Francis
Francis Bertrand | |
---|---|
Født: |
24. april 1937 |
Død: |
26. oktober 1994 |
Francis var en belgisk tegneserietegner, der gik under det borgerlige navn Francis Bertrand.
Baggrund
Francis blev født i 1937. Han var det meste af sit voksne liv involveret med tegneseriemagasinet Spirou. Han var skolet i Marcinellestilen, den der også kendes som Comic-Dynamic, og lagde sig grafisk tæt op ad lignende tegnere som Franquin, Peyo, Will, Morris m.fl.
Hans første tegneserie var La Cité fra 1957. Senere tegnede han på serierne Junior og Toutsy, begge forfattet af Greg. Han satte i en periode sine egne produktioner på hold, mens han assisterede Peyo, bl.a. på Smølferne og Henrik og Hagbart, og fortsatte videre samarbejdet med Greg.
Han gik videre til at tegne sin egen slapstickserie Marc Lebut et son Voisin, omhandlende to naboer og en Ford T. Serien var oprindeligt forfattet af Maurice Tillieux og kørte mellem 1966 og 1983.
Francis arbejdede også for andre af de fransk-belgiske tegneseriemagasiner, heriblandt seriemagasinet Tintin og Pilote, hvor han bidrog med forskellige små serier, bl.a. seriestriben Les Soldats de Plomb. Han bidrog i 1967 til serien Jacob og Sylvester, da den kørte i avistillægget Le Soir Illustré.