H.P. Lovecraft
Howard Phillips Lovecraft, amerikansk pulp-forfatter og ven med Robert E. Howard. Mest kendt for at være en af de første forfattere til at skabe et univers som flere forfattere kunne dele på samme måde som man senere har set det hos for eksempel Marvel og DC.
Mange af Lovecrafts oprindelige historier blev udgivet i pulp-magasinet Weird Tales.
Lovecrafts delte univers, den såkaldte Cthulhu-mythos, er en blanding af gyser og science fiction. I Lovecrafts univers er mennesket ofte ubetydeligt i forhold til ukendte væsener fra rummet og andre dimensioner som har deres egne, for os ufattelige verdener og planer med jorden. Lovecrafts tilgang til gysere er blevet beskrevet som en ateists søgen efter noget der kan skræmme en ateist.
Senere tilføjelser til Lovecrafts univers af vennen August Derleth (1909-1971), tilføjer en kamp mellem forskellige grupper af gode og onde væsener der mere afspejler Derleths egen kristne tro. Disse tilføjelser er er blevet opfattet meget kontroversielt af fans af Lovecraft.
Indhold
Indflydelse på tegneserier
Lovecraft har øvet en betydelig indflydelse på forfattere, musikere, filmskabere og tegneserie-tegnere. Alan Moore har lavet flere mindre historier med relation til Cthulhu-universet, ligesom Marvel Comics flere steder bruger slet skjulte referencer til hans værker, for eksempel i Dr. Strange hvor kun navnene på de monstre Dr. Strange kæmper imod er anderledes end i Lovecrafts fortællinger.
Centralt i Lovecrafts fortællinger er også byen Arkham i Massechusetts i USA, hvor blandt andet det mærkværdige Miscatonic University befinder sig. DC Comics har genbrugt dette i navnet Arkham Asylum som er det sindssygehospital hvor flere af de farligste skurke, for eksempel Jokeren, er indlagt. Arkham er i DC-universet ikke et bynavn, men navnet på den læge som grundlagde hospitalet.
Ud over Arkham er Cthulhu et af de monstre fra Lovecrafts historier som ofte optræder i tegneserier både af seriøs og mere humoristisk karakter.
En anden tydelig indflydelse kan ses hos den senere Astonishing X-Men-forfatter Joss Whedon, som i afsnittet i sin TV-serie Buffy the Vampire Slayer (på dansk "Buffy, vampyrernes skræk") anvender en mytologi meget lig Lovecrafts til at forklare eksistensen af vampyrer og flere af de andre overnaturlige væsener som Buffy står over for.
Udgivelser på dansk
Med direkte reference til Lovecraft er der på dansk udgivet Lovecraft som er baseret på et filmmanuskript af Hans Rodinoff. Den markante DC-forfatter Keith Giffen har omsat historien til tegneseriemediet og Enrique Breccia har illustreret. Gyserinstruktøren John Carpenter, der selv gjorde brug af mange Lovecraft temaer i filmen "In the mouth of Madness", har skrevet forordet.
G. Floy Studio står for udgivelsen Lovecraft, der oprindeligt kom på Vertigo.
I historien optræder Lovecraft som en del af sin egen Cthulhu-mytologi, idet biografiske hændelser i forfatterens liv blandes med forekomster af "the ancient ones" som Lovecrafts monstre ofte omtales som.
Det danske H.P. Lovecraft-fanzine Nyarlathotep gennemgår omhyggeligt de danske udgivelser af Lovecraft både i ord og streg. I første nummer gennemgås tegneserier baseret på Lovecraft i "Lovecraft i streg" af Frank Brahe. I andet nummer følges op med en række tilføjelser i "En mail fra Erling", hvor man blandt andet også kan se at Lovecraft har haft indflydelse helt over til Mickey Mouse, idet Jumbobog nummer 131 med historien "Zuhrernes hemmelighed" har en reference til bogen Necronomicon.
G. Floy Studio står også for udgivelsen af serien Hellboy som er kraftigt inspireret af Lovecraft, således nævner seriens skaber Mike Mignola Lovecraft i dedikationen til albummet Ondskabens frø.
Tegneserieforlaget Interpresse har udgivet tre bøger med historier af Lovecraft, hvoraf de to er oversat af Morten Søndergård under pseudonymet Martin Hansen.
Nuværende amerikanske udgivelser
På det amerikanske marked findes der for øjeblikket to faste serier med referencer til Cthulhu-mytologien. "Fall of Cthulhu" fra Boom! Studios og Savage Tales hvor en af de fortsatte serier fortæller baggrunden for en række af de ting der indgår i Lovecrafts historie "Call of Cthulhu", såsom hvordan Cthulhu er kommmet til jorden og hvorfor han befinder sig i den sunkne by R'lyeh.
Den engelske serieskaber Alan Moore har flere gange ladet sig inspirere af Lovecraft og skrevet historier og illustrerede prosastykker som har relation til Cthulhu mytologien. En del af disse er samlet i trade paperback udgaven "Yoggoth cultures and other growths", hvis titel refererer til væsenerne The Fungi from Yoggoth fra Lovecrafts univers.
Inspiration til bøger og musik
Neil Gaiman har også ladet sig inspirere af Lovecraft til at skrive historien "A study in emerald" til novellesamlingen "Shadows over Baker Street" (red. Michael Reaves og John Pelan, Random House 2003). Titlen refererer til Conan Doyles oprindelige Sherlock Holmes-historie "A study in scarlet", og samlingen er da også baseret på mødet mellem Lovecrafts Cthulhu-mytologi og det velkendte Sherlock Holmes-univers. Historien blev belønnet med en Hugo Award.
Lovecraft har desuden haft indflydelse på flere danske musikere indenfor heavy metal. Lars Ulrich fra Metallica vedkender sig således indflydelse på numre som "Call of Cthulhu" og "The thing that should not be", mens Mercyful Fate har reference til Necronomicon og den gale araber i "The mad arab". Endeligt har bandet Manticora flere referencer til Lovecraft i deres produktion, blandt andet deres seneste album i to dele, "The Black Circus".
Lovecrafts inspiration til Metallica skulle senere føre videre til tegneserieverdenen. Ifølge forfatteren Michael Anton Nelson var det mødet med denne musik der fik ham til at interessere sig for Lovecraft. Nelson er senere blevet forfatter på tegneserierne Fall of Cthulhu og Cthulhu Tales fra Boom! Studios.
Lovecrafts indflydelse er således ganske omfattende, selv om han ofte er miskendt af det bedre litterære selskab. Danmarks mest anerkendte forfatter indenfor science fiction-genren, Erwin Neutzsky-Wulff, har dog ofte udtrykt anerkendelse for Lovecraft, blandt andet ved at dedikere nummer 27 af sit fanzine Bathos til forfatterens værker indenfor film og bøger.
Biografi
Udover den allerede nævnte Lovecraft (Hans Rodinoff) findes en biografi af tyskeren Reinhard Kleist, se Lovecraft (Reinhard Kleist).