Han som blev født to gange (samlet udgave)
|
Danske udgaver:
|
Samlealbum af Deribs trebinds historie om indianeren Skybrud, der vokser op med specielle evner, og bliver stammens medicinmand og åndelige leder.
Deribs fortællinger om indianerne er som altid gribende og smukke. Hans billedsprog og fortælleform samt hans respekt for dyr, natur og mennesker, gør fortællingen til mere end "bare en tegneserie", det er en tegneserieroman.
Resumé
1. del: Skybrud
Denne første del af fortællingen beretter om tiden fra Skybruds fødsel, over hans ensomme rejse på sletterne med bedstemoderen Efterårsblad, til hans møde med Løbende Bjørn og optagelsen i hans stamme, hvor Skybrud vokser op til at blive en ung mand. Efter en hård jagt på en bison-okse, ser han et syn der kommer til at betyde meget for hans fremtid. Her forstår Løbende Bjørn også, at Skybrud har en ganske speciel forbindelse til den store Wakantanka, og han overrækker Skybrud en hellig medicin-pose, der skal følge ham hele livet.
2. del: Soldansen
Nu da Skybrud næsten er blevet voksen, begynder der at ske store forandringer i hans liv. Og da bedstemoderen dør, er det begyndelsen på en række hårde prøvelser for Skybrud. Ikke kun må han forsvare sig imod fjendtlige stammefolk, han skal også igennem den udmattende prøve, der skal gøre ham til en rigtig mand: Soldansen. Men der venter ham endnu en grænseoverskridende begivenhed, for under en jagt på en puma bliver det uvejr, og med lynene bragende omkring sig, ser Skybrud pludselig bisonen fra sit syn! En chokerende oplevelse følger, og dette er begyndelsen til Skybruds erkendelse af sine helt specielle helende evner. Endelig tilbagevendt til stammen udråbes han som medicinmand, og modtager navnet Han som blev født to gange.
3. del: Livets træ
I mange år lever Skybrud nu som stammens medicinmand. Han oplever kærligheden, sin bedstefar Løbende Bjørns død, og familiens glæder. Hans helende evner kurerer mange stammefolk for deres lidelser. Men en særdeles hård vinter og endnu et slag med en fjendtlig stamme tager hårdt på stammen, og efter han en dag mister sin hellige medicinpose, oplever han endnu et frygteligt syn: det er om de samme sære, hvide folk, som Løbende Bjørn også har fortalt ham om. Tabet af medicinnposen og synene foruroliger Skybrud, og han er bange for at have mistet sine evner. Da Røde hjort nogle dage senere fortæller, at han har fundet medcinposen, beslutter Skybrud sig for at oplære drengen i helingens hellige kunst. Men så en dag, tager han op i bjergene, og ser to hvide mænd stå ved floden...