| |
| Pierre Culliford | |
|---|---|
| Født: |
25. juni 1928 |
| Død: |
24. december 1992 |
Peyo, hvis virkelige navn var Pierre Culliford, var en belgisk tegneserieskaber, nok bedst kendt som skaber af Smølferne, men han har også skabt serierne Henrik og Hagbart, Benny Bomstærk og Pussi.
Peyo var af den klassiske belgiske Comic-Dynamic-tegnetradition fra fyrrerne og halvtredserne, i selskab med tegnere som Morris, Franquin og Uderzo.
Hans sans for spænding, humor og børnevenlig fortælling har gjort ham til en af de mest kendte og afholdte tegneserieskabere af den belgiske tegneskole.
Indhold
Baggrund
Pierre Culliford blev født 25. juni 1928 i Bruxelles som søn af en engelsk far og belgisk mor. Gik som ung på kunstskolen Académie Royale des Beaux-Arts i Bruxelles, en meget berømt skole hvor mange andre store kunstnere har gået, bl.a. Rene Magritte, Paul Delvaux og Vincent van Gogh. Efter kunstuddannelsen fik han job på et mindre belgisk animationsstudie, Compagnie Belge d'Animation, hvor han bl.a. mødte tegneserieskaberne André Franquin, Morris og Eddy Paape for første gang. Da studiet gik konkurs efter Anden Verdenskrig, fik de tre andre tegnere job hos forlaget Dupuis, men Pierre var yngre og mere uerfaren, og fik ikke job. Over de næste 3-5 år tog han i stedet forskellige freelance- og reklamejob og fik desuden kontakt til avisen La Dernière Heure, hvortil han lavede sin første tegneserie, Johan, der foregik i riddertiden og omhandlede en konges unge væbner. Som det ses på billedeksemplet, var serien en klar tidlig forløber til hans senere succes Henrik og Hagbart, med en dengang lyshåret Henrik og en tidlig men genkendelig udgave af kongen fra serien.
Mellem 1949 og 1952 begyndte han også at tegne tegneseriestriben Poussy til avisen Le Soir, om en rigtig spilopmager af en kat. Serien Johan overgik også fra La Dernière Heure til Le Soir i disse år. Akkurat som Johan, blev Poussy senere videreudviklet i en mere moderne streg og udgivet som selvstændig tegneserie.
Le journal de Spirou
På trods af flere forsøg på at komme indenfor dørene hos Dupuis, var det endnu ikke lykkedes for Peyo, men i 1952 gjorde vennen Franquin et forsøg på hans vegne og fik overtalt Dupuis til at tage ham ind som tegner til bladet Le journal de Spirou.
Her begyndte han at videreudvikle sin middelalderserie Johan. Historierne blev længere, og med lidt hjælp og opfordring fra Franquin omdesignede Peyo den lidt kedelige hovedpersons figur og gjorde ham mørkhåret. Som den perfektionist han var, blev Peyo ved med at forfine sine design til han var tilfreds, og da han i 1955 i sin tredje historie introducerede en skør og underholdende følgesvend, den impulsive Pirlouit, sad den i skabet - serien blev hurtigt en af de mest populære i bladet under det nye navn Johan et Pirlouit . På dansk endte den med at blive oversat til Henrik og Hagbart - men det var først 20 år senere, i 1975.
I 1958 mødte Henrik og Hagbart nogle sære, små blå væsener i historien Den fortryllede fløjte. Det blev startskuddet til en rivende popularitet verden over, der skulle få stor betydning for resten af Peyos karriere. De fantastiske skabninger Smølferne var født, og Spirous chefredaktør Yvan Delporte så med det samme potentialet i de små blå alfer, og overtalte Peyo til at lave en selvstændig serie med dem. De første historier blev i en årrække bragt i de regulære sider i Spirou.
I kraft med at Peyos popularitet voksede, lancerede han i 1960 endnu en serie, nemlig den nu så klassiske tegneserie Benny Bomstærk (Benoît Brisefer), om en dreng der er frygtelig stærk, men som mister sine kræfter når han bliver forkølet. Serien udkom i Danmark i 1975. Samtidig fornyede han sin gamle serie Pussi (Poussy) og skrev nye striber til den, og skabte også serien Jacob og Sylvester (Jacky et Celestin).
Studio Peyo
Med alle disse projekter i gang, og smølfernes voksende popularitet, blev arbejdsbyrden så stor, at Peyo skabte sig sit eget studie til produktionen. Her skulle mange senere berømte tegnere blive uddannet, heriblandt Walthéry (serien om Natacha), Derib (serierne om Yakari, Pythagoras & Co., Go West m.fl.), Gos (senere tegner på serien Max Jordan), Blesteau, De Gieter (Papyrus) og Marc Wasterlain (serierne om Doktor Pind og Monica Morell) og mange andre.
Dette afstedkom flere forskellige senere samarbejder, bl.a. har Peyo været medforfatter på Splint & Co. nr. 15 (Ballade i Champignac), samt Natacha nr. 15 (Gapetos bælte) og 19 (Klippehavet).
Selvom Henrik og Hagbart var Peyos hjertebarn, fyldte produktionen af smølferne mere og mere. Der blev lavet merchandise i alle afskygninger, bl.a. de så kendte plastikfigurer, selvstændige blade, film, tv-serier med mere. Op igennem 70'erne fjernede Peyo sig mere og mere fra de andre serier og fokuserede på smølferne, hvis popularitet eksploderede i 80'erne. Smølfeimperiet voksede, og Peyo inddrog sin familie i foretagendet til at tage sig af de finansielle aspekter af forretningen. Peyo forblev firmaets overhoved frem til sin død af et hjertetilfælde i 1992.
Efter Peyo
Peyos søn, Thierry Culliford, har overtaget meget af arbejdet på de løbende serier, og han har således både skrevet og tegnet til Benny Bomstærk, Henrik og Hagbart samt Smølferne. Flere andre tegnere har også været involveret i fortsættelsen af serierne, bl.a. Alain Maury på Smølferne og Henrik og Hagbart, Pascal Garray på Smølferne og Benny Bomstærk samt Ludo Borecki og Jeroen De Coninck på Smølferne.
