Marvel Comics
Amerikansk Forlag, hed oprindeligt Timely. Selv om forlaget gennem tiderne har udgivet serier i en lang række genrer er det fortrinsvist gennem skabelsen af en række serier med superhelte skabt af Stan Lee og Jack Kirby at forlaget blev etableret.
Trods en række op- og nedture er Marvel idag etableret som en medie-koncern der anvender de superhelte som man har etableret siden tresserne til at udgive indhold indenfor både tegneserier, bøger, computerspil og film. Ikke mindst film-afdelingen som i en årrække blev ledet af Avi Arad har været medvirkende til at etablere superheltene på det store lærred gennem store publikums-success'er som Spider-Man og de tre X-Men film.
Idag ledes tegneserie-delen af Marvel af editor-in-chief Joe Quesada, som har vist en stor evne til at tiltrække talentfulde forfattere og tegnere. Gennem sit engagement i Hollywood har Marvel også formået at tiltrække en del kreative folk som tidligere har arbejdet indenfor film og tv, for eksempel Joss Whedon som har forfattet Astonishing X-Men og står til at skulle overtage Runaways.
Gennem hele sin levetid har Marvel været i stadigt konkurrence med DC Comics, som man fører en indædt kamp med om kreative talenter, men dette har dog ikke stået i vejen for at figurerne fra de to universer har kunnet mødes i forskellige eventyr.
I Danmark udgives størstedelen af Marvels serier løbende af Egmont Serieforlaget, selv om G.Floy Studio har stået for en række ofte mere enkeltstående trade paperbacks.
Egmonts udgivelser er idag i høj grad personificeret gennem redaktøren Michael G. Nielsen, somm også jævnligt optræder på Egmonts debatforum under www.superhelte.dk, men historisk har de danske udgivelser i høj grad haft Morten Søndergård, oftest kendt under tilnavnet Marvel-Morten, som sit symbol.