Thulsa Doom
Amerikansk tegneseriefigur hos både Marvel Comics og Dynamite Entertainment.
Thulsa Doom blev opfundet af pulp-forfatteren Robert E. Howard, som første gang lader ham optræde i historien "Delcardes' Cat". Da Marvel Comics senere begyndte at udgive en tegneserie baseret på Howards figur Conan blev Thulsa Doom en af skurkene i serien. "Delcardes' Cat" danner baggrund for en historie i tegneserieudgaven af King Kull som blev udgivet i Seriemagasinet solo nummer 16.
Da Conans samtidige Red Sonja senere fik sin egen serie hos Dynamite Entertainment fulgte Thulsa Doom med i mini-serien "Red Sonja vs. Thulsa Doom". De to mødtes igen i "Doom of the gods".
Ligesom Red Sonja optrådte Thulsa Doom også efterfølgende i sin egen fortsatte serie i "Savage Tales", en anden udgivelse fra Dynamite som trækker kraftigt på figurer fra Robert E. Howards og H.P. Lovecrafts verdener.
Senest har Thulsa Doom fået sin egen serie hos Dynamite Entertainment, som beskæftiger sig med Thulsa Dooms færden i tiden efter Atlantis sank i havet.
Thulsa Doom på film
Thulsa Doom optrådte som hovedskurken i den første filmatisering af Conan. Rollen blev udfyldt af James Earl Jones, som flere nok kender som stemmen bag Star Wars-skurken Darth Vader.
I 2008 annonceredes en ny film med Thulsa Doom som hovedfigur. Denne gang skal han spilles af Djimon Hounsou, som tidligere har spillet rollen som Papa Midnite i Constantine, en filmatisering af tegneserien Hellblazer. Hounsou er også med til at producere filmen og taler i dette interview om hvordan han ser Thulsa Doom bevæge sig fra at være en mand med gode intentioner til at ende som en skurk.