ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Robin

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning

Følgesvend og sidekick for superhelten Batman. Ofte betegnet som "the boy wonder". Navnet Robin (da. rødkælk) stammer fra et øgenavn som den Mary Grayson gav sin søn. Navnet hentyder til at han var født på den første forårsdag.

Den første Robin - Dick Richard Grayson - var søn af et cirkusartistpar, John og Mary Grayson. Tilsammen var de kendt som "The flying Graysons". Hans forældre blev dræbt ved styrt fra trapezen under en forestilling, da indehaveren af cirkuset nægtede at betale beskyttelsespenge. Bruce Wayne (Batman) var blandt publikum. Han vidste hvordan det føltes at miste sine forældre, og blev værge for Dick. Senere har Bruce adopteret Dick. Dick opererer nu i byen Blüdhaven uden for Gotham City og har superhelte-identitet som Nightwing. Dick Grayson har været medlem af Teen titans både som Robin og som Nightwing.

Den næste Robin - Jason Todd - var en småkriminel ungersvend, som Batman stiftede kontakt med første gang, da Jason var ved at rippe Batmobilen! Bruce kunne se et potentiale i knægten og tog ham under sine vinger. Imidlertid havde Jason en masse indestængt vrede og han var ikke så autoritetstro som Dick. Dette skulle få fatale følger for Jason, som blev dræbt af Jokeren på en mission, hvor Bruce og Jason forsøgte at opspore Jasons mor.

Den tredje og nuværende Robin - Tim Drake - er en fornuftig ung mand. Som lille dreng var han i cirkus med sine forældre den selvsamme dag, som Dicks forældre blev dræbt. Dicks optræden gjorde et stort indtryk på Tim. Derfor kunne han som teenager genkende Dick som Robin i et TV-klip. Derfra var der ikke langt til at regne ud, at Bruce Wayne måtte være Batman. Da Jason kort tid forinden var blevet dræbt, opererede Batman uden en Robin ved sin side, og Batman var også blevet mere uforsigtig og tog unødige chancer. Under et opgør mellem Twoface og Batman/Nightwing, lykkedes det Tim at overbevise Bruce om, at Batman behøver en Robin til at "dække ryggen". Han skulle dog gennem mange prøvelser, inden han fik lov at operere som Robin. Tims forældre blev kidnappet af en pengeafpresser og Batman gjorde hvad der stod i hans magt for at finde og redde dem. Det lykkedes kun at redde Tims far - hans mor døde efter at have drukket forgiftet vand. Det, at Tims far er levende, har givet Tim en del problemer, når han har skullet forklare sin gøren og laden. Fornylig fandt Tims far ud af sandheden, hvilket førte til at Tim kortvarigt stoppede som Robin. Men han er på banen igen, med sin fars tilladelse.

I Frank Millers Nattens ridder vender tilbage kommer Robin til i skikkelse af en ung pige ved navn Carrie Kelley. Denne figur endte med at være medvirkende inspiration til X-Men-figuren Jubilee.

En kvindelig Robin i den almindelige Batman kontinuitet ser man imidlertid først i forbindelse med den tredje Robin, Tim Drake. Han har i en periode et forhold til Stephanie Brown, også kendt som Spoiler. Hun er datter af skurken Cluemaster som tidligere har arbejdet sammen med Gækkeren (The Riddler). Stephanie overtager kortvarigt rollen som Robin, men da hun ikke altid følger Batmans ordrer fratages hun snart jobbet. I et forsøg på at reetablere sin position overfor Batman får hun uforvarende sat gang i de begivenheder, der fører frem til historien "War games", hvor hun bliver dræbt. Stephanie har dog efterfølgende haft et par optrædender i Batgirl-historier, hvor hun som en form for åndelig guide fra "den anden side" taler med Cassandra Cain under et par nærdøds-oplevelser som den nye Batgirl er ude for.