ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Stan Lee

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning
Stan Lee.jpg
Stan Lee - Stanley Martin Lieber
Født:

28. december 1922 i New York

Død:

12. november 2018 i Los Angeles

Stan Lee var en amerikansk forfatter og redaktør, der var aktiv fra 1940'erne til 2010'erne. Han er særlig kendt for at være redaktør af Marvel Comics igennem 2 årtier, hvor han ledte en lille afdeling til at blive en af de dominerende virksomheder i tegneserieindustrien.

Stan Lee og Stanley Lieber

Han blev døbt Stanley Martin Lieber men brugte et forfatterpseudonym, fordi han ville bruge sit rigtige navn en dag, hvor han ville skrive "den store amerikanske roman". Først senere besluttede han at det var for meget besvær, for eksempel med at indløse checks udstedt til Stanley Lieber, og derfor tog han også juridisk navneforandring til det, der de facto havde været hans navn i offentligheden i mange år.

Stans bror Larry Lieber beholdt familienavnet og har selv haft en lang karriere indenfor tegneseriebranchen.

Forfatter og redaktør

Gennem sine mange år som forfatter og redaktør er Stan Lee om nogen blevet symbolet på Marvel Comics og de serier om superhelte, som forlaget har udgivet gennem tiden. I tresserne var Lee næsten egenhændigt ansvarlig for at producere historierne til alle Marvels udgivelser, hvilket førte til udviklingen af en ny måde at lave tegneserier, der i dag er kendt som Marvel method. I halvfjerdserne overgik den rolle efterhånden til andre forfattere i takt med at Lee påtog sig rollen som redaktør og i stigende grad stod for forlagets markedsføring udadtil.

Stan Lee boede frem til sin død i Hollywood, hvorfra han drev firmaet POW! og var involveret i forskellige film- og TV-projekter, blandt andet serien "So you want to be a Superhero". Lee optrådte ofte som foredragsholder og som leverandør af ekstramateriale og introduktioner på Marvels DVD-udgaver. Stan Lee optrådte sammen med Marvels tidligere chefredaktør Joe Quesada på DVD'en "Then and Now" som blev optaget til fordel for The Hero Initiative. Efterfølgende er bogen "Stan's Soapbox: The Collection" også blevet udgivet til fordel for The Hero Initiative. Stan's Soapbox var en fast klumme som Stan Lee skrev i sin tid som redaktør hos Marvel hvor han med vanlig entutiasme fortalte om hvad der skete af stort og småt indenfor Marvels verden.

Stan Lee redegør selv for sin historie fra barnsben og op til det moderne Marvel Comics i sin selvbiografi "Excelsior" (skrevet sammen med George Mair). En dokumentarfilm om Stan Lees liv med titlen ‘Stan Lee: True believer’ blev præsenteret på San Diego Comic Con i 2007.

Hvem vil være superhelt?

Stan Lee optrådte som dommer i reality-serien "Who wants to be a superhero?", sendt på dansk TV som "Hvem vil være superhelt?". Seriens deltagere møder alle op som en superhelt, de selv har opfundet og skal gennemgå en række tests, hvor Stan Lee forsøger at finde ud af, om de har de menneskelige egenskaber en superhelt skal have. Præmien til vinderen var en tegneserie baseret på vedkommendes superhelt, udgivet på forlaget Dark Horse.

Cameos i tegneserier

  1. Fantastic Four nr. 10 (1963), Stan Lee og Jack Kirby holder møde, og bliver afbrudt af Doctor Doom, der beordrer Lee til at ringe til Fantastic Four for at lokke dem i en fælde.
  2. The Amazing Spider-Man Annual nr. 1 (1964), Lee ligger i sin seng om natten og får pludselig inspiration til at skabe Spider-Man. Han ringer straks til Steve Ditko, og forklarer ham om figuren, og at der skal være tolv paneler på hver side. Ditko beklager sig over, at han skal gøre alt arbejdet, og det eneste Lee gør er at skrive sit navn på tegneserien.
  3. Fantastic Four Annual nr. 3 (1965), Stan Lee og Jack Kirby dukker op til Reed Richards og Sue Storms bryllup, men bliver afvist af sikkerhedsfolkene ved døren.
  4. Fantastic Four Annual nr. 5 (1967), Stan Lee og Jack Kirby får tæsk af nogle superskurke på grund af den behandling, de har fået i tidligere historier.
  5. Daredevil nr. 79 (1971), Lee og hans hustru, Joan, kommer ud fra en teaterforestilling i New York.
  6. Mister Miracle nr. 6 (1972), ikke en rigtig cameo, men figurerne Funky Flashman og hans tjener Houseroy er baseret på Stan Lee og Roy Thomas, hans næstkommanderende på Marvel. Historien er skrevet og tegnet af Jack Kirby og udgivet på DC Comics
    Stan Lee i Stan Lee Meets...
    .
  7. Uncanny X-Men nr. 98 (1976), Stan Lee kommer ud af en byging sammen med Jack Kirby tids nok til at se Scott Summers og Jean Grey kysse, hvorefter han kommenterer, at den slags ikke skete i deres tid på serien.
  8. Nova nr. 5 (1977), Lee optræder sammen med flere kendte ansigter fra Marvel Comics i dette nummer, hvor Nova skal forsøge at overbevise Marvel Comics om, at han er det rette materiale til at få sin egen tegneserie på linje med Fantastic Four og Avengers. Dette er et af flere eksempler på at Marvel nogen gange optræder som et virkeligt forlag i deres eget univers.
  9. What If? nr. 11 (1978), i denne historie genskaber Jack Kirby Fantastic Four med medarbejdere fra Marvel Comics i rollerne. Stan Lee er Mister Fantastic i stedet for Reed Richards.
  10. Marvel's Flashback Month (1997), Stan Lee optræder som vært i en serie af blade, der blev udgivet som forløber til de egentlige serier.
  11. Daredevil nr. 8 (1999), Stan Lee optræder som en af de mange gæster ved begravelsen af Karen Page. På rækken bag ham sidder en anden kendt figur i Daredevil-sammenhæng, nemlig Frank Miller, mens folkene bag nummeret Joe Quesada, Kevin Smith og Jimmy Palmiotti er henvist til mere diskrete pladser på syvede række.
  12. Stan Lee Meets… (2006), i forbindelse med 65 års jubilæet for Stan Lees ansættelse hos Marvel udgav Marvel serien "Stan Lee Meets...", hvor Stan Lee får lov til at skrive humoristiske historier, hvor han møder mange af sine egne helte. Desuden indeholdt serien forskellige nuværende tegneres og forfatteres egne historier med og om Stan Lee, samt genoptryk af en række originale historier fra Stan Lees karriere.
  13. Amazing Fantastic Incredible: A Marvelous Memoir (2015), Stan Lee fortæller sin og Marvels livshistorie

Cameos på film

Lee optrådte ofte i såkaldte cameoroller i filmatiseringer af Marvels superhelte. Han var ikke med i Ghostrider: Spirit of Vengeance fra 2011, men derefter optrådte han i samtlige film baseret på Marvel-universet til og med Avengers: Endgame fra 2019. Lee har også deltaget i andre film, men denne liste omfatter alene superheltefilmene.

  1. The Trial of The Incredible Hulk (1989), en TV-film hvor Stan Lee er et medlem af juryen.
  2. X-Men (2000), Stan Lee spiller en pølsemand som ser på i rædsel da den muterede Senator Kelly kravler udaf vandet. Scenen er 43 minutter inde i filmen.
  3. Spider-Man (2002), Stan redder en lille pige fra faldende murbrokker under Green Goblins angreb. Scenen er 67 minutter inde i filmen.
  4. Daredevil (2003), Stan Lee er en ældre herre som den unge blinde Matt Murdock forhindrer i at vade ud foran en bus. Scenen er 13 minutter inde i filmen.
  5. Hulk (2003), Stan Lee spiller sikkerhedsvagt, hans kollega som vagt er Lou Ferrigno som spillede Hulk i den oprindelige serie. Scenen optræder 12 minutter inde i filmen.
  6. Spider-Man 2 (2004), Lee optræder som i den første film som redningsmand for en kvinde der er ved at blive ramt af faldende murværk. Scenen optræder 50 minutter inde i filmen. I ekstramaterialet kan ses en scene hvor Lee laver fejl i sit forsøg på en anden cameo-optræden.
  7. Fantastic Four (2005), Lee spiller postmanden Willie Lumpkin.
  8. Heroes sæson 1 (2006), Stan Lee optræder som chauffør på en bus som en af personerne kører med.
  9. X-Men The Last Stand (2006), Lee spiller den ene af to mænd som vander have da Charles Xavier og Magneto dukker op for at besøge Jean Grey. Den anden mand er X-Men forfatteren Chris Claremont.
  10. Fantastic Four - Rise of the Silver Surfer (2007), Lee spiller sig selv og mener at han er inviteret til Reed Richards og Sue Storms bryllup. Han bliver dog afvist ved indgangen.
  11. Spider-Man 3 (2007), Stan Lee taler til Peter Parker, mens de læser en lysavis, der beskriver, at Spider-Man har reddet politichefens datter. Stan Lee siger: "you know, I guess one person can make a difference. 'nuff said".
  12. Iron Man (2008), Tony Stark tror, at Stan Lee er Hugh Heffner.
  13. The Incredible Hulk (2008), Stan Lee tager en grøn sodavand fra et køleskab, åbner den, drikker af den og taber den.
  14. Iron man 2 (2010), Tony Stark tror, at Stan Lee er Larry King.
  15. Thor (2011), Stan Lee forsøger at trække Thors hammer fri af stenen med sin pickup truck.
  16. Captain America (2011), The First Avenger, Stan Lee er General under 2. Verdenskrig.
  17. The Avengers (2012), Stan Lee dukker op som en skakspiller, der bliver interviewet til en nyhedsudsendelse Han siger: "Superheroes in New York? Give me a break".
  18. The Avengers (2012), (slettet scene, som er med på dvd/bluray udgaven), Stan Lee sidder ved siden af Captain America på en restaurant, og opfordrer ham til at få servitricens telefonnummer.
  19. The Amazing Spider-Man (2012), Stan Lee lytter til klassisk musik, og opdager ikke at Spider-Man og Lizard kæmper omkring ham på et bibliotek.
  20. Marvel's Agents of Shield (2013), Stan Lee skælder Phil Coulson ud i en togvogn.
  21. Iron Man 3 (2013), Stan Lee giver en deltager i en skønhedskonkurrence 10 point.
  22. Thor: The Dark World (2013), Stan Lee er patient på et psykiatrisk hospital.
  23. Captain America: The Winter Soldier (2014), Stan Lee er sikkerhedsvagt.
  24. The Amazing Spider-Man 2, Stan Lee deltager i Peter Parkers dimission.
  25. Guardians of the Galaxy (2014), Rocket Raccoon udspionerer Stan Lee, der flirter med en yngre kvinde.
  26. Agent Carter sæson 1, Stan Lee sidder sammen med Howard Stark.
  27. Avengers: Age of Ultron (2015), Stan Lee må bæres væk fra en fest efter at have drukket spiritus fra Asgard, mens han udtaler "Excelsior".
  28. Ant-Man (2015), Stan Lee er bartender.
  29. Daredevil sæson 1 (2015), et billede af Stan Lee som betjent hænger på væggen på en politistation.
  30. Jessica Jones, sæson 1 (2015), samme billede som i Daredevil hænger på en politistation.
  31. Deadpool (2016), Stan Lee præsenterer stripteasedanserinder.
  32. Captain America: Civil War (2016), Stan Lee er postmand, der afleverer en pakke til Tony Stark.
  33. X-Men: Apocalypse, Stan Lee står sammen med sin kone, mens de ser på atomraketter, som Apocalypse sender ud i rummet. Det er Lees rigtige kone Joan, der optræder i scenen.
  34. Doctor Strange (2016), Stan Lee sidder i en bus og læser "The Doors of Perception"
    Stan Lee i Doctor Strange
    .
  35. Daredevil sæson 2 (2016), samme plakat med Lee som politibetjent.
  36. Luke Cage sæson 1 (2016), en plakat på gaden har et billede af Stan Lee som betjent.
  37. Guardians of the Galaxy Vol. 2 (2017), Stan Lee sidder på en ukendt planet, hvor han fortæller en gruppe Watchers en historie fra tidligere i hans liv.
  38. Spider-Man: Homecoming (2017), Stan Lee skælder Spider-Man ud, fordi han har sat en bilalarm i gang, da han fangede en biltyv.
  39. Thor: Ragnarok (2017), Stan Lee klipper Thors hår af.
  40. Iron Fist sæson 1 (2017), samme plakat som i Luke Cage.
  41. Black Panther (2018), Stan Lee optræder som spiller ved et kasinobord.
  42. Avengers: Infinity War (2018), chauffør på en skolebus, der kører Peter Parkers klasse.
  43. Deadpool 2 (2018), Lee er malet som graffiti på en gavl, der ses delvist og i et meget kort øjeblik, hvor Domino glider forbi i sin faldskærm lige efter, at Cable tager sin hætte af i ca. 63. minut.
  44. Ant-Man and the Wasp (2018), Lee dukker op i en af filmens største actionscener, hvor han skal til at låse sin bil op, da den pludselig skrumpes og forsvinder foran ham, han udtaler: "Well, the '60s were fun - but now I'm paying for it."
  45. Venom (2018), Lee er en fodgænger, der giver Eddie Brock/Venom et godt råd.
  46. Daredevil sæson 3 (2018), på plakat som betjent.
  47. Jessica Jones, sæson 2 (2018), samme plakat som i Luke Cage.
  48. Iron Fist sæson 2 (2018), plakat med Stan Lee som betjent.
  49. Captain Marvel (2019), Lee er passager i et tog, hvor han sidder og læser manuskriptet til filmen Mallrats, mens han øver replikken "Trust me, true believer". Stan Lee sagde replikken i Mallrats, der var en af de første film, han medvirkede i. Captain Marvel foregår i 1995, ligesom at Mallrats er fra 1995. Dette var den første cameo efter Stan Lees død.
  50. Avengers: Endgame (2019), Lee kører i en bil i selskab med en ung kvinde. Scenen foregår i 1970'erne, og Lee er gjort yngre med computergenereret billedemanipulation, så han ser ud, som han gjorde dengang. De kører i høj fart forbi en militærbase, mens Lee råber "Hey man, make love, not war!". På bagklappen af bilen, sidder der et klistermærke, hvor der står "Nuff Said".


Stan Lee optræder også i tegnet version i:

  1. The Simpsons (sæson 13 episode 18)
  2. Phineas and Ferb (afsnittet Mission Marvel)
  3. Big Hero 6
  4. Spider-Man: Into the Spider-Verse


Ovennævnte oplysninger er baseret på Marvels egen opsummering i "Stan Lee Meets ...", lister på internettet og visuel bekræftelse af ComicWikis brugere.

Litteratur

Eksterne links