Amerikansk tegneserie baseret på film- og TV-serie af Joss Whedon.
Indhold
Fra film-flop til TV-hit
"Buffy the Vampire Slayer" var oprindeligt en ikke særligt succesfuld film fra den ellers lovende manuskriptforfatter Joss Whedon, imidlertid viste konceptet sig ganske levedygtigt efter en omplacering til TV-mediet med Sarah Michelle Gellar som den bærende kraft. Ud over syv sæsoner af den oprindelige serie blev der lavet fem sæsoner af Angel som hovedsageligt omhandler Buffys kæreste af samme navn efter at han forlod serien i tredje sæson.
Girl power eller superhelt
Whedons oprindelige præmis for serien er den kendte gyserfilmskliche hvor en lyshåret pige går ind i en mørk gyde mens det samlede publikum ved at hun ikke vil slippe levende ud derfra. Whedons tankegang er derfor hvad der ville ske hvis denne pige besluttede sig for at slå igen. Dette tema med girl-power kombineret med en hurtig vittig dialog med referencer til mange former for populærkultur skulle vise sig at være en opskrift på succes.
Den amerikanske forfatter Kurt Busiek fortalte i forbindelse med sit besøg i Danmark på Komiks i 2008 at fra et fortællemæssigt synspunkt, så er Buffy tæt beslægtet med superheltegenren, for eksempel har hun en mission, hun har overnaturlige kræfter og hun prøver at opretholde en civil identitet.
Dark Horse-udgivelser
Som følge af den oprindelige series popularitet begyndte Dark Horse at udgive en tegneserie med supplerende historier. Over tid udviklede tegneserien sig dog til et supplement til TV-udgaven idet man valgte at gå tilbage i tid og fortælle en række historier der tidsmæssigt er placeret mellem filmen og første afsnit af TV-serien.
Tegnefilm og andre sideprojekter
Oprindelig var det også planen at der skulle ske yderligere udvikling af serien i form af en tegnefilm som foregik i første sæson af serien. Til dette formål blev den kendte forfatter Jeph Loeb hyret.
Dette projekt blev dog aldrig realiseret, selv om en lækket udgave af piloten til serien som dukkede op på nettet i 2008 gav fornyede spekulationer om en mulig realisering af projektet. At dømme efter dette interview med Loeb er der dog snarere tale om at projektet bliver kædet sammen med tegneserien hvor Buffy i en drøm oplever sin animerde version.
Et andet projekt som aldrig blev realiseret var et samarbejde med BBC om en serie med titlen "Ripper", som skulle følge bibliotekaren Giles efter at han havde forladt Sunnydale og var vendt tilbage til England. Dette projekt blev ikke realiseret, men til gengæld udsendte Dark Horse et enkeltnummer af Buffy the Vampire Slayer med undertitlen "Giles" som et soloeventyr med Giles.
Tales of the vampires/slayers
I den sidste sæson og efter at TV-serien havde nået sin afslutning udgav Whedon og flere af seriens forfattere en række historier placeret i samme univers som Buffy, disse blev udgivet under titlerne "Tales of the vampires" som blev matchet med bogserien "Tales of the slayers".
Tidligere havde Whedon også udgivet den selvstændige serie Fray som bevæger sig i samme univers som Buffy, men placeret i en fjern fremtid.
Sæson otte
Efter en periode med andre projekter, vendte Whedon tilbage til Buffy med den såkaldte "season eight" fra Dark Horse, som fortæller videre på historien om Buffy og de øvrige figurer fra den oprindelige serie.
I vanlig stil lader Whedon serien beskæftige sig med kontroversielle emner idet han lader Buffy have en engangsaffære med en anden vampyrjæger Satsu. Whedon havde tidligere beskæftiget sig med homoseksualitet i serien, mest åbenlyst omkring de to hekse Willow og Tara.
Ud over Whedon selv medvirker flere forfattere fra TV-serien også i den ottende sæson, ligesom Brian K. Vaughan bidrager med en historie omhandlende vampyrjægeren Faith i "No future for you". Samarbejdet hang blandt andet sammen med at Whedon i samme periode overtog Vaughans serie Runaways. I ottende sæson indgår også et møde mellem Buffy og den fremtidige vampyrjæger Fray.
Flere skuespillere i serien har bidraget til tegneserieudgaverne, i flere tilfælde i samarbejde med Christopher Golden. James Marsters har således skrevet en historie om de to vampyrer Spike og Dru. Figuren Spike har senere fået sin egen serie hos IDW. Amber Benson har tilsvarende bidraget med flere historier, blandt andet også om sin egen figur Tara i historien "Wannablessedbe".
Referencer til tidligere værker
Selv om Buffy i høj grad er nyskabende med hensyn til sin måde at håndtere en stærk kvindelig hovedperson, så trækker serien på en lang række af referencer til klassiske fortællinger indenfor gysere. I seriens andet afsnit forklarer bibliotekaren Giles at universet startede med en edens have, men derimod med en verden der har mange lighedspunkter med det univers man finder hos H.P. Lovecraft.
I løbet af de efterfølgende sæsoner når man desuden at se referencer til en række klassiske historier som Frankenstein, Wolf-man, The Invisible Man, Creature from the black lagoon og til sidst i femte sæson også Dracula - i hvert enkelt tilfælde med Whedon-universets egen drejning på den klassiske fortælling.
Dracula dukker desuden også op i Tales of the Vampires og senere i den tegneseriebaserede ottende sæson hvor Xander Harris opsøger ham for at få hjælp i kampen mod en bande japanske vampyrer.