Alessandro Barbucci
Alessandro Barbucci | |
---|---|
Født: |
31. oktober 1973 i Genova |
Den italienske forfatter og tegner Alessandro Barbucci startede sin karriere hos den italienske Disney-afdeling, hvor han blandt andet arbejdede på diverse historier med familien And. I 2001 slog han igennem ved at være medskaber på den succesfulde tegneserie W.I.T.C.H. En anden medskaber på denne fantasy-serie rettet imod teenagepiger var Barbara Canepa. W.I.T.C.H. er i dag et sandt fænomen, der med sin blanding af manga og europæisk tegneserietradition bliver udgivet i mere end 50 lande verden over.
Sammen med Barbara Canepa skabte Barbucci senere endnu en succesfuld serie rettet imod teenagere, nemlig Monster Allergy, og i de senere år har de to skabt den anmelderroste tegneserie Sky Doll, der er deres første projekt rettet imod et voksent publikum. Igen blandes japansk stil med europæisk i en farverig og grafisk overdådig science fiction-serie. Blandt hovedtemaerne i Sky Doll finder man religion, massemediernes magt samt seksualitet. Serien er skrevet af Barbucci og Canepa med tegninger af Barbucci og farvelægning af Canepa, så der er tale om ægte samarbejde.