Keith Giffen
Amerikansk tegneserieforfatter.
Giffen arbejdede inden han gik ind i tegneseriebranchen blandt andet som "repo-man", hvilket vil sige at han blev hyret af firmaer til at hente varer tilbage fra kunder der ikke overholdt betalingerne. Efter en episode hvor en utilfreds kunde forsøgte at skyde ham valgte Keith Giffen at begynde en karriere indenfor tegneserier.
Indhold
Forfatter og crossover arkitekt
Keith Giffen har arbejdet i en lang årrække som forfatter for både DC Comics og Marvel Comics samt udgivet egne værker på mindre forlag som Boom! Studios.
Giffen havde en central rolle i DC's stort anlagde satsning 52, hvor han fungerede som layouter på alle numre for at sikre en ensartet struktur for alle 52 numre. Giffen havde i samme periode også en væsentlig andel i Marvels "Annihilation", som dog blev en del overskygget af Civil War, som udkom i samme periode.
Giffen bidrog tidligt til Marvels Defenders, men slog først sit navn fast for alvor som forfatter til superhelte-grupper med Justice League International sammen med J.M. DeMatteis. JLI, som serien kom til at hedde i forkortelse, indførte en mere humoristisk, til tider direkte fjollet tilgang til genren. En stil som de to også første videre hos Boom! hvor de sammen lavede serien Hero Squared. I slutningen af 2008 annoncerede DC Comics et genoptryk af Justice League International, ligesom man også genoptrykte Giffens serie Ambush Bug.
I 2008 blev det også annonceret at Giffen havde fået til opgave at redesigne DC Comics udgave af helvede. Den tidligere version var kraftigt inspireret af Dantes inferno og har spillet en vigtig rolle blandt andet i serier som Hellblazer og Swamp Thing. En nærmere beskrivelse kan findes i denne artikel fra Newsarama.
Tegneserie-vold og Lobo
Giffens mest fejlslagne projekt som forfatter blev på samme tid en af hans største succeser. I trit med at meget voldelige seriefigurer, blandt andet inspireret af Wolverine hos Marvel Comics blev populære blandt fans besluttede Giffen sig for at opfinde en parodisk figur med en så voldelig natur at det måtte vække afsky blandt læserne.
Resultatet Lobo blev imidlertid en stor succes blandt læserne, af alle de forkerte årsager. Lobo fastholdt sin popularitet som en dybt voldelig og asocial figur, men begyndte at tabe terræn omkring samme tidspunkt hvor han blev sat op imod netop Wolverine i et Marvel/DC crossover. Da Lobo havde tabt den læserafstemning som afgjorde udfaldet af kampen mellem de to fik man et møde der for det meste foregår udenfor billedet og derfor ikke forklarer hvordan den potentielt ellers svagere Wolverine kunne få overtaget.
I forbindelse med 52 gav Giffen tilladelse til at man genoplivede figuren, men han afholdt sig selv fra at bidrage som forfatter. Giffen har siden brugt ham i "Reign in Hell", og har udtrykt sig positivt omkring en mulig filmatisering som ser ud til at være på vej med Guy Ritchie som instruktør. Giffen er dog ikke selv involveret i filmatiseringen.
Temperament og personlighed
Keith Giffen opfattes ofte som en vred og bitter person, et image han selv aktivt er med til at fremelske gennem sine udtalelser. Giffen er for eksempel krediteret for udtrykket "Bite me fanboy!" som en kommentar til det faktum at fans ofte har meget markante holdninger om hvad forfatterne kan og skal gøre med de figurer som de forvalter. Hans figur Lobo kan blandt andet ses med dette udtryk som rygmærke.
Eksempler på Giffens skarpe, sarkastiske men også meget underholdende udtryksform kunne tidligere findes i hans klumme "As if I care" som han skrev til magasinet Wizards hjemmeside når han havde lyst. Efter en fyringsrunde og omorganisering hos Wizard glemte man at finde en ny kontaktperson til Giffen, som senere valgte at fortsætte med en lignende klumme "Unfortunate Confluence of Words" for websitet Comic Book Resources.