ComicWiki bruger en cookie til at huske log-in. Ved at besøge denne hjemmeside giver du samtykke til brug af cookies. Læs mere

Barry Windsor-Smith

Fra ComicWiki - Den danske tegneserie wiki
Skift til:navigering, søgning

Engelsk tegner, født 25. maj 1949. Startede sin karriere som Barry Smith, men tilføjede Windsor til sit navn omkring 1974.

Barry Windsor-Smith blev i 2008 optaget i Eisner Award Hall of Fame.

Conan og Røde Sonja

Windsor-Smith slog igennem som tegner af Conan og Røde Sonja for Marvel Comics i de tidlige 1970'ere. Ifølge Roy Thomas blev Smith hyret fordi han var billigere end de fleste tegnere. Thomas havde nemlig tilbudt Glen Lord, som bestyrede rettighederne til Robert E. Howards værker, mere end Marvel Comics var parat til at betale. Derfor var han nødt til at finde en meget billig tegner.

Barry Smith var på daværende tidspunkt i USA på et midlertidigt visa, og arbejdede med en nærliggende park som tegnestue.

I begyndelsen var Smiths tegnestil meget inspireret af Jack Kirby, hvilket blandt andet kan ses i "Landet i det evige lys" fra samlingen Blodig morgen over Hyboria, som er udgivet af Carlsen if, men senere udviklede Windsor-Smith sin helt egen tegnestil. Efter sin tidlige succes forlod han tegneseriebranchen, for i en årrække at arbejde som kunstner.

Forlaget Dark Horse har siden genoptrykt Marvels udgivelser af Windsor-Smiths Conan. Senest i en samlet udgave med titlen "The Barry Windsor-Smith Conan Archives".

X-Men

Windsor-Smith er gennem årene løbende vendt tilbage til tegneserien med en række mindre men meget anerkendte historier. For X-Men lavede han Weapon X som fortæller historien om Wolverines forvandling fra mutant til et levende våben med adamantium skelet og om hans efterfølgende flugt. Historien er både skrevet, tegnet og farvelagt af Windsor-Smith selv.

En anden markant X-Men-historie er LifeDeath, som omhandler X-Mens daværende leder Storm og hendes forsøg på at overvinde tabet af sine kræfter.

Begge historier har været udgivet på dansk af Interpresse og viser en tegnestil som er meget atypisk i forhold til hvordan superhelte normalt tegnes, men som virker uhyre effektivt til at illustrere f.eks. Wolverines mere dyriske side.

Iron Man

Selv om han ikke var tegner på hoved-historien bidrog Windsor-Smith til Iron Man-historien "The armor wars" i et afsluttende kapitel hvor Tony Stark hjemsøges af samvittighedskvaler over de mulige ulykker han har været årsag til gennem den teknologi han er blevet berøvet.

Trivia

Windsor-Smith havde det med at snige ting ind i baggrundene på sine tegninger til Conan, som det afsløres i denne artikel på Comic Book Resources (et stykke nede i artiklen). Historien som nævnes i artiklen har på dansk været udgivet som Tyve i Hyboria af Carlsen if.

Eksterne links