Peter og Perle
I 1966 debuterede Werner Wejp-Olsen som tegneserieskaber med tegneserien Peter og Perle. De følgende seks år kunne Jyllands-Postens læsere dagligt følge den lille, fiffige dreng og hans hunds oplevelser på avisens tegneseriesider. Tegneserien huskes for dens humor, action og mange James Bond-inspirerede handlingselementer. 1960’erne var en tid med forkærlighed for megalomaniske skurke, der planlagde at overtage verdensherredømmet fra deres baser i udslukte vulkaner og med alt det nyeste indenfor laserkanoner, undervandsbåde og smart elektronik. Werner Wejp-Olsen stoppede serien, da han i 1972 overtog arbejdet med Politikens tegneserie Felix efter Jan Lööf.
Indhold
Hvordan det hele startede
I forordet til "Peter og Perle 1: De små dukker" beretter Werner Wejp-Olsen selv om, hvordan serien blev til. Han havde i begyndelsen af 1960'erne deltaget i en tegneseriekonkurrence udskrevet af et svensk forlag og sendt tre forslag ind. Ingen af dem vandt dog.
"Med min naivitet intakt sendte jeg straks mine tre bud videre til PIB, Pressens Illustrations Bureau, og tænk – her var der bid. Ham der »Jesper på Eventyr« kunne måske eventuelt sådan set udvikles til noget salgbart. Jeg gik hjem og tegnede videre på Jesper (som nu havde taget navneforandring til PETER & PERLE) og hans møde med Robin Hood og hans muntre svende. Efter en hel del ugers utålmodig venten ved brevsprækken skete der noget. Jeg blev inviteret til frokost på Hotel Østerport (datidens beskedne svar på NOMA) med PIB’s redaktør Jørgen Sonnergaard og redaktionschef Asger Nørgaard Larsen fra Jyllands-Posten. Jeg var ved at kløjes i rejecocktailen, da hr. Nørgaard Larsen fortalte, at man gerne ville have »Peter & Perle« som fast tegneserie i Jyllands-Posten ikke bare om søndagen, men hver dag året rundt."
Oversigt over seriens episoder
Dagstriber i PIB-regi
- 1 - Skattejagten (100 strips)
- 2 - De Små Dukker (104 strips)
- 3 - Casino-mysteriet (96 strips)
- 4 - Operation Dryp-Dryp (108 strips)
- 5 - Det Føreløse fly (105 strips)
- 6 - Atlantis (72 strips)
- 7 - Havuhyret (93 strips)
- 8 - Luftbilen (105 strips)
- 9 - Dick Danger (78 strips)
- 10 - Tante Maggy (102 strips)
- 11 - Den Forsvundne Statskasse (75 strips)
- 12 - Dr. Pnock vender tilbage (63 strips)
- 13 - Syvstjernen (84 strips)
- 14 - Sydpolen (72 strips)
I alt 1.257 strips
Søndags-striber i PIB-regi
(Format 17,5 cm x 15 cm)
- 1 - Robin Hood (13 sider)
- 2 - Buffalo Bill (19 sider)
- 3 - De Tre Musketerer (17 sider)
- 4 - Sherlock Holmes (20 sider)
- 5 - Skatteøen (20 sider)
- 6 - Natman (12 sider)
- 7 - Davy Crockett (20 sider)
- 8 - Laredo (20 sider)
- 9 - Billy the Goat (21 sider)
- 10 - En Verdensomsejling under Havet (20 sider)
I alt 162 sider
Søndags-sider i eget regi
- 14 - UFO (32 sider i halvformat)
- 15 - Loch Ness Uhyret (48 sider i album-format)
- 16 - Dr. Seven (46 sider i album-format)
- 17 - Manden fra det Ydre Rum (33 sider i album-format)
- 18 - Major Potwell’s Erindringer (32 sider i album-format)
- 19 - Den Geniale Opfinder (19 sider i album-format)
- 20 - Den Mystiske Have (20 sider i album-format)
I alt 230 sider
Samlet udgave
I efteråret 2021 påbegyndte Forlaget Eudor en samlet udgivelse af Peter og Perle som seks samlebind. Første bind indeholder episoderne "Skattejagten", "De små dukker", Casino-Mysteriet", "Robin Hood" og "Buffalo Bill". De følgende bind i serien udsendtes hver sjette måned, og sidste bind udkom 20. september 2024.
Serien omfatter følgende bind
- Peter og Perle 1: De små dukker
- Peter og Perle 2: Sherlock Holmes
- Peter og Perle 3: Skatteøen
- Peter og Perle 4: Dr. Pnock vender tilbage
- Peter og Perle 5: UFO
- Peter og Perle 6: Den mystiske have