ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Spider-Man

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning
Spider-Man
200px
Spider-Man
Virkeligt navn:

Peter Parker

Tilknytning:

Arbejder oftest alene. Senest dog tilknyttet New Avengers og i nært samarbejde med Iron Man

Evner:

Kan kravle på vægge, faresans, overnaturlig styrke og smidigehed, i visse udgaver også evnen til at generere spindelvæg

Udgivelse
Udgiver:

Marvel Comics

Dansk udgiver:

Egmont Serieforlaget

Debut:

Amazing Fantasy #15 (USA, august 1962)

Dansk debut:

Edderkoppen nr. 1, 1967

Skabere:

Stan Lee, Steve Ditko

Superhelte-figur fra Marvels univers. Skabt af Stan Lee og Steve Ditko som en del af den første bølge af Marvel helte som også omfatter Fantastic Four og Hulk.

Fra seriens danske start i 1967 og frem til 1999 hed figuren Edderkoppen. Men i 1999 blev besluttet, at alle Marvels figurer skulle have samme navn på dansk som på amerikansk. Serien har dog fortsat undertitlen "Hed engang Edderkoppen" tilføjet på forsiden.

Da Egmont løbende ved siden af har udgivet et andet blad rettet primært mod yngre læsere som også har titlen Spider-Man kan der opstå en vis forvirring. Der er annonceret en navneændring til "Spider-Man kids", men frem til og med nummer 12 i 2007 er titlen fortsat Spider-Man. Ungdoms-udgaven kan genkendes på at den er tættere på A4 størrelse end danske udgivelser med superhelte normalt er, samt at der følger forskellige former for legetøj med nogle af hæfterne.

Oprindelse

Peter Parker er en splejset og nørdet ung mand som efter sine forældres død vokser op hos sin tante May og onkel Ben. En dag bliver Peter imidlertid bidt af en radioaktiv edderkop, og opdager at han har fået en række kræfter som ligner dem man finder hos en edderkop: han kan klatre på vægge og har, ligesom visse edderkopper, forbavsende styrke i forhold til deres størrelse. Peter Peter bliver også stærkere og mere adræt.

I første omgang forsøger Peter Parker at tjene penge på sine kræfter som fribryder, men en personlig tragedie ændrer hans skæbne. Efter sin første kamp som fribryder undlader Peter at hjælpe med at pågribe en tyv, som ved skæbnens ironi senere slår hans onkel Ben ihjel.

Hemmelig identitet

Efter onklens død begynder Peter Parker at bruge sine evner som superhelt under navnet Spider-Man, og en lang række af historierne handler om konflikten mellem hans forsøg på at leve som en normal ung mand og håndtere sine dagligdags problemer mens han på samme tid skal bekæmpe en række farverige forbrydere som Doctor Octopus, Sandman, Lizard og The Vulture.

I forbindelse med Marvels store crossover event Civil War, afslører Peter Parker for resten af verden at han er Spider-Man. Dette afspejler det nære forhold som er opstået mellem ham og Tony Stark, men placerer ham på samme tid i en meget vanskelig situation da alle hans tidligere fjender nu har mulighed for at ramme ham gennem Mary Jane og tante May. På dansk er disse begivenheder udkommet i Spider-Man nummer 369 og 370.

Moral og etik

Spider-Man serien er ophav til citatet "With great power comes great responsibility" som ofte fremhæves som eksempel på den etiske side af tegneserier med superhelte. Spider-Man fremhæver ansvarlighed som motivation for at udføre heltegerninger mens flere af de helte der bevæger sig i samme univers som han har andre motiver, for eksempel hævn som det ses hos Punisher (tilsvarende hos DC's Batman) eller religiøs overbevisning eller tro på retfærdigheden som det ses hos Daredevil.