Walt Disney's Comics and Stories
Walt Disney's Comics and Stories er et af de helt gamle serieblade i verden. Det udkom første gang i oktober 1940. Bladet nummereres fortløbende. I november-december 2009 passerede bladet nr. 700, og i juni 2011 er det nået til nr. 720.
Bladet afløste Mickey Mouse Magazine, og abonnenterne af MMM fik i en overgangsperiode en Complimentary Edition af WDC&S.
Det var til WDC&S at Carl Barks tegnede sine berømte 10-siders historier, startende fra nr. 31, april 1943. De var en væsentlig årsag til bladets popularitet op gennem 1940'erne og 50'erne, og en overgang var oplaget på over 3 millioner!
Også de lange, fortsatte Mickey Mouse-historier af Carl Fallberg og Paul Murry blev oprindelig udgivet i WDC&S.
En af de faste forsidetegnere var i en årrække Walt Kelly, som senere blev berømt for sin serie Pogo.