ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Jack Kirby

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning
JackKirby.jpg
Jack Kirby
Født:

28. aug. 1917 i New York City

Død:

6. feb. 1994 i Thousand Oaks, Ca

Jack Kirby - oprindelig Jacob Kurtzberg - er en af de mest betydningsfulde tegneserieskabere i den amerikanske tegneserieverden nogensinde. Han er bedst kendt for sammen med Stan Lee at have skabt store dele af Marvel-universet, f.eks. figurer som Fantastic Four, X-Men, Thor, Hulk, Captain America (skabt sammen med Joe Simon), Iron Man, Avengers, Nick Fury og mange andre.

Han startede sin karriere i 1936 som avisstribetegner for Lincoln Newspaper Syndicate, og gennem sin karriere tegnede han over 25 000 sider. På grund af hans store betydning for superheltegenren bliver han ofte kaldt "Jack the King" af superheltefans. Han blev optaget i The Will Eisner Award Hall of Fame i 1987.

Tidligt liv og karriere

Captain America Comics #1, 1941. Forside af Kirby

Kirbys tidlige ungdom var præget af en hårdtslående tid med diverse drengebander i New Yorks gader - en tid han senere i sine værker vendte tilbage til (i noget romatiseret form) igennem bl.a. The Newsboy Legion, Boy Commandos og ikke mindst Ben Grimm fra Fantastic Four. Grimm er også vokset op blandt drengebander på den fiktive Yancy Street, og ligesom Kirby har han også en ældre bror, som døde tidligt. Endnu en figur, som delvis er baseret på Kirbys egen fortid er Nick Fury. Efter sin tid hos Lincoln Newspaper Syndicate, gik han forholdsvis hurtigt i gang med at tegne seriehæfter, og da han mødte Joe Simon tog tingene for alvor fart. De to arbejdede sammen i over 15 år, inden deres samarbejde opløstes i al fordragelighed, men inden da havde de skabt en lang række tegneserier og figurer - og af dem var den mest markante Captain America.

Kirby tilbragte den sidste del af krigen som soldat, og da han vendte tilbage til Amerika, var superhelte ikke længere in. Igennem slutningen af 1940'erne og igennem 50'erne tegnede Kirby et væld af serier indenfor mange forskellige genrer - diverse gyserserier, westernserier, semisuperhelten Sandman, kriminalserien Justice Traps the Guilty og ikke mindst den første rendyrkede romance-titel, Young Romance, som med et salg på millioner af eksemplarer blev en kæmpe succes og affødte mindst et spinoff, nemlig Young Love og var startskuddet til en 1950'ernes største genrer, nemlig romanceserien. Det var i denne tid at han kom til at arbejde for Timely Comics, som senere skulle blive kendt som Marvel Comics. Hos Timely mødte han den person som han igennem de næste ti år skulle revolutionere tegneserieverdenen sammen med, nemlig Stan Lee.

Stan Lee og Marvel Comics

Forsiden til Fantastic Four #1

I 1961 frembragte Lee og Kirby det første nummer af Fantastic Four, og en ny æra i amerikanske tegneserier begyndte - det, der senere er blevet kaldt "The Marvel Age of Comics" eller mere neutralt The Silver Age (The Golden Age er perioden i 1940'erne, hvor Kirby også var en af drivkræfterne).

Fantastic Four blev en kolossal succes for det ellers skrantende forlag, og i de følgende år sendte Lee og Kirby en lang række figurer og serier på markedet og lagde fundamentet for den moderne amerikanske superheltetegneserie. En del af succesen var at serierne gav figurerne en mere realistisk baggrund og lod dem have ganske almindelige dagligdags problemer udover deres kampe med superskurke og kosmiske trusler.
Et andet element var den nye arbejdsform, som Lee efter sigende var ophavsmand til: tidligere skrev forfatteren et færdigt manuskript, som han derpå overlod til tegneren, som så skulle tegne historien. Lee og Kirby - faktisk næsten hele Marvels produktion - arbejdede efter en metode, hvor forfatter og tegner udarbejdede en slags synops, som tegneren derefter formede igennem sine tegninger. Dialog og billedtekst blev så tilføjet til sidst.
Denne arbejdsform har mange fordele, men er meget afhængig af tegnerens evne til at fortælle historien, og her var Kirby i sit es ifølge Stan Lee:

“Some artists, of course, need a more detailed plot than others. Some artists, such as Jack Kirby, need no plot at all. I mean, I’ll just say to Jack, ‘Let’s let the next villain be Dr. Doom’... or I may not even say that. He may tell me... he just about makes up the plots for these stories. All I do is a little editing.”

Centralt for tiden hos Marvel står Lee og Kirbys over hundrede numre af Fantastic Four, som gav os masser af figurer, steder og begreber, som stadig er centrale i Marvel-universet: Inhumans, Doctor Doom, Galactus, Silver Surfer, den negative zone, The Watcher, rumracerne Kree og Skrull og ikke mindst Black Panther - verdens første sorte superhelt - og hans kongerige Wakanda med sine rige forekomster af metallet Vibranium. Andre serier som Kirby lagde en større indsats i var Thor og en genoplivet Captain America.

Marvels serier blev omfavnet af det gryende ungdomsoprør midt i tresserne, og Kirbys streg blev også mere og mere detaljeret med inspiration fra collagekunst og psykedeliske koncertplakater, ligesom hans tegninger ofte blev brugt i populærkunst af f.eks. Roy Lichtenstein.

Da Marvel blev opkøbt sidst i 60'erne, følte Kirby imidlertid, at det var tiden at søge nye græsgange.

Tiden efter Marvel

New Gods #1, 1971. Forside af Kirby

Kirby forlod Marvel, og overraskede en del mennesker ved at gå over til konkurrenten, nemlig DC Comics. Her skrev, redigerede og tegnede han The New Gods, Mister Miracle, Forever People og overtog Superman's Pal Jimmy Olsen. Disse serier udgjorde fundamentet i Kirbys Fourth World, hvor de gode guder fra New Genesis (blandt andre Mister Miracle, Orion, Big Barda, Metron og Lightray) sloges mod den onde Darkseid fra Apokolips, som over alt andet søger The Anti-Life Equation, som vil give ham magt over alle levende væsner.

Serierne var storladende og kosmiske, og Kirby har det tydeligvis pragtfuldt med at lave dem, men på trods af en storstilet lancering - "Kirby's here!" står der på coveret til New Gods #1 - valgte DC af stadig uvisse grunde at standse serierne inden de havde nået tyve numre. Kirby fortsatte med serierne Kamandi: the Last Boy on Earth, The Demon og ikke mindst en ny Sandman-figur i sit sidste samarbejde med Joe Simon.

I 1975 arbejdede han for Marvel igen, hvor han tegnede og skrev Captain America, Black Panther og ikke mindst serien Eternals, som igen bød på et storladent kosmisk koncept. Og igen lukkede serien efter under tyve numre, hvilket efter sigende var noget af et slag for Kirby, der igen forlod Marvel, dog først efter at han havde skabt serierne Devil Dinosaur og Machine Man.

Kirby fortsatte i starten af 80'erne til det relativ lille forlag Pacific Comics, hvor han skrev en revolutionerende kontrakt: han beholdt selv alle rettighederne til serien Captain Victory and the Galactic Rangers, og opnåede således for første gang i sin karriere at få udbetalt royalties af sit arbejde. Kontrakten var revolutionerende for hele branchen, da både forfattere og tegnere hidtil havde haft status af "hyret hjælp" og kun havde fået et engangsbeløb per færdig tegneserie, mens forlagene beholdt alle rettighederne til figurerne. Nu opstod der præcedens for at serieskaberne selv kunne eje rettighederne til de serier de lavede.

Op gennem 80'erne så man ikke meget fra Kirby udover et omslag i ny og næ. Han kom dog - delvis - på banen igen, da Topps Comics i 1993 lancerede deres "Kirbyverse", som mest var figurer baseret på ideer af Kirby, med en miniserie af Kirby selv smidt ind i det hele. Det hele standsede dog da han i 1994 døde af et hjertetilfælde i sit hjem i Thousand Oaks, Californien.

Tegnestil

Kirbys tegnestil kan bedst karakteriseres med ordet "dynamisk". Han benyttede ofte et let fortegnet perspektiv til næsten af kaste handlingerne på papiret ud i ansigtet på læseren.

Fra midt i 1960'erne udviklede hans streg sig næsten eksplosivt, og han inkorporerede teknikker som fotomontage i mainstreamtegneserien. Det var også i denne periode at han udviklede de legendariske "Kirby Dots" (også kaldet "The Kirby Crackle"), som er en metode til at vise energi i bevægelse igennem placering af sorte prikker. Eksemplet herunder viser det tydeligere:

Fantastic Four #50, 1966. Forside af Kirby.
Vi har det letterede fortegnede perspektiv, men ingen "Kirby Dots"
Fantastic Four #72, 1968. Forside af Kirby.
Her ses de klassiske "Kirby Dots" og i øvrigt en mere detaljeret og dynamisk baggrund

Skal der siges noget negativt om Kirby, er det hans ofte omtalte svaghed mht. at tegne ansigter - især i sort-hvid-udgaverne af hans serier, kan det være svært at se forskel på de forskellige figurer.

Posthume udgivelser

Efter Kirbys død har Marvel valgt at restaurere det sidste nummer af Fantastic Four han nåede at lave sammen med Stan Lee. Dele af Kirbys oprindelige tegninger blev udgivet som flashbacks i Ff #108, men i en ganske anderledes historie.

Marvel har også udgivet "Jack Kirby's Galactic Bounty Hunters" baseret på skitser til figurer som Kirby opfandt men aldrig selv brugte. Disse blev siden fundet af datteren Lisa og omsat til en serie på seks hæfter af Lisa Kirby i samarbejde med Michael Thibodeaux, Steve Robertson, Richard French, Karl Kesel, Scott Hanna og Mike Royer.

Eksterne links