygget påstand, at "Ingen ved, om Kathy Morby og Bill Grandey overhovedet har været involveret i tilblivelsen af denne historie på nogen måde."
At det er en stor fejl, at historien ikke kom med i CBSV, er jeg helt enig i; men jeg ved ikke rigtigt, hvordan det skal ændre artiklen på ComicWiki. Manglende historier i CBSV er beskrevet i afsnittet Carl Barks' Samlede Værker#Manglende historier, hvor det naturligt hører hjemme. Det er rigtigt, at Egmont ikke ville betale prisen, som Barks Studio ville have. Men det kan ikke være den direkte årsag til, at den mangler i CBSV. For da Disney Italia havde købt historien og udgivet den i 2000, kunne Egmont udgive den i CBSV i 2008. Blum angiver et par årsager til, at Byron Erickson ikke ville udgive historien og citerer ham for ret kraftig kritik af historien. Kritik, som jeg ikke er særlig enig i.
Jeg har skrevet artiklen på ComicWiki og har ikke haft nogen hensigt at foretrække den ene tegner frem for den anden. Min subjektive mening er, at Patrick Block og Daan Jippes er de bedste to nulevende andetegnere og blandt de fem til ti bedste overhovedet. Patrick har en mere ensartet, høj kvalitet, mens Daans kvalitet (og stil) varierer mere.
Jeg mener ikke, at du med ovenstående indlæg har dokumenteret nogle fejl eller subjektive holdninger i artiklen. Men hvis du fremkommer med dokumentation, bør artiklen selvfølgelig revideres.
Med venlig hilsen Benadikt (diskussion) 2. jul 2017, 19:27 (CEST)   Revideret: Benadikt (diskussion) 2. jul 2017, 21:43 (CEST)