ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Joss Whedon

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning

Amerikansk tv-serie og filmskaber.

Joss Whedon kommer oprindeligt ud af film og TV mediet hvor han blandt andet er kendt for at have skabt serier som "Buffy vampyrernes skræk", "Angel" og "Firefly". Han har desuden leveret manuskripter til film som "Toy Story" og "Alien 4".

Whedons løbebane som forfatter til tegneserier begyndte i forbindelse med den voldsomme popularitet for Buffy og Angel. Det førte til at forlaget Dark Horse begyndte at udgive en række tegneserier baseret på serierne, hvor Whedon selv bidrog med manuskript til en enkelt afsluttet historie med Angel.

Hans første selvskabte tegneseriefigur finder man i serien "Fray", som bygger på mytologien fra Buffy og Angel, men hvor handlingen er henlagt til en fjern fremtid. Serien løb over otte numre og vakte betydelig irritation hos fans da sidste nummer var mere end et år forsinket i udgivelsen.

Whedon forsøgte også kortvarigt at lave en serie af tegnefilm baseret på Buffy. Til det formål arbejdede han blandt andet sammen med Jeph Loeb. Selv om projektet viste sig ikke at blive til noget bevarede de to kontakten og Whedon bidrog blandt andet til en specialudgivelse til minde om Loebs afdøde søn. Loeb er også annonceret som deltager i en fortsættelse af Buffy hvor ottende sæson af TV serien fortælles i tegneseriform.

På dansk er Whedon primært blevet udgivet i forbindelse med sin 24 numre lange historie Astonishing X-Men, som løbende er blevet udgivet i de danske X-Men blade. Whedon er selv gammel fan af serien og nævner ofte Kitty Pryde som en tidlig inspiration til Buffy som figur. Det kan derfor heller ikke undre at Whedon lod hende indtage en central rolle i handlingen i Astonishing X-Men.

Mere kontroversielt var hans valg omkring at genoplive Colossus, som havde været død igennem længere tid efter at have ofret sig selv for at standse en verdensomspændende pest der angreb mutanter. Mange fans mente at dette brød med redaktør Joe Quesadas politik om at død superhelte skal forblive døde (se Død og genopstandelse).

Efter arbejdet på Astonishing X-Men er det tanken at Whedon skal overtage serien Runaways fra Brian K. Vaughan, som også forventes at bidrage til Whedons fortsættelse af Buffy. Desuden er der flere gange annonceret en tegneserie baseret på personerne fra serien "Firefly" og den efterfølgende film "Serenity".

Whedon var i længere tid tilknyttet som manuskriptforfatter til filmen "Wonder Woman", men uenighed med studiet omkring visioner for filmen medførte at Whedon trak sig fra projektet.