Valhalla
Tegneserie om de nordiske guder og den nordiske mytologi, tegnet af Peter Madsen.
Indhold
Lidt om serien
Unægteligt en af de største succes'er i dansk tegneserie produktion, fortæller Valhalla med stor humor om de nordiske guders liv og levned. Serien blev påbegyndt i 1979 af en ung Peter Madsen, i samarbejde med forfatterne Hans Rancke-Madsen og Henning Kure. Hvert album tager udgangspunkt i fortællinger fra den nordiske mytologi, og Madsen har med udsøgt finesse personificeret de tolv nordiske guder, samt adskillige jætter, sagndyr og andre relaterede personligheder.
Grundet sin alder, har serien gennemgået en vis forvandling igennem tiden - fra en mere løs streg med mange skraveringer, er stilen blevet mere ren og historierne mere dramatisk fortalt. Humoren har dog altid været i centrum for Madsen, og det er en fornøjelig oplevelse at læse serien fra start til slut, og glædes over de mange små detaljer, både tegnemæssigt og dialogmæssigt, for ikke at nævne de forskellige figurers udvikling igennem serien.
Efter det tredje album fik serien et nyt titellogo, og forsiderne blev mere ensrettede i layoutet. Efterfølgende blev forsiderne til de tre første album omtegnet, så de passede til den nye stil.
Serien tæller pt. 14 album med det femtende og afsluttende album planlagt til udgivelse i 2009[1].
Persongalleri
Guder
Mennesker
Jætter
Dyr
Album i serien
Nr. 1-6 blev oprindelig udgivet af Interpresse. Carlsen Comics har udgivet serien fra nr. 7 og genudgivet de seks første album.
- Ulven er løs
- Thors brudefærd
- Odins væddemål
- Historien om Quark
- Rejsen til Udgårdsloke
- De gyldne æbler
- Ormen i dybet
- Frejas smykke
- Den store udfordring
- Gudernes gaver
- Mysteriet om digtermjøden
- Gennem ild og vand
- Balladen om Balder
- Muren
- Vølvens syner (Forventes 2009)
Tegnefilm
I 1986 blev de to album Quark og Rejsen til Udgårdsloke (nr. 4 og 5 i serien) lavet til en tegnefilm. Filmen er den første tegnefilm i spillefilmslængde lavet i Danmark, af firmaet A.Film, og nød stor popularitet, ikke mindst på grund af seriens egentlige hovedperson, Quark (figur), der senere fik sin helt egen tegneserie, Quark.